Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul-Gerhard Andersen

Oprindelig forfatter OO
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul-Gerhard Andersen, 17.12.1904-5.6.1980, orgelbygger, orgelarkitekt. Født i Varde, død i Kbh., begravet på Brønshøj kgd. Efter studentereksamen fra Esbjerg statsskole 1923 blev A. indskrevet på Polyteknisk læreanstalt i Kbh. Samtidig med studierne her tog han undervisning i orgelspil hos organisterne Paul Sophus Rung-Keller og Svend-Ove Møller for 1925 at bestå organisteksamen ved Kbh.s. organistskole. Året efter blev han antaget som lærling på Marcussen & Søns orgelbyggeri i Åbenrå hvor han hurtigt blev en betroet medarbejder. 1931 udnævntes han til leder af firmaets Kbh.s afdeling, og 1932–34 forestod han den omfattende ombygning af orglet i Lunds domkirke. I midten af 1920'erne var nye tendenser begyndt at gøre sig gældende inden for dansk orgelbygning. Ud fra klassiske forbilleder udvikledes en ny orgeltype der i klanglig, håndværksmæssig og arkitektonisk henseende stod i skarp kontrast til senromantikkens fabriksprægede produkter. Hele denne udvikling, den såkaldte danske orgelbevægelse, kom i høj grad til at bære præg af A.s praktiske og teoretiske indsats, og en af årsagerne til at bevægelsens ideer forholdsvis hurtigt blev accepteret af de danske organister kan søges i hans litterære produktion. Allerede 1929 kunne man i Orglet, Haandbog for Orgelspillere læse om de kunstneriske fordele ved at vende tilbage til klassiske orgelbygningsprincipper, og i den meget læste Orgelbogen, 1956 sammenfatter han resultaterne af sine omfattende historiske, teoretiske og praktiske studier. Januar 1963 grundlagde A. sit eget orgelbyggeri i Kbh. Fra denne virksomhed er udgået en række fornemme og personligt prægede instrumenter hvis farverige og poetiske klange vidner om inspiration fra dansk renæssanceorgelbygning. Også som orgelarkitekt har A. gjort sig gældende i ind- og udland; som den første herhjemme påpegede han nødvendigheden af en organisk sammenhæng mellem et orgels klanglige og arkitektoniske opbygning.

Familie

Forældre: stationsforstander Lars Peter A. (1874–1938) og Malvine Kathrine Mortensen Krogh (1876–1971). Gift 31.7.1930 i Maribo domk. med Elise Johanne Nielsen, født 3.10.1908 i Fuglebjerg, d. af bankbogholder Edvard Rudolf N. (1876–1932) og Anna Olivia Bo (1872–1921).

Bibliografi

Af A.s arbejder efter 1963 kan nævnes orglerne i: Skara domk., 1964. Vor Frelsers k., Kbh. (ombygning), 1965. Skt. Markus k., Århus, 1966. Gustaf Adolfs k., Helsingborg, 1967. Nakskov k., 1968. Skt. Olai k., Helsingør, 1969. Skt. Bendts k., Ringsted, 1970. Linköping domk. (kororgel), 1971. Fr.borg slotsk., 1972. Vor Frue k., Nyborg, 1973. Christians k. og Skt. Johannes k., Kbh., 1975. Lunds domk. (kororgel), 1977. Ansgars k., Ålborg, 1977. – Af lit. arbejder foruden de nævnte: Orgelværk – Orgelydre, (Arkitekten 1936). Danish Organ Architecture, The Organ Club Handbook, London 1951. Organ Building and Design, London og N.Y. 1969 (eng. udg. af Orgelbogen). Orgeltyper, (Dansk Musiktidsskr. 3, 1970). Organ architecture, (Dansk Musiktidsskr., eng. særnummer, 1971).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Olesen: Poul-Gerhard Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286055