Hermann Raphaëlis, Herman Raphael Rodensteen, Hermann Raphaëlis Rottenstein-Pock, ca. 1510-20-8.7.1583, orgelbygger. Født i Vollenhove, død i Weimar. R. er det første store navn i dansk orgelbygnings historie. I lighed med de to andre orgelbygmestre der dominerede renæssancens orgelbygning herhjemme, Hans Brebus og Nicolaus Maass, var han af nederlandsk afstamning, men man har intet kendskab til hans eventuelle arbejder i hjemlandet. Skønt opholdet i Danmark var kort nåede han, formentlig med broderen Gabriel (født ca. 1540 i Bolsward) som medarbejder, at løse et par meget betydningsfulde opgaver: bygningen af orglerne til Roskilde domkirke, 1554-55 og Københavns slotskirke, 1556. Domorglet var et efter tidens målestok overordentlig anseligt instrument, og det indtog da også en fremtrædende plads i R.s samlede produktion; rygpositivets facade er bevaret. Orglet til Københavns slotskirke var af mere beskeden størrelse, formentlig på ca. 10 stemmer, men dog så præsentabelt at R. flere år senere henviste til det i forbindelse med bygningen af et orgel til slotskirken i Dresden. Fra Danmark rejste R. til Zwickau hvor han renoverede orglet i Mariakirken og indgik ægteskab med en datter af kirkens organist. R. blev boende i Zwickau resten af livet, men arbejdede mange forskellige steder, bl.a. i Dresden, Nürnberg, Wien, Schellenberg (Augustusburg) og Bayreuth. Iflg. en hypotese, fremsat af orgelhistorikeren Mads Kjersgaard skulle det fragmentarisk bevarede renæssanceorgel i Sønderborg slotskapel være bygget af R. ca. 1568-70.

Familie

Forældre: orgelbygger Raphael Rodensteen. Gift 1559 med Clara Hofmann, død 1594, d. af organist Paul H.

Bibliografi

Ernst Flade i Zeitschr. für Musikwissensch. XV, Lpz. 1931-32 1-24. Niels Friis: Orgelbygn. i Danm., 1949 (2. udg. 1971). Maarten A. Vente: Die Brabanter Orgel, Amsterdam 1958. Mads Kjersgaard: Renæssanceorglet i dronning Dorotheas kapel på Sønderborg slot, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig