Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvard Jünger

Oprindelig forfatter CACle
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Edvard Jünger, Frederik Gottlieb Edvard Jünger, 19.4.1823-21.10.1899, mekaniker. Født i Holbæk, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). Som ung havde J. forskellige kontorpladser, senest på Bregentved godskontor, men han interesserede sig for mekanik og viste udprægede evner i den retning. H. C. Ørsted skaffede ham en understøttelse fra grev F. M. Knuth så at han kunne søge ind på Polyteknisk læreanstalt. Han uddannede sig yderligere på en stipendierejse til München og Wien. Da han var vendt hjem nedsatte han sig 1852 som instrumentmager i Kbh. Den store omhu hvormed han arbejdede vakte kyndiges opmærksomhed. Han stod i intimt samarbejde med videnskabsmænd. Fra sit etablissement leverede han instrumenter til de fysiske samlinger på Polyteknisk læreanstalt og akademiet i Sorø, måleapparater til hæren og et ikke ringe antal instrumenter til udlandet. Han blev universitetsmekanikus 1867. I flere år havde han været beskæftiget med udførelsen af den ækvatoreale opstilling til den første store kikkert på det astronomiske observatorium (Østervold) der 1861 afløste observatoriet på Rundetårn, og et lignende arbejde udførte han for universitetet i Lund. Den stadige syslen med de fine instrumenter svækkede imidlertid hans øjne, og han overdrog da sit etablissement til en af sine medarbejdere, C. P. Jürgensen, for 1869 at rejse til udlandet. Bortset fra et ophold i Dresden boede han på en landejendom i Steiermark. 1873 fik han hjemmefra tilbud om at overtage bestyrelsen af Holmegaard Glasværk, og han rejste da tilbage til Danmark hvor han ledede glasværket i elleve år. Resten af sit liv tilbragte han som privatmand i Kbh. – Tit. professor 1868.

Familie

Forældre: løjtnant, konsumtionsunderbetjent Frederik Ludvig v. J. Rønnow fra Polen og Johanne Dorthea Magdalene Henriette Hesse. – 20.11.1852 på Frbg. med Caroline Anna Melcher, født 31.10.1823 i München, død jan. 1910, d. af portner Peter Johan M. og Ottilia Seiler.

Bibliografi

G. Nyrop: Bidrag til den da. industris hist., 1873. A. Bauer i III. tid. 2.2.1902. Holmegaards glasværk 1825–1950, 1950 44–46.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. A. Clemmensen: Edvard Jünger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292336