Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Kock

Oprindelig forfatter AsFri

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jørgen Kock, Jørgen Mønter, d. 1556, møntmester, borgmester i Malmø. Efter at K., en indvandret westphaler, havde ægtet enken efter den ansete og velstående københavnske borger Walter Kniphof lykkedes det ham hurtigt at skabe sig en god position i det danske samfund. Fra Malmø hvor han havde sin bopæl drev han en omfattende købmandshandel og var 1518 så velstående at han turde påtage sig den risikable møntforretning. Fra 1518 til Christian 2.s fordrivelse udmøntede han som dennes møntmester den undervægtige mønt hvormed kongen søgte at finansiere sine krigsforetagender. Da Christian 2. 1523 måtte forlade landet, og Hans Mikkelsen (død 1532) fulgte ham overlod han de tro Malmøborgere selv at vælge en borgmester. Deres valg faldt på K. der med dygtighed ledede Malmøs forsvar mod den skånske adels angreb. Da det imidlertid hen på efteråret 1523 blev klart at Christian 2. ikke ville blive i stand til at undsætte Kbh. og Malmø indledte lederne af de to byers forsvar, Henrik Gøye og K., underhandlinger med Frederik 1. og rigsrådet. 6.1.1524 overgaves de to byer til Frederik 1. Deres vedholden ved Christian 2.s sag kom dem ikke til skade, heller ikke Henrik Gøye og K. Denne sidste vedblev at være Malmøs borgmester og blev også umiddelbart efter kapitulationen Frederik 1.s møntmester. Som sådan var han i nær kontakt med regeringen, og han stod i handelsforbindelse med mange af datidens mest fremtrædende adelsmænd. Fx sendte han hele skibsladninger til lensmanden på Bergenhus Eske Bille (ca. 1480–1552). – Selv hans stedsøn Claus Kniphofs optræden som kapergast for Christian 2. kom ikke til at skade ham. Om hans for en borgerlig helt enestående position vidner at han 1526 – samtidig med at Kbh. og Malmø fik ret til selv at vælge borgmestre og rådmænd - ophøjedes i adelstanden.

Det kunne ikke blive uden betydning at denne højt ansete, indflydelsesrige mand som en af de første i Danmark åbent sluttede sig til lutheranismen. Ved siden af Mogens Gøye har ingen anden dansk mand af verdslig stand gjort så meget for reformationens udbredelse her i landet. Allerede 1527 kaldte han reformatoren Claus Mortensen Tøndebinder til Malmø for at prædike den nye lære, og hurtigt blev Malmø et endnu vigtigere centrum for lutheranismen end Viborg. Vel havde det af ærkebispen i Lund sept. 1527 udstedte forbud mod at Claus Mortensen prædikede til følge at denne en tid måtte forlade Malmø, men aug. 1528 kunne han vende tilbage med kgl. beskyttelsesbrev. Han havde i sit følge den tidligere broder af helligåndsordenen Hans Olufsen Spandemager der havde fulgt ham til Haderslev hvor begge havde søgt videre uddannelse. De genoptog deres prædikantvirksomhed, og snart gik den første danske salmebog forfattet af Claus Mortensen Tøndebinder i trykken i Malmø. 1529 indkaldte rådet, sikkert på K.s initiativ, Frants Vormordsen og Peder Laurentsen til de to prædikanters hjælp. De havde begge været lektorer ved karmeliterkollegiet i Kbh., og Peder Laurentsen der var en fremragende skribent forfattede størstedelen af de stids- og forsvarsskrifter der i de følgende år udsendtes fra Malmø. Videre oprettedes et præsteseminarium med Frants Vormordsen som forstander, og en skole knyttedes hertil. Endelig sluttede Christiern Pedersen sig 1532 til Malmøkredsen af lærde mænd. – Allerede 1528 havde K. søgt Frederik 1.s tilladelse til at gråbrødre- og helliggejstklostrene måtte overtages af Malmø by, det første for at anvendes til hospital, det andet til rådhus. Frederik 1. bevilgede dette andragende med det forbehold at alle brødrene først skulle have forladt klostrene. Men så længe ventede Malmøboerne ikke. Allerede nov. 1529 tiltog de sig med magt helliggejstklostret. Derimod lykkedes det først 1530 på lemfældig vis at få munkene jaget ud af gråbrødreklostret. Dette indrettedes derefter af byen til hospital.

At Frederik 1. bifaldt K.s arbejde for reformationens sag i Malmø ses deraf at han 1532 forlenedes med Tommerup kloster frit på livstid. Nok så mærkeligt er at K. trods sit virksomme arbejde for reformationens sag også formåede at bevare sit venskab med den del af adelen der endnu var rettroende katolikker. Eske Bille o.a. lod deres børn komme i huset hos K. og i skole hos Frants Vormordsen. Men bisperne så naturligvis på K. med fjendtlige øjne, og da de på herredagen efter Frederik 1.s død juni 1533 fik sat igennem at kongevalget udsattes var K. klar over at det rent lutherske Malmø gik vanskelige tider i mode. Han besluttede at gøre hvad han formåede for at hindre den katolske reaktions sejr. Dristigt forhandlede ham med Jørgen Wullenwever der som Lübecks repræsentant bivånede herredagen og var højst fortørnet over at det danske rigsråd foretrak forbund med Nederlandene fremfor med Lübeck, om at tilslutte Kbh. og Malmø hansestæderne – deres stilling i det danske rige skulle være en tilsvarende til disses i Tyskland – tillige om at indsætte hertug Christian til konge uden om rigsrådet. Herom skete der flere henvendelser gennem mellemmænd til hertug Christian. Ligeledes søgte K. noget senere gennem lensmanden på Malmøhus Mogens Gyldenstierne forbindelse med Mogens Gøye for at de i fællesskab skulle gore hertug Christian henstilling herom. Men da alle henstillinger og anmodninger til denne om uden om rigsrådet at lade sig udråbe til dansk konge strandede på hans fromme ønske om at blive konge på fuldt lovlig vis søgte K. orientering til anden side. Sept. 1533 kom han i forbindelse med grev Christoffer af Oldenburg der var den fangne Christian 2. meget hengiven. De besluttede at gøre et forsøg på at få den gamle konge befriet og genindsat. På dette grundlag førtes i den følgende tid forhandlinger med Lübeck der formelt gik ind på tanken, men i virkeligheden tænkte på alt andet end Christian 2.s genindsættelse. K. gentog sit allerede til Wullenwever under herredagen 1533 givne løfte om at Malmø og Kbh. skulle stå Lübeckerne åbne. Disse vendte sig dog først mod hertugdømmerne som de begyndte at angribe maj 1534. Da størstedelen af besætningen på Malmøhus tillige med de øvrige landsknægte i Sjælland og Skåne snart efter dirigeredes til Sydsjælland for derfra at sendes hertug Christian til undsætning, benyttede K. den gunstige lejlighed til at sætte sig i besiddelse af Malmøhus. Under påskud af vigtige forhandlinger fik han lensmanden Mogens Gyldenstierne, som han stod på bedste fod med – han havde bl.a. lånt ham 6500 mk. til at indløse Malmøhus med (tilbagebetalt 25.1.1534) – lokket ned på rådhuset. Da denne der lige havde været Malmøborgernes gæst i Skt. Knuds gilde intetanende indfandt sig fængledes han 29.5.1534. Malmøs borgere havde derefter ingen vanskeligheder ved at sætte sig i besiddelse af Malmøhus. De nedbrød den del af fæstningsanlægget der vendte mod byen samt satte vagt ved byens porte. Som forklaring på hændelserne i Malmø skrev K. til befalingsmændene i Sjælland og Skåne, Anders Bille (1477–1555) og Tyge Krabbe, at de var et udslag af Malmøboernes frygt for at ærkebispen – i henhold til den sidst vedtagne reces – med vold skulle skride til Malmøs rekatolicering. K. gjorde også i de følgende uger et forsøg på at overrumple lensmanden på Kbh.s slot, Johan Urne (død 1537). Han lagde sig med væbnede svende ind i sin ven Ambrosius Bogbinders hus; men håbet om at kunne bemægtige sig lensmanden når han var på vej til kirke glippede da denne altid var omgivet af en stærk vagt. Også slotsvagten var for stærk til at K. turde forsøge en overrumpling.

Annonce

Da den lübske flåde 21.6. ankrede op ved Dragør kunne K. derfor kun melde grev Christoffer at Malmø stod ham åben, men i øvrigt at modstanden på Sjælland ikke kunne blive stærk. Under den påfølgende grevefejde var K. den mest fremtrædende i det danske borgerparti, vel lige så indflydelsesrig som grev Christoffer og Jørgen Wullenwever. Som møntmester gjorde han store udlæg – det var naturligvis kun slet mønt der i disse år udgik fra hans værksted. – Venskabet med grev Christoffer kølnedes snart da dennes tilknytning til den sjællandske adel blev K. for intim. Da de fleste af den skånske adel ved årsskiftet 1534–35 var faldet fra, og Tyge Krabbe i slaget ved Helsingborg (13.1.1535) fulgte i deres fodspor – K., der havde deltaget i kampen, undkom med nød og næppe i en båd til Sjælland - øgedes K.s og de andre borgerliges mistro og had til den sjællandske adel, og snart gik adelsjagten ind på Sjælland samtidig med at der fra Malmø udsendtes et stridsskrift mod adelen.

Et år senere var det klart at kong Christians erobring af hele Danmark kun var et tidsspørgsmål, og K., der hidtil ikke havde vist sig som den mand der lod fanatisme besejre fornuften, havde sikkert nu gerne gået på forlig. Han greb da også til da kongen i sit åbne brev af 18.3.1536 tilbod sikkert lejde for befuldmægtigede fra Kbh. og Malmø. 26.3. havde han en sammenkomst med Christian 3. på Kalundborg slot hvorunder han lagde sin fredsvilje for dagen – samtidig skal han have advaret kongen mod bisperne og rådet ham til at inddrage bispegodset. – Imidlertid delte K.s kampfæller i Kbh. hvortil han begav sig ikke hans nøgterne syn, og kampen fortsattes. Malmø overgav sig derimod 6.4.1536. I overenskomsten herom indsattes en bestemmelse om at K., om han i løbet af seks uger indfandt sig i Malmø, skulle være medindbefattet i overenskomsten. Men K. forblev i Kbh. og blev ved byens overgivelse 29.7.1536 underkastet samme hårde vilkår som Ambrosius Bogbinder. Han måtte kun tage ophold på et sted kongen anviste ham inden for monarkiets grænser. Imidlertid blev K. med sin vidunderlige smidighed og tilpasningsevne hurtigt taget til nåde. Naturligvis måtte det mægtige arbejde han havde gjort for reformationens indførelse i Danmark veje tungt hos Christian 3. Kongen tog ham i sept. 1536 med til hertugdommerne, måske for at beskytte ham mod adelen. Og vistnok allerede med udgangen af 1536 kunne han vende tilbage til Malmø og tilmed som Christian 3.s betroede mand. Han ledede i de følgende år sammen med Stig Porse Malmøhus' genopbygning og forstrakte i disse finansielt så vanskelige år staten med 12000 mk. til dette formål. Når det 1538 hedder at Malmøhus af hensyn til borgerne måtte anlægges åben mod staden (D.K. Indk. Br. 30.8.1538), så kan vi sikkert heri se et udslag af K.s påpasselighed (jf. Malmøoverenskomsten af 6.4.1536).

Med adelen udsonedes K. først ved kongens mellemkomst i slutningen af 1539. K. måtte tilbagekalde de ukvemsord han under grevefejden havde brugt om adelen (fejdeskriftet), samt love kongen og rigsrådet lydighed. Ved embedsledighed blev han 1540 med kongens samtykke på ny Malmøs borgmester, denne gang til sin død 1556. Han var s.å. medlem afkommissionen der undersøgte møntmester Reynold Junges regnskaber. Hans fuldstændige rehabilitation fremgår også af at han 1540 fik Borgeby i fri forlening, fra 1541 for sin og hustrus livstid mod opladelse af nogle gældsbreve udstedte til ham af hertug Albrecht af Mecklenburg og grev Christoffer af Oldenburg.

K. erhvervede 1522 en af de største og vel arkitektonisk den bedste ejendom i Malmø. Her boede Gustav Vasa under Malmømødet (1524). I de følgende år tilkøbte og -skiftede han sig gang på gang ejendomme og jorder. Bl.a. udfoldede han en lidet klædelig iver for at komme i besiddelse af den landflygtige Hans Mikkelsens (død 1532) ejendomme skønt han inden Christian 2.s fordrivelse havde været politisk nært knyttet til ham. – K.s ægteskab var barnløst, og 1546 oprettede ægteparret et legat på 9000 rdl. der skulle komme Malmø by hvor K. havde lagt sit livs arbejde, og hvor han nu levede som byens første borger til gode at anvende i den sociale forsorgs tjeneste. Efter K.s død 1556 trådte fundatsen i kraft. Ifølge denne skulle der daglig fra Malmø rådhus uddeles et brød til hver af byens fattige. K. kunne ikke have sat sig noget smukkere mindesmærke.

Familie

Gift efter 1510 med Sidse Cortsdatter, død 1553 (gift 1. gang med købmand Walter Kniphof, far til Claus Kniphof).

Jørgen Koch er begravet i Skt. Petri k., Malmø.

Ikonografi

Mal. fra 1531 (det Kockske hus i Malmø).

Bibliografi

Reynold Junges møntmesterregnskaber, udg. G. Galster 1934 Vf VIIIf XXVf 171 177. – Orion. Hist. qvartalskr. I, 1843 270–72. C. Paludan-Müller: Grevens feide I, 1853 (reproudg. 1971) 133–36 160 194 203 205–08 210–12 216 349–51 370 381 383 385. A. Heise i Hist. t. 4.r.VI, 1877–78 244–47. A. U. Isberg: Bidrag till Malmö stads hist. Ha, Malmö 1897 47–59 227; IIb, 1900 LXIX. Samme: Malmö stads krönikebok II, Malmö 1912 3–17; III, 1913 30f o.fl.st. Malmö, red. G. Hårleman I, Malmö 1914 34–58.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Jørgen Kock i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292796