Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Hallin

Oprindelig forfatter CACle
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Niels Hallin, Niels Charles Bentzen Hallin, 16.12.1832-29.1.1870, jernstøber. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Frels.), begravet sst. (Ass.). H. mistede tidligt sin far og kom derefter i Vajsenhusets skole. Han stod i lære hos maskinfabrikanterne Gamst & Lund og blev svend 1852. Det følgende år tog han til England. Her arbejdede han forskellige steder, senest og længst hos skibsbyggerfirmaet J. Scott Russel & Co. 1858 vendte han hjem og fik ansættelse som anden mester på jernstøberiet hos Baumgarten & Burmeister (senere Burmeister & Wain). Han støttede ihærdigt den af F. F. Ulrik på grundlag af "Selvhjælpsbevægelsen" fremsatte plan der førte til oprettelsen af Arbejdernes Byggeforening. Han havde under sit ophold i England erfaret hvor stor betydning sådanne foreninger kunne have for arbejdernes forsyning med sunde boliger, og han bidrog meget til gennemførelsen af Ulriks plan. Arbejdernes Byggeforening blev stiftet 20.11.1865 på et møde af Burmeister & Wains arbejdere, og H. var dens første formand medens Ulrik blev næstformand. Foreningen satte et minde på hans grav og knyttede – i midten af 1870erne – hans navn til en af gaderne i sit byggeanlæg mellem Øster Farimagsgade og Østersøgade.

Familie

Forældre: møllersvend, senere fiskebløder og vært i Bødkerkroen Jacob Christian Bentzen H. (1799-1839) og Cæcilie Elisabeth Poulsen (1806-83, gift 2. gang med bødker Jens Jørgen Poulsen, død 1844). Gift 26.5.1865 i Kbh. (Frue) med Johanne (Hanne) Petrine Dorothea Seeberg, født 5.2.1839 i Kbh. (Trin.), død 5.3.1913 sst., d. af høker Christian Ferdinand S. (ca. 1806-42) og Dorothea Sophie Frederikke Knudsen (født 1807).

Ikonografi

Litografi af Harald Jensen, 1870, efter foto.

Annonce

Bibliografi

H. T[rier] i Hist. medd. om Kbh. IV, 1914 364-66.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. A. Clemmensen: Niels Hallin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290506