Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.C. Jacobsen

Oprindelig forfatter BNTh

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.C. Jacobsen, Jacob Christian Jacobsen, 2.9.1811-30.4.1887, brygger, mæcen. J.C. Jacobsen var bajerskølindustriens fader i Danmark, grundlægger af Carlsberg Bryggerierne og Carlsbergfondet. Hans betydning for erhvervets udvikling var så stor, at hans livshistorie i vid udstrækning er identisk med de væsentligste træk i bryggeriindustriens historie frem til hans død 1887. Jacobsen-familiens farverige og dramatiske historie er et dansk industrieventyr der rummer stof til belysning af spørgsmålet om den industrielle entreprenørs rolle i den industrielle udvikling. J.C. Jacobsens baggrund var ikke væsentlig forskellig fra mange andre af tidens småbryggere i Kbh., og efter endt skolegang i det Bisserupske institut oplærtes han som brygger i faderens bryggeri. Under den tilstundende industrielle epoke fra 1850'erne var bryggerierhvervet et af de erhverv der tidligst industrialiseredes, og de mange små bryggeribedrifter i Kbh. gik en sikker død i møde. Denne ny udvikling skete ved, at nytilkommere trængte ind i erhvervet. Kun én af de egentlige bryggere, nemlig J.C. Jacobsen, lykkedes det at omstille sig til en industriel drift. J.C. Jacobsens egen forklaring på at han i denne henseende indtog en særstilling var den, at det for ham havde haft en igangsættende virkning at han fra 1828 havde fulgt H.C. Ørsteds populære forelæsninger på Polyteknisk læreanstalt. Herved vaktes hans interesse for forståelsen af brygningsprocessernes kemiske og fysiologiske natur og for den praktiske anvendelse af videnskabens resultater. Interesse og åbenhed for tekniske nyvindinger fulgte ham hele hans liv. Han forsøgte bestandig at indhente ny teknik og viden fra udlandet om bryggeriforhold i videste forstand og at omplante dem til Carlsberg. Hertil kom det særlige forhold som en mulig igangsættende faktor, at "den stille brygger" fra de unge år fik kontakter uden for det snævrere bryggermiljø. Gennem sin tilkommende hustru Laura Holsts slægt fik han venner i den nationalliberale studenterverden hvor han færdedes blandt kommende medlemmer af det toneangivende akademiske borgerskab. Præstationsbehovet og vovemodet er formentlig herved vokset i den unge brygger. Indflydelsen fra miljøet var stærk og varig, som hans senere mæcenatsvirksomhed klart viser.

Efter faderens død 1835 overtog J.C. Jacobsen bryggeriet i Brolæggerstræde som lejebrygger og efter moderens død 1844 som ejer. Afgørende for J.C. Jacobsens hele livsforløb blev det, at han fra midten af 1830'erne fattede interesse for produktion af en anden øltype end de sædvanlige simplere hvidtølstyper som produceredes i den tids Danmark. Dette øl var den importerede bajerske lagerøl som han kendte fra Waagepetersens vinkælder i St. Strandstræde. Han ønskede at lære at fremstille den bajerske øl og igangsatte – under primitive former – sit eget produktudviklingsarbejde. 1836 foretog han sin første studierejse til Langes bryggeri i Altona, og efter hjemkomsten gjorde han sit første – forgæves – forsøg på at fremstille den nye øltype. Mellem 1836 og 1844 eksperimenterede han stædigt med brygning af bajersk øl, afbrudt af flere rejser til München hvor han bl.a. arbejdede på et af Tysklands mest ansete bryggerier, Gabriel Sedlmayrs Zum Spaten. 1844 lykkedes det at tilvejebringe "en fuldstændig Undergjæring", og 1845 hentede han personlig to potter gær fra Sedlmayr hjem til Danmark. I vinteren 1845–46 lagrede han de første 300 tønder bajersk øl i voldkældrene ud for Teglgårdsstræde, og afsætningen heraf gik strygende. J.C. Jacobsen havde hermed introduceret en produktfornyelse på dansk grund. Hans sigte var nu klart. Der måtte anlægges et bajersk ølbryggeri. På grund af den langvarige lagring var bajerskølproduktion stærkt pladskrævende, og produktionen kunne ikke ske på det lille bryggeri i Brolæggerstræde. Han anlagde derfor 1847 i Valby et egentligt bajerskølbryggeri som han gav navnet Carlsberg efter sønnen Carl. Bryggeriet anlagdes med en produktionskapacitet på 5000 tdr. og udstyredes som det første bryggeri i Danmark med dampmaskine som trækkraft til pumpningen af vand. Anlægget var vel gennemtænkt, men endnu ret primitivt.

I de næste omtrent 25 år var Carlsberg næsten uden konkurrence. Der oprettedes ganske vist 1853 endnu et bajerskølbryggeri Svanholm på Frbg. og 1860 bajerskølbryggeriet Aldersro på hjørnet af Jagtvej og Lyngbyvej, men ingen af disse bryggerier var nogen udfordring for Carlsberg. Produktionen voksede støt i takt med, hvad J.C. Jacobsen kunne magte at producere, og afsætningen var ikke noget problem. Under disse beskyttede forhold fik J.C. Jacobsen tid til at udvikle anlægget og bajerskølproduktionen på Carlsberg. Bortset fra udvidelsen af dampkraften eksisterede bryggeriet indtil 1854–55 stort set inden for de rammer der var skabt ved dets anlæggelse. Forud for et nyt forestående udvidelses- og byggeprogram drog den altid systematisk og omhyggeligt planlæggende J.C. Jacobsen i sommeren 1855 til verdensudstillingen i Paris. På vejen drog han på studietur til fremtrædende tyske og andre europæiske bryggerier for nøjere at studere den tekniske udvikling. Rejsen var skelsættende. Hvad han så, fandt han af en sådan bærekraft, at han vovede at satse på en tilsvarende udvikling på Carlsberg. Efter hjemkomsten planlagde og igangsatte han et udviklingsprogram som til 1867 fulgtes op af modernisering og udvidelse af bryggeriet på alle felter fra kornmagasiner og malteri til bryghus, gærkældre og lagerkældre. Af de impulser som J.C. Jacobsen hentede hjem 1855 var den tekniske fornyelse af bryghuset den mest iøjnefaldende. Ved installering af en mæskemaskine tog han for første gang en egentlig arbejdsmaskine i brug i produktionen. Herved erstattedes den slidsomme og arbejdskrævende håndmæskning med maskinel røring, en betydningsfuld foranstaltning som havde til følge, at der fra 1856 kunne brygges to bryg i døgnet.

Annonce

Fornyelserne i bryghuset fortsattes i de følgende år ved installering af en lukket bryggerkedel til eliminering af de utålelige dampmasser. Ved fortsatte fornyelser var man fra 1860 i stand til at brygge fire bryg i døgnet. Brygværkets mekanisering var et centralt og uomgængeligt skridt for en videre rentabel organisering af produktionen i en større drift. Bryghusets produktionsevne var ved de nævnte foranstaltninger drastisk forøget og gik langt ud over, hvad det øvrige produktionssystem kunne absorbere. Herved blev et andet centralt problem endnu mere generende. Med en maltnings- og brygningssæson på omkring syv måneder af året havde man en meget dårlig kapacitetsudnyttelse. Uden en mere avanceret køleteknik kunne man ikke brygge i sommermånederne. J.C. Jacobsen arbejdede langsomt og prøvende i løbet af 1850'erne med de tekniske problemer med overgang til sommerbrygning. Fra 1855 anlagde han oveniskældre som han havde set hos Bardilis bryggeri i Stuttgart. Det forhold, at kulden sank ned gennem de underliggende gær- og lagerkældre forøgede isens kuldevirkninger og bidrog til en bedre styring af temperaturerne. For at opnå tilstrækkelig afkøling af urten i svalebakkerne installeredes særlige urtsvaleapparater – dvs. beholdere med naturis.

I årene 1855–60 ligger de tekniske fornyelser ledsaget af bygningsmæssige udvidelser i form af bygning af nyt malteri (med to nye køller med flager til opvarmning og luftning af malten), nye gæringskældre, nye lagerkældre og nye malt- og kornmagasiner mv. Korn- og maltmagasinerne udstyredes nu skridtvis med arbejdsbesparende indretninger som elevator, snegl og hejsekraft drevet af den mekaniske kraft som stadig forøgedes. Dette havde betydelige produktivitetsforøgelser til følge. Fra 1861 stilnede de iøjnefaldende tekniske fornyelser for en tid af. Efter en rejse 1865–66 kom blandt andre fornyelser endnu en afgørende teknisk innovation ved installation af dampkogning i bryghuset som fik betydning for en sikker styring af temperaturerne ved brygningen og dermed de meget afgørende processer der her fandt sted. J.C. Jacobsen valgte her, hvad han havde set i Lutterbach i Elsass, og foretog den nødvendige tekniske tilpasning af dette system som var meget omstridt i bryggerkredse. I det hele taget viser J.C. Jacobsens breve hjem fra denne rejse, at han med sin interesse for bryggedriftens teknologi, ved sine omhyggelige studier i praksis og ved udveksling af erfaringer med andre bryggere tog del i en intereuropæisk innovationsproces på området. Ikke i den forstand at han var opfinder, men derved at han var villig til at forsøge anvendelse af ny teknologi og nye fremgangsmåder i praksis. Innovationsprocessen var besværlig, risikabel og kostbar, og den konkrete tilpasning af nye ideer og ny teknik til praksis var uendelig langt mere besværlig og farefuld, end historikernes strømlinede fremstilling af de bærekraftige ideers succes lader ane. Der var en livlig intereuropæisk kommunikation bl.a. gennem faglige tidsskrifter og kongresser blandt de mere vågne, og blandt dem var der enkelte dristigere frontkæmpere som turde vurdere og satse på det nye og derved placerede sig i fornyelsesprocessens forreste linje. J.C. Jacobsen var en af disse.

Udviklingen i 1850'erne og -60'erne var overvejende maskinel. Den havde ikke ændret på det grundforhold at ølbrygning stadig var en lunefuld og svært regulerbar proces, fordi maltnings-, mæsknings- og gæringsprocessernes art langtfra var klarlagt og køleteknikkens problemer på ingen måde løst. Brygningsjournalerne på Carlsberg kan fortælle deres egen historie om bryggernes tilværelse, når store mængder urt i gærkar og lagerkældre pludselig viste tegn på forkerte udviklinger der i værste fald førte til fordærvet eller surt øl. Baggrunden for disse uberegnelige processer var med mikrobiologiens uudviklede stade ukendt for bryggerne der ofte kæmpede en fortvivlet kamp mod disse gådefulde processer. Produktionen af øl i store mængder var derfor en farlig sag hvis man som J.C. Jacobsen ubetinget sigtede mod kvalitetsproduktion. Det kunne føre til store økonomiske tab, når store mængder urt eller gærende øl måtte ledes i rendestenen. Med de givne tekniske betingelser var det derfor en naturlig tanke, at når anlæggene var nået op på en vis størrelse, burde videre udvidelse af det samme anlæg ikke ske. Risikoen ved produktionen måtte spredes ved at udvide ved anlæggelse af et helt nyt anlæg. Dette var J.C. Jacobsens konklusion, og ved afslutning af det store ombygningsprogram på Carlsberg i årene 1867–69 var det derfor hans opfattelse, at dette bryggeri havde fundet sin endelige form og nu ikke burde udvides yderligere. Produktionen af bajersk øl på Carlsberg var i året 1869–70 nået op på 27.700 tdr., og bryggeriet var et af byens største. Ved siden af Carlsberg var der gennem 1850'erne og -60'erne vokset større industrielle hvidtølsbryggerier op til dækning af den københavnske befolknings stigende forbrug. Hvidtølstyperne dominerede stadig forbruget. Bajerskøllet var endnu i slutningen af 1860'erne et specialprodukt. Så længe afsætningen af de traditionelle produkter var stigende, viste hvidtølsbryggerierne ingen lyst til at gå ind i denne gren af erhvervet.

I 1870'erne viste det sig at hvidtølsbryggeriernes manglende blik for Carlsberglagerens potentielle farlighed var højst uklog. Samtidig med at Kbh.s befolkning voksede stærkt i 1870'erne skete der en forbrugsomlægning. Den stærkt stigende efterspørgsel efter øl rettede sig ikke mod hvidtøllet, men derimod med eksplosiv kraft mod det bajerske øl. Mellem 1869 og 1887 femdobledes forbruget af bajersk øl i Kbh. I denne periode lagde den københavnske mandlige befolkning sig et solidt dagligt forbrug af bajersk øl til, som den aldrig senere slap. Efterspørgslen oversteg langt udbuddet i 1870'erne og rettede sig først og fremmest mod Carlsbergøllet som københavnerne ved J.C. Jacobsens omhyggelige produktpleje var kommet til at betragte som værende identisk med begrebet bajersk øl. Dette behov var J.C. Jacobsen trods sit fuldtbyggede og moderniserede bryggeri ude af stand til at dække. Det er en fejlfortolkning når det er blevet hævdet, at J.C. Jacobsen i denne situation ikke ønskede at tilfredsstille behovet. Faktisk udvidede han produktionen på Gl. Carlsberg meget kraftigt i årene 1868–69 til 1880–81, nemlig fra 27.700 tdr. til 82.300 tdr. Når han talte om begrænsning af salget, mente han dermed en begrænsning af produktionen inden for de til enhver tid eksisterende tekniske rammer. Der var et spændingsforhold mellem teknisk formåen og efterspørgslen i 1870'erne og J.C. Jacobsen ventede 1870'erne igennem på, at de tekniske problemer bl.a. på maltningens og køleteknikkens område skulle finde den rette løsning. I mellemtiden udvidede han produktionen inden for de tekniske rammer der var givet med anlæggets størrelse 1869. Bortset fra den voldsomme udvidelse af kraftmaskinerne og supplerende bygning af lagerkældre var der ikke de store tekniske ændringer på Gl. Carlsberg i første halvdel af 1870'erne. Ophøret af salget til provinsen (1873) og af salg til de københavnske forstæder (1878) var nødforanstaltninger der afspejler Carlsbergøllets enorme prestige og enestående position på markedet. Det bødede på forholdene at J.C. Jacobsen 1871 havde ladet opføre endnu et bryggeri, Mellembryggeriet, også kaldet Ny Carlsberg, som han overlod sønnen Carl Jacobsen i forpagtning, og som han i løbet af 1870'erne frem til 1878 lod udbygge til en produktion af 40.000 tdr. årligt, hvilket han anså for en passende størrelse for dette bryggeri.

De forhold der begrænsede mulighederne for at udvide de enkelte anlæg alt for stærkt havde han allerede berørt i et brev til sønnen 1865, hvori han også karakteriserede sin egen indsats som leder af Carlsberg: "Jeg tilegnede mig andres (Bairernes) Erfaring og bragte dem i rette Øjeblik til Anvendelse herhjemme, og jeg havde heldigvis saa mange Kundskaber og saa megen Indsigt, at jeg nogenlunde kunde forstaa, hvad det kom an paa, ialfald bedre end de fleste Bryggere i Tyskland og bedre end alle andre i Danmark. Men Verden bliver ikke staaende stille, Kundskaberne breder sig, og Indsigten tiltager overalt. Mange af Bairernes overleverede Fundamentalslutninger omtvistes, det er vist, at de ikke er ubetinget rigtige, Metamorphoserne ved Maltningen, Mæskningen, Gæringen er bevislig ikke saa simple, som man forhen antog, der optræder forskellige Stoffer og Stofforandringer, som man tidligere ikke har drømt om, men som man maa kende, naar man skal forklare sig de Fænomener, man ser, og naar man med klar Bevidsthed skal styre Operationernes Gang og ikke som de raa Empirikere famle sig frem i blinde, indtil man slumper til at træffe det rette. Denne Nutidens og den nærmeste Fremtids Opgaver for Bryggerne ligger over mine Evner, thi jeg var ikke saa heldig at faa mit Ønske opfyldt om at gennemgaa et fuldstændigt Kursus paa Polyteknisk Læreanstalt og blive en grundig Kemiker og Fysiker. Derfor er jeg nu stærkt paa Vej til at blive overfløjet som rationel Brygger, ja er det maaske allerede – ganske vist ikke i Danmark, men i Europa. Den der besidder de grundigste Kundskaber i Kemi og Hjælpevidenskaber i Forbindelse med den fornødne praktiske Færdighed og Indsigt, han vil være Europas første Brygger i den kommende Generation."

Endnu 1865 troede J.C. Jacobsen at disse problemer kunne løses af praktikerne ved tilegnelse af de rette kundskaber. 1875 havde han erkendt at der måtte sættes en egentlig videnskabelig forskning ind, og samme år oprettede han med dette formål Carlsberglaboratoriet. Da Louis Pasteur året efter 1876 kunne offentliggøre Etudes sur la Biere efter i årevis at have arbejdet med gæringsproblematikken ved ølbrygning, var begejstringen hos J.C. Jacobsen stor. I dette værk kastedes der lys over mikroorganismernes, herunder bakteriernes, betydning for uheld ved bryggeridriften. Opdagelsen førte til oprettelsen af Carlsberglaboratoriets gæringsfysiologiske afdeling.

I 1870'ernes anden halvdel arbejdedes der på Carlsberg med de tekniske problemer som driftsudvidelserne medførte på malteriets område. Det håndværksdrevne gulvmalteri erstattedes ved originale fornyelser på feltet med et mekanisk pneumatisk malteri i årene 1876–79 under J.C. Jacobsens kompagnon Erhard Kogsbølles ledelse. Dette var en anden af de store tekniske fornyelser på vejen frem mod større drift, idet det nye malteri var stærkt arbejdsbesparende, og hvad der var endnu vigtigere, stærkt plads- og dermed kapitalbesparende.

Pasteurs påvisning af bakteriernes skadevirkning understregede køleteknikkens betydning for bryggeridriften. De første kuldemaskiner var blevet fremstillet i Europa i slutningen af 1860'erne. 1870'erne igennem fulgte J.C. Jacobsen køleteknikkens udvikling. 1879 da Carlsberg stod over for en ny investeringscyklus efter de foregående otte-ti års nedslidning fandt J.C. Jacobsen Lindes kuldemaskiner af en sådan brugbarhed, at han turde omplante denne teknik til Carlsberg. Han var hermed en af de første bryggere i Europa, som indførte køleteknikken, og den første i Danmark. Herved var forudsætningerne tilvejebragt for en præcis styring af de altafgørende afkølingsprocesser.

Da det omtalte efterspørgselspres i 1870'erne, samtidig med begrænsede udvidelser af anlægget på Carlsberg, til stadighed fremkaldte maksimal kapacitetsudnyttelse på Carlsberg dannedes i løbet af få år en meget betydelig formue. Dette var forudsætningen for den storstilede mæcenatsvirksomhed han nu iværksatte. 1876 oprettede J.C. Jacobsen Carlsbergfondet. Dette er en af de meget tidlige fondsdannelser – også internationalt – og bemærkelsesværdigt nok som sådant. Men det var derudover noget langt mere radikalt end de senere tilkommende store fondsdannelser som oprettedes på grundlag af store, hurtigt dannede formuer. Carlsbergfondet blev, skønt ikke straks ved oprettelsen, nært og uløseligt knyttet til Carlsberg Bryggerierne som disses ejer. Vi ved, at J.C. Jacobsen allerede 1876 havde besluttet, at Carlsbergfondet skulle være arving til det største af bryggerierne, Gl. Carlsberg, og dermed i virkeligheden var udset til at overtage ansvaret for virksomheden efter J.C. Jacobsens død. Der var her således ikke blot tale om en pengedonation, men overdragelse af livsværket Carlsberg i Carlsbergfondets direktions hånd. Det statutmæssige grundlag taler sit klare sprog om hvad sigtet var. Carlsberglaboratoriet blev givet i fondets varetægt. Det pålagdes laboratoriet at udføre grundvidenskabelig forskning inden for kemi og fysiologi specielt med henblik på studiet af processer der kunne få betydning på bryggeriområdet. J.C. Jacobsen fastlagde statutmæssigt det meget vidtgående princip, at laboratoriets forskningsresultater skulle være alment tilgængelige. Provenuet fra bryggeriet skulle af Carlsbergfondets direktion fordeles til støtte for videnskabelig forskning i almindelighed, herunder også humanistisk forskning. Carlsbergfondets direktion fik således en tredobbelt funktion: den fik den øverste ledelse og ansvar for Carlsberg Bryggeriet på samme måde som en bestyrelse i et aktieselskab, den fik ansvaret for fordelingen af overskuddet til videnskabelige formål, og den repræsenteredes i bestyrelsen for Carlsberglaboratoriet. Det var ganske logisk i tråd hermed, at det i vedtægterne bestemtes, at Carlsbergfondets direktion skulle udpeges af medlemmerne i Videnskabernes selskab, og at direktionen skulle bestå af fem professorer. I statutterne står endvidere udtrykkeligt at Carlsberg ingensinde kunne overtages af et andet bryggeri.

Med disse bestemmelser havde J.C. Jacobsen ikke blot nationaliseret sit eget bryggeri. Han havde samtidig sikret sig at den målsætning, han selv havde sat, nemlig den nøjest mulige sammenhæng mellem erhverv og videnskabelig indsigt, blev fastholdt uantastet ud over hans død. Og hvem kunne være mere forpligtet over for en sådan målsætning end de fem professorer i Carlsbergfondets direktion? Oprettelsen af fondet blokerede endvidere for en meget lang periode effektivt for, at Carlsberg kunne blive omdannet til et aktieselskab. Med den vækst som Carlsberg Bryggerierne var inde i, forudså J.C. Jacobsen utvivlsomt at disse før eller senere kunne blive omdannet til et aktieselskab. Og J.C. Jacobsen var ingen ynder af aktieselskaber som han mente blev drevet ud fra kortsigtede profithensyn der kunne føre til en udmalkning af virksomheden og til en forringelse af produktet. Ved bestemmelsen om at Carlsberg ingensinde kunne blive overtaget af et andet bryggeri sikredes fastholdelse af, at Carlsberg Bryggeriernes identitet for al fremtid kom til at stå uantastet. En fusion med andre bryggerier kunne kun få den udformning, at disse blev opslugt af Carlsberg Bryggerierne.

Fastlæggelsen af denne langsigtede strategi for Carlsberg Bryggeriernes fremtid blev først endelig fastlagt gennem den gradvise udbygning af statutterne og J.C. Jacobsens testamente 1882. Disse bestemmelser var blevet suppleret med bestemmelser 1878 om, at Carlsbergfondet skulle påtage sig restaurering og drift af det nationalhistoriske museum på Frederiksborg, hvorved en anden af J.C. Jacobsens fundamentale forankringer, hans nationale engagement blev tilgodeset. I årene 1847–86 skænkede J.C. Jacobsen herved ialt 4½ mio. kr. bort. Da han derudover havde udbetalt sønnen Carl 1 mio. kr. som hans arvepart udgjorde hans personlige formue ved hans død herefter godt 2½ mio. kr. Mens J.C. Jacobsen 1870'erne igennem afventede det tidspunkt hvor han mente at kunne tilvejebringe de rigtige tekniske løsninger på spændingsforholdet mellem efterspørgsel og tekniske muligheder – og foreløbig valgte at investere i Carlsberg Laboratoriet og Carlsbergfondet – blev han vidne til at andre søgte at udfylde det vakuum som hans tilbageholdende strategi skabte. Som nævnt havde han selv 1871 oprettet et nyt bryggeri, Ny Carlsberg, til sønnen Carl og givet ham det i forpagtning, og 1873 kom hertil bryggeriet på Tuborg som oprettedes som et aktieselskab. Under de fantastiske konjunkturer for salg af bajersk øl i slutningen af 1870'erne gik endelig de store industrielle hvidtølsbryggerier i Kbh. ind i bajerskølproduktionen. De nytilkomne bryggerier gjorde for en del deres debut ved udsendelse af ringere kvaliteter og efterhånden med rabatgivning til afsætning af disse. J.C. Jacobsen så med stigende mishag på den udvikling der var i gang, og som syntes at bekræfte hans værste anelser om en kommende kommercialisering og vulgarisering af erhvervet.

Mest katastrofalt af alt var det at bannerføreren i denne udvikling syntes at blive hans egen søn på det af ham forpagtede Ny Carlsberg. Den unge impulsive Carl Jacobsen havde ikke nerver til at acceptere faderens bevidst henholdende strategi og ønskede vel også at udvide Ny Carlsberg, som han forventede en dag måtte blive hans, mest muligt under de eksisterende exceptionelle konjunkturer. Der opstod derved en voldsom strid mellem far og søn om hvad der var Carlsberg Bryggeriernes bedste interesse – en strid om den fundamentale politik for virksomheden. Indtil 1878 tillod J.C. Jacobsen en gradvis udbygning af Ny Carlsberg indtil bryggeriet havde nået en efter hans opfattelse passende kapacitet på 40.000 tdr. årligt. Carl Jacobsen forsøgte af al magt yderligere at få udvidet produktionskapaciteten. Da faderen sluttelig nægtede videre udbygning 1878, bl.a. af hensyn til de kommende udvidelsesmuligheder for Gl. Carlsberg, førte dette til at Carl Jacobsen foretog en desperat handling. Han udvidede produktionen på Ny Carlsberg langt ud over de tekniske rammer og sendte store mængder af utilstrækkeligt lagret øl ud under navnet (Ny) Carlsberg. Dette var et anslag mod alt, hvad J.C. Jacobsen og navnet Carlsberg stod for, ja mod J.C. Jacobsens hele livsværk. Det fremkaldte en voldsom vrede på Gl. Carlsberg. Efter forgæves at have forsøgt at binde sønnen til en begrænset produktion, tog J.C. Jacobsen 1881 det afgørende skridt. Begge bryggerierne testamenteredes til Carlsbergfondet, hvis direktion med betænkelighed fulgte den dramatiske udvikling. Sønnen udelukkedes fra Carlsberg Bryggerierne og navnet Carlsberg. I stedet udbetaltes han den tidligere omtalte million kr. og henvistes til at bygge sit eget bryggeri, til hvilket det dog – meget mod faderens vilje – lykkedes ham at overføre navnet Ny Carlsberg. Det egentlige Carlsberg fik nu navnet Gl. Carlsberg.

Samtidig med den hjertegribende personlige konflikt mellem generationerne på Carlsberg var de tekniske problemer nær deres løsning. Den ny køleteknik holdt sit indtog på Gl. Carlsberg fra 1879 og det af J.C. Jacobsen oprettede Carlsberg Laboratorium skulle i begyndelsen af 1880'erne, langt hurtigere end nogen kunne forvente, komme til at gøre en epokegørende indsats. 1881–82 udførte Emil Chr. Hansen en skelsættende forskningsindsats der førte til den verdensberømte opdagelse af gærarternes natur, den såkaldt rene Carlsberggær, en rendyrket gærtype, der var blottet for vildgær, og Carlsberggæren gik herefter sin sejrsgang verden over. Dette var kronen på J.C. Jacobsens eventyrlige livsforløb og løsningen på et fundamentalt problem for tidens bryggeriindustri. Dette var til en begyndelse mere end J.C. Jacobsen kunne fatte. Først efter nogen tids vantro gik det op for Carlsberglaboratoriets skaber hvad hans igangsættervirksomhed havde foranstaltet. Herefter var vejen ryddet. I løbet af 1880'erne fulgte Gl. Carlsbergs massive ekspansion, hvorved alle andre eksisterende bryggerier i Kbh., herunder sønnens, måtte neje sig i konkurrencen med den overlegne virksomhed. Ved J.C. Jacobsens død 1887 stod de af Carlsbergfondet ejede bryggerier ubestridt som erhvervets i alle henseender dominerende virksomhed, og grundlaget var lagt for en position som aldrig senere for alvor lod sig rokke.

J.C. Jacobsen var indtil 1871 aktiv i politisk arbejde. Han tilhørte den frisindede opposition, var medstifter af Skandinavisk selskab (1843) og blev borgerrepræsentant (1843–57), i hvilken egenskab han var en af de tre i hvis hænder planerne til anlæg af gas- og vandværker lagdes, fra 1855 var han næstformand i borgerrepræsentationen. J.C. Jacobsen blev stænderdeputeret 1846, han spillede en vis rolle under de bevægede martsdage 1848 og deltog på det berømte møde af frisindede politikere hos J.F. Schouw 22.3.1848 sammen med jernstøber P.F. Lunde og stemte for krasse midler. Han kåredes til folketinget 1854 efter som medindbyder af Grundlovsværneforeningen at have taget afgjort parti mod det ørstedske helstatsministerium, han tilhørte nærmest de nationalliberale, men kom i opposition til disse i spørgsmålet om Kbh.s kommunale styre og udgik af borgerrepræsentationen i protest 1857 og søgte ikke nyt valg til tinget 1858. 1861–64 var han dog folketingsmand for 1. kreds, blev 1863 kongevalgt medlem af rigsrådets landsting og derefter af landstinget til han 1871 nedlagde sit mandat. Som rigsdagsmand virkede J.C. Jacobsen først og fremmest med praktiske lovgivningsspørgsmål. Politisk hørte han til det nationalliberale centrum. Han havde en klar national forankring og var overbevist tilhænger af konstitutionelt styre og tingenes ligeberettigelse, også i bevillingsspørgsmål. Han fulgte det nationalliberale partis vej mod højre og var tilhænger af indskrænkningen af junigrundloven ved 1866 forfatningen. J.C. Jacobsen ydede støtte til efterladte efter krigene i 1848 og 1864 og efter den fransk-tyske krig 1870 samt støtte til den danske kultur i Sønderjylland og til universitetsjubilæet 1879. Han var bestandig garant for Kbh.s understøttelsesforening. Han ydede et væsentligt bidrag til opbygningen af væksthusene i Botanisk Have, til hvilke han personlig gav udkast (1872), til monumenterne for Niels Juel (1881) og H.C. Ørsted (1876). Han skænkede midler til det nye kgl. teater og skænkede tretten marmorbuster i foyeren. Han gav meget væsentlige bidrag til restaurering af Frederiksborg slot, 1877 til istandsættelse af kongefløjen på betingelse af, at slottet omdannedes til nationalhistorisk museum, endvidere 1886 til genfremstilling af Neptunfontænen mv. – Løjtnant i borgervæbningen 1837, kaptajn i samme 1848. – Dr.phil.h.c. 1879.

Familie

J.C. Jacobsen blev født i Kbh. (Helligg.), død i Rom, begravet i Jesuskirken i Kbh. Forældre: brygger Chresten Jacobsen (1773–1835) og Caroline Frederikke Schelbeck (1787–1844). Gift 24.10.1839 i Kbh. (Helligg.) med Laura Cathrine Holst, født 29.8.1819 i Thisted, død 14.8.1911 i Kbh., d. af købmand Lars Hillemann Holst (1763–1836) og Helene Cathrine Steenstrup (1778–1843). – Far til Carl Jacobsen.

Udnævnelser

R. 1860. DM. 1874. K.1 1884.

Ikonografi

Buste af H.V. Bissen, 1865 (St. mus.; Carlsberg mus.; glyptoteket), efter denne buste af V. Bissen (Fr.borg; Kbh.s rådhus; 1898 Carlsberg-fondet; Carlsberg Bryggerierne; folketinget). Mal. af Carl Bloch, 1868. Relief af O. Glosimodt, 1877 (Fr.borg). Mal. af A. Jerndorff, 1886 (sst.), gentagelse bl.a. 1900 (Carlsbergfondet) og som brystbillede 1894, af samme knæstykke af J., siddende, 1888 (Carlsberg mus.). Efter 1886-mal. træsnit af G. Pauli, 1887, H. P. Hansen 1888 og 1889, samt 1897. Kopi efter Jerndorff af D. Hvidt (Carlsberg Bryggerierne). Afbildet på O. Baches mal. af Chr. IVs kroningstog, 1887 (Fr.borg), tegn. af samme (St. mus.). To træsnit 1887, det ene efter foto. Mal. af C. Wentorff, 1887. Relief af Carl Aarsleff, 1888. Plakette af J. Schultz, 1895. Statue af V. Bissen, 1897 (Carlsberglaboratoriet), statuette af samme (Fr.borg). Småmedaljer 1906 og 1911. Tegn. af Johs. Ottesen efter H. V. Bissens buste (Fr.borg). Relief af F. Hammeleff 1913–14 (Fr.borg). Linoleumssnit af K. J. Almquist. Frimærke tegnet af V. Bang efter Jerndorff, graveret af H. Cheffer, 1947. Afbildet på udkast til mindeportal af Biilmann Petersen, 1952 (Fr.borg). Daguerreotypier og foto (Carlsberg mus.).

Bibliografi

Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh.s univ.s 400-årsfest promoverede doktorer, 1879 36–38. – Dagbladet, 1887 nr. 102. Nutiden XI, 1887 nr. 555. III. tid. 8.5. s.å. Carl Bruun i Danmark, udg. af Journalistforen. 11, 1888 35–40. A. Fraenkel: Gl. Carlsberg, 1897 497–598. Emil Chr. Hansen: J. C. J., Chicago 1901 (tysk udg. s.st. s.å.). V[ilh.] Cl[ausen] i Architekten XIII, 1911 453–58. C. Nyrop: 1811–1911. J. C. J., 1911. Samme i Comptes-rendus de travaux du laboratoire de Carlsberg X, 1911 1–23. Samme i Tidsskr. for industri XII, s.å. 167–78. Carl Jacobsen sst. 163–66. Samme i Mit hjem I, 1911 40–42. Johs. Steenstrup i III. tid. 3.9.1911. Samme: Carl Jacobsen og hans fader, 1921. J. Østrup: J. C. J., 1912. Carl Brummer i Ord och bild, Sth. 1914 625–32. Helga Stemann: F. Meldahl og hans venner II-VI, 1927–32. Fr. Beckett i Frederiksborg I–II, 1914–18. [O. Andrup:] Det nationalhist. museum på Fr.borg, 1928 7–14. Lis Jacobsen: Tolv epistler, 1928 41–58. Carlsbergfondet 1876–1926 I, 1930. Kr. Glamann: Bryggeriets hist. i Danm., 1962. Samme: Carlsbergfondet, 1976. Birgit Nüchel Thomsen: Tuborg 1873–1973, 1973. Samme: Industrielle foretagere på Tuborg 1873–1885, 1980 – Papirer i Kgl. bibl.. Carlsbergfondet og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Nüchel Thomsen: J.C. Jacobsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291897