Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Petersen

Oprindelige forfattere PBir og ECJW
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Petersen, Niels Haugaard Petersen, 26.2.1866-26.9.1962, bogbinder. Født i Hjørring, død i Kbh. (Blågård), begravet Hellerup kgd. P. blev til 1886 uddannet som boghandler i Ålborg og kom til Kbh. som boghandlermedhjælper hos Thaning & Appel. 1889 rejste han til Amerika hvor han opholdt sig et års tid i Chicago; derefter tog han til San Francisco hvor han blev ansat i det store boghandlerfirma The Bancroft Co. og var 1891-92 redaktionssekretær ved The Pacific Scandinav. 1892 kom han tilbage til Danmark og var en kort tid ved Reitzels Forlag, men ansattes så atter hos Thaning & Appel. 1894 trådte han ind i broderen Thorvald P.s 1884 grundlagte firma, og dette antog navnet P. & P. sin største indsats gjorde det på forlagsbindets område med billige shirtingsbind, og banebrydende blev det endvidere ved tidligt at anvende moderne maskiner og ved i stor udstrækning at tage landets kunstnere i anvendelse til sine bogbind. Kunstneren udførte stemplerne, og kompositionen bestemtes som regel af bogbinderen. Firmaet har arbejdet sammen med Joakim Skovgaard, L. A. Ring, Johan Rohde, Harald Slott-Møller, J. F. Willumsen og Thorvald Bindesbøll. P. & P. har ikke alene arbejdet med malerne dengang disse spillede en fremtrædende rolle inden for dansk kunsthåndværk, men firmaet trådte også i forbindelse med de nye mænd inden for dansk boghåndværk, fx keramikeren Jens Thirslund, grafikeren Ernst Hansen og kunsthistorikeren Vilh. Wanscher. – P. var en fremragende kompositør af kunstnerisk udførte bogbind. Adskillige helbind er blevet til helt og holdent efter hans tegning og udmærker sig ved en simpel geometrisk dekoration der virker tiltalende ved sin enkelhed og renhed, men han var ikke alene den strenge geometriker; undertiden lod han fantasien boltre sig frodigt og levende, når han brugte tuschpenslen, fx til dekoration af pergamentbind. P. bidrog til forskellige fagblade med en serie klare og koncise artikler, og 1929 udgav han en fortræffelig, overskuelig og smukt illustreret bog med titlen Forlagsbind. I Bogvennen 1938-40 gav han i artiklen Thorvald Bindesbøll – Joakim Skovgaard en livfuld og interessant skildring af sit og firmaets samarbejde med de to kunstnere.

Familie

Forældre: boghandler Peter Marinus P. (1825-67) og Hanne Dorthea Haugaard (1825-97). Ugift. – Bror til Thorvald P.

Ikonografi

Mal. af L. Find, 1934. Foto.

Annonce

Bibliografi

Hans Dedekam i Byggekunst, Oslo 1920 okt.-nr. Georg Brøchner i The studio XLIV, London 1927 okt.-nr. Erik Zahle i Svenska Slöjdfören.s t. XXV, Sth. 1929 159-68. Politiken 26.2.1936. Dansk bogbindertid. XLVII, 1945-46 70f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Palle Birkelund, Edw. C. J. Wolf: Niels Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295693