Peter C. Schiønning, Peter Christian Schiønning (Schønning), 15.8.1732-7.8.1813, søofficer. Født i Kbh. (Nie), død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). S. blev kadet 1745 og var 1752–53 med fregatten Christiansborg i eskadren til Marokko. Han blev sekondløjtnant 1755, premierløjtnant 1758, kaptajnløjtnant 1763 og kaptajn 1769. Han var jævnlig udkommanderet som subaltern officer og velanbefalet fra sin tjeneste. 1770 og -71 var han chef for fregatten Hvide Ørn, vagtskib i Sundet, 1773 for fregatten Søeridderen i eskadre og 1779 for fregatten Christiansø i eskadre for hvilket togt han fik en glimrende rekommandation af eskadrechefen, viceadmiral Carl de Fontenay. 1780 blev han chef for fregatten Bornholm, gik først til Algier og derefter til Vestindien hvor han udfoldede stor virksomhed ved handelens beskyttelse under den nordamerikanske frihedskrig. Han havde stadig vanskeligheder med englænderne som han dog i begyndelsen klarede ved bestemt optræden, og han reddede fregatten i okt. s.å. under en særlig hård orkan ved at kappe og stå til søs. På en rejse fra Guadeloupe til St. Thomas med ti danske skibe i konvoj blev han 28.12. s.å. standset af tre engelske korvetter under orlogsflag og vimpel der forlangte at visitere de danske skibe. S. afslog fordringen og fortsatte rejsen. Englænderne fulgte med, og n.d. da det blev stille gentog de fordringen. Da S. atter afviste fordringen om visitation åbnede englænderne ilden og beskadigede Bornholms rejsning hvorefter S. tabte hovedet og gav ordre til at stryge flag og vimpel. Englænderne, der senere viste sig at være kapere, tog derefter handelsskibene og fjernede sig med disse hvorefter S. atter hejste flag og vimpel. Ved ankomsten til Kbh. i april n.å. blev S. straks arresteret, medens en søkrigskommission undersøgte sagen. Ved generalkrigsrettens dom nov. s.å. blev han dømt til kassation. 11 af rettens medlemmer voterede herfor under henvisning til S.s tidligere gode tjeneste, medens præses, en kaptajn og auditøren voterede for dødsstraf. S. flyttede til Vordingborg og søgte 1786 forgæves at få sagen genoptaget. 1789 tillagdes der ham pension.

Familie

Forældre: kammerråd, renteskriver Peter S. (død 1745) og Anna Leth (ca. 1696–1766). Gift 9.10.1772 i Helsingør med Maria Christina v. Nägler, døbt 21.2.1755 i Kbh. (Garn.), død 23.1.1827 sst. (Petri), d. af oberstløjtnant Jeremias v. N. (ca. 1723–1804) og Sophia Elisabeth Bruun (ca. 1733–99).

Ikonografi

Mal. af J. Hörner, 1760 (Fr.borg).

Bibliografi

Fr. Schiern i Hist. t. 4.r.II, 1870–72 720. Jul. Clausen i Berl. tid. 8.8.1900. Olav Bergersen: Nøytralitet og krig I, Oslo 1966. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig