Laurids Galtung, ca. 1610-.1661, 1665 flyttet til familiegravstedet i Jondalen, søofficer. Født på Thorsnæs i Hardanger, død på Huseby i Vanse, begravet sst. G. blev skibskaptajn 1641, men afskediget 1643 da han i en duel havde dræbt den unge norske adelsmand Axel Movat hvorfor han måtte flygte til udlandet. Da de i sagen fremkomne vidnesbyrd viste at Movat havde givet anledning til striden fik G. 1644 tilladelse til at vende tilbage, men blev s.å. taget til fange af svenskerne i Skåne og slap først fri i foråret 1645. Han genoptog nu sin virksomhed i flåden hvor han var anset for en af de bedste kaptajner og dygtigste sømænd. Han ejede Uglérup i Skåne og kom ved sit første ægteskab i besiddelse af den nærliggende Bjørnstrup. Da Frederik III aug.1648 var i Kristiania for at hyldes fik G. stadfæstelse på sin adel. 1649 forlenedes han med Hörje i Skåne som han dog allerede afstod to år senere. 1653 var han chef for en eskadre i Nordsøen for at jage engelske kapere og 1657 for en eskadre i Østersøen. Han var en af de skånske adelsmænd der 1658 nægtede at sværge den svenske konge troskab, og fik i den anledning Lister len i Norge imod at give afkald på pension. 1659 kaldtes han fra Norge til det belejrede Kbh., men nåede dog næppe hertil da der 1660 gives ham ordre til at samle alle, i det sydlige Norge værende, til krigstjeneste anvendelige skibe.

Familie

Forældre: Laurids Johannesen G. til Thorsnæs i Jondalen (1588-1659) og Lisbet Ottesdatter Orning (død 1676). Gift 1. gang 1.7.1647 med Clare Mostsdatter Gere, død 1647. Gift 2. gang 1650 på Steensgård på Langeland med Barbara Marie Grabou, født 8.2.1631 på Pederstrup, begr. 28.5.1695 i Rønnebæk k., d. af Joachim G. til Pederstrup (1599-1634) og Marie Hansdatter Steensen til Steensgård (1592-1645).

Ikonografi

Mal. fra ca.1650; kopi af Frida Rusti.

Bibliografi

Danm.s adels årbog XXXIII, 1916 151. Budstikken VI, 1825 675-79. H. D. Und: Kong Kr.IV og hans mænd på Bremerholm, 1889 (reprotr. 1974) 306f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig