Christian Wulff, 21.2.1777-17.3.1843, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). W. blev indskrevet som volontær kadet 1781, blev kadet 1792, sekondløjtnant 1796, premierløjtnant 1802, kaptajnløjtnant 1810, kaptajn 1815, kommandørkaptajn 1828, kommandør 1836 og kontreadmiral 1842. 1797-99 var han med fregatten Triton til Middelhavet, 1800 med fregatten Friderichsværn, 1800-01 med orlogsskibet Seieren til Middelhavet, 1802 igen med Seieren samt senere næstkommanderende i briggen Nidelven. 1804-13 sad han som indrulleringsofficer i Nakskov, men havde dog stadig udkommandoer, 1806 med orlogsskibet Prinds Christian Frederik der ligesom Seieren var kadetskib. Under det engelske overfald sept.-okt. 1807 var han chef for skærbåden Nakskov, tillige divisionschef, og ledede angrebet på G1. pesthus. 1808-10 var han chef for kanonbådsflotillen ved Lolland; her erobrede han 1808 den engelske orlogsbrig The Tickler ved entring, dens chef kaptajn John Watson Skinner faldt i bataljen, briggen blev taget ind til Nakskov. 1809 var han med sine kanonbåde i kamp med den engelske fregat Melpomene ved Omø og modtog kongelig anerkendelse herfor. 1810 angreb han en stor engelsk konvoj ved Langeland. 1811 fik han rejseordre til Frankrig for at gøre tjeneste i auxiliær-styrken på Schelde, han var 1811-12 næstkommanderende i linjeskibet Albanais. 1812 fritoges han for tjenesten i Frankrig og tog ophold i Aachen for at genvinde sit helbred. 1813 var han atter chef for kanonbådsdelingen ved Tårs, 1825– 26 for korvetten Diana til Vestindien, og 1840-41 blev han valgt til chef for fregatten Bellona på togt til Sydamerikas øst- og vestkyst. I den engelske kanal havde han en kollision med en fransk chasse marée La sainte Fleur, der sank og mistede fire mand; det fremgik af forhøret at franskmanden alene havde skylden for ulykken. W. førte på den danske regerings vegne forhandlinger med regeringen i Buenos Aires, med præsidenten for republikken Chile og med regeringen i Peru. 1841 blev W. kammerherre og chef for 1. division, 1842 generaladjudant og jagtkaptajn. Han var suppleant til Roskilde stænderforsamling 1835-36, valg af sædegårdsejerne. Ejer af Petersgård ved Kalvehave.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kommandør, indrulleringschef Frederik Christian W. (1749-1812) og Kirstine Johansen (1755-1829). Gift 20.11.1803 i Århus med Henriette Bodille Birgitte Munthe af Morgenstierne, født 6.12.1782 på Lundbygård, død 16.3.1863 i Kbh. (Holmens), d. af godsejer, senere stiftamtmand over Århus stift, kammerherre Caspar Wilhelm v. M. af M. (1744-1811) og Anna Petra Cathrine Flindt (1750-1814). – Bror til Peter W. (1774-1842).

Udnævnelser

R. 1809. DM. 1814. K. 1840.

Ikonografi

Træsnit af H. P. Hansen, 1873, efter ubekendt forlæg.

Bibliografi

J. P. With: Danske og norske søheltes bedrifter, 1819 56-58. Dines Pontoppidan: Rejse til Sydamerika, 1841. Nyt archiv for søvæsenet II, 1843, officielle del 29f. Jørgen Heinrich Lorck: 75 år, 1885 129f. Samme: Fregatten Bellonas togt til Sydamerika 1840-41, red. M. Lorck og H. C. Bjerg, 1980. C. F. Wandel: Søkrigen i de da.-no. forvande 1807-14, 1915.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig