Peter Tordenskiold, Peter Jansen Wessel Tordenskiold, 28.10.1690-12.11.1720, søofficer. Peter Tordenskiold voksede op i et velhavende købmandshjem med en stor børneflok hvoraf han selv var nr. 14. Hans barndom har givet stof til mange og farverige anekdoter om alskens drengestreger. Det er imidlertid meget lidt der konkret vides om hans barndom. Peter Tordenskiold findes således ikke i Trondheims rådstueprotokoller sammen med dem der er noteret for gadeuorden. Traditionen vil også vide at han var sat i skrædderlære, men hans navn findes ikke blandt de lærlinge der i denne periode er optaget i byens skrædderlav. Vi ved kun fra hans egne senere udtalelser at han som dreng havde fået nogen sejlerfaring, sandsynligvis med faderens skibe i kystfart. Peter Tordenskiold har i hvert fald haft mod på eventyr for 1704 befandt han sig i København hvor han opsøgte sin fars ungdomsven den kgl. konfessionarius Peder Jespersen der optog ham i sit hus. Senere udtalelser synes at vise at afrejsen fra hjemmet i Trondheim var sket uden forældrenes viden eller samtykke. Normalt sættes Peter Tordenskiolds rejse til København i forbindelse med Frederik IVs besøg i Norge 1704 hvorunder Trondheim blev besøgt. Måske er han mere eller mindre legalt rejst med det kongelige følge tilbage til Danmark, men noget bevis herfor har man ikke.
Peter Tordenskiolds lyst stod til søen, og 28.3.1706 ansøgte han kongen om "at blive en kadet, at ekserceres tillige med de andre på Holmen". Han dristede sig til denne ansøgning idet han i forbindelse med et møde mellem Peder Jespersen og kongen over for den sidstnævnte havde haft lejlighed til at fremføre sit inderlige ønske og åbenbart ikke var blevet afvist. Han blev dog ikke ved denne lejlighed antaget på det 1701 oprettede Søkadetakademi. For at dygtiggøre sig tog han derefter hyre på Vestindisk Kompagnis skib Christianus Quintus der 1706–08 foretog et togt til Guinea og Vestinden bl.a. med slavetransport. Hjemkommen herfra sendte han atter ansøgning til kongen. Samme år tog han igen på langfart. Denne gang med Ostindisk Kompagnis skib Fridericus Quartus fra hvilket han vendte hjem i 1710 som skibets 3. styrmand. 1709 var han endelig blevet optaget som søkadet, en meddelelse der først nåede ham da han juni 1710 kom til Bergen på vej hjem.
I mellemtiden var krigen brudt ud mellem Sverige og Danmark-Norge. Han afmønstrede straks for at komme til København. Dette lykkedes ham iført engelsk matrostøj ombord i et hollandsk skib via den svenske havn Marstrand. Karakteristisk for Peter Tordenskiold brugte han øjnene godt under det korte ophold i Marstrand og indleverede da han kom til København en fyldig rapport over de militære aktiviteter i denne by. Trods sine 20 år var det således en erfaren navigatør og sømand der tiltrådte tjeneste på Søkadetakademiet. Dette er forklaringen på at han allerede i februar 1711 ansøgte kongen om at blive chef for en fregat som han havde hørt skulle sendes til Trondheim. På grund af krigen var der hårdt brug for erfarne sømænd som officerer i flåden, og i foråret 1711 gjorde han tjeneste som næstkommanderende i fregatten Postillon, og i juli samme år blev han – på trods af modstand fra Søkadetakademiet chef, viceadmiral Chr. Thomesen Sehested – eksamineret og derefter udnævnt til sekondløjtnant hvorved han sprang 14 andre kadetter over der var ældre i anciennitet.
Kort tid efter blev han sendt med depecher til general W. Løvendal der ledede det norske forsvar og som havde problemer med at bekæmpe de nærgående svenske kapere i Kattegat. Peter Tordenskiold har utvivlsomt gjort et fordelagtigt indtryk på Løvendal der foranledigede at han blev overført til det norske forsvar og gjort til chef for snauen Ormen på fem kanoner. Hermed begynder hans periode som krydserchef der varede til 1716. Selv med de små midler som han rådede over viste han sig snart som en frygtløs og dygtig skibschef der effektivt og hurtigt opnåede resultater i bekæmpelsen af de svenske kapere. Løvendal igangsatte bygningen af større skibe til brug for denne opgave inden han i slutningen af 1711 forlod Norge. Et af disse, fregatten Løvendals Galej, blev Peter Tordenskiold chef for i maj 1712. Dette skib havde 20 kanoner. I september samme år blev han kaldt til hovedflåden der under kommando af generaladmiral U.C. Gyldenløve befandt sig i Østersøen, for at udføre rekognosceringsopgaver.
Som sådan deltog han i affæren ved Rygen 29.9. samme år. Hans tjenstgøring ved hovedflåden vakte opmærksomhed, og kort tid efter blev Peter Tordenskiold udnævnt til kaptajnløjtnant og sprang således premierløjtnantsgraden over hvorved 51 i anciennitet ældre løjtnanter blev forbigået. I slutningen af 1712 var han tilbage til tjenesten i de norske farvande. Allerede på dette tidspunkt blev Tordenskiold en kendt person såvel i sit eget land som i fjendens bl.a. gennem sine oftest utraditionelle handlemåder. Fx sendte han 12.8.1713 et brev til guvernøren i Göteborg hvori han hånede de svenske fordi de lod deres kaperskibe angribe handelsskibe i stedet for at tage kampen op med rigtige krigsskibe, og opfordrede denne til at sende et krigsskib ud efter ham idet han havde hørt at der var udsat en dusør for hans tilfangetagelse. Guvernøren sendte denne skrivelse til den kommanderende general i Norge for at klage over denne frækhed fra en ung officers side. Skrivelsen indbragte Peter Tordenskiold en påtale af kongen.
26.-27.7.1714 var han i kamp med en større svensk fregat købt i England og på vej til Göteborg under en engelsk chef. Kampen standsede først da Peter Tordenskiold lod sin modstander vide at han måtte lade ham sejle videre på grund af mangel på krudt og kugler, og fordi vejrforholdene gjorde entring umulig. De to skibe løb derefter tæt op ved hinanden hvorefter det hedder i Peter Tordenskiolds rapport at man "drak hverandres sundhed med hurra af samtlige mandskaber på begge sider", og derpå sejlede hver til sit. Følgen af denne ejendommelige episode blev at Tordenskiold stilledes for en krigsret idet admiralitetet mente at han havde blottet sig ved at fortælle fjenden at han ikke havde ret meget ammunition tilbage. Følgen af sagen blev imidlertid at Tordenskiold ikke alene blev frikendt, men kort tid efter blev udnævnt til kaptajn. 1715 genoptog han krydsertjenesten i de norske farvande, men da såvel den danske som den svenske hovedflåde i april d.å. blev udrustede blev Peter Tordenskiold beordret til at slutte sig til C.C. Gabels eskadre i Østersøen hvor han fik tildelt rekognosceringsopgaver. På grundlag af Tordenskiolds oplysninger indledte Gabel et angreb på den svenske flåde der lå ved Femern.
Efter slaget forhindrede han den hurtigtsejlende svenske fregat Vita Örn i at undslippe gennem Storebælt. Under denne jagt opdagede han den svenske flåde som var blevet sat på grund ved Bülk. Vita Örn blev sat på grund ligesom de øvrige svenske skibe. Ved en meget selvstændig og håndfast optræden fik Tordenskiold standset den påbegyndte selvødelæggelse af de svenske skibe og førte den svenske admiral H. Wachtmeister som fange til Gabels skib. Som anerkendelse for sin indsats blev han chef for det erobrede svenske skib der indgik i den dansk-norske flåde under navnet Hvide Ørn. Under kampen ved Rygen den 8.8.1715 udmærkede han sig atter. Han udførte nu under bl.a. Chr. Thomesen Sehested krydseropgaver i Østersøen. I oktober samme år kom han i kamp med et svensk linieskib og en fregat der konvojerede transportskibe. Trods sin store underlegenhed i kanoner lykkedes det Peter Tordenskiold ved at udnytte sine manøvreringsmuligheder optimalt at få de svenske skibe til at fortrække. Efter al have modtaget rapporten om denne træfning indsendte Sehested en redegørelse til kongen hvori han meget berømmer Tordenskiold for den udførte taktiske dygtighed. Selv sørgede Peter Tordenskiold også for at indsende sin rapport til kongen og samtidig gøre opmærksom på at han i forhold til så mange andre ikke mente at have fået tilstrækkelig belønning for sin indsats i forbindelse med slaget ved Femern, samtidig henledte han opmærksomheden på at han var ud af god familie. Endelige peger han på de mange misundere som han har. Sandsynligvis som følge af denne henvendelse – og sine øvrige fortjenester – blev han den 24.2.1716 adlet under navnet Tordenskiold kun 25 år gammel.
Den svenske konge Karl XII var 24.12.1715 vendt tilbage til Sverige og gik i foråret næste år i gang med at planlægge et angreb på Norge. I første omgang standsedes dette felttog, men 4.7. gik han atter ind i Norge. Den svenske hær var helt afhængig af ammunition og proviant der skulle bringes frem indenskærs fra Göteborg. Peter Tordenskiold var i foråret underlagt Gabels eskadre der opererede i Kattegat langs Bohusläns kyst. Tordenskiold blev sendt til København for at fremskaffe specielle fartøjer der kunne anvendes indenskærs med henblik på at stoppe evt. svenske transporter denne vej. I juni fik man underretning om at en stor svensk transport havde forladt Göteborg og bragtes frem langs kysten. 7.7. passerede Peter Tordenskiold med specialskibene mundingen til fjorden Dynekilen der lå ca. 30 km syd for Frederikshald. Han fandt her ud af at den efterstræbte svenske transportflåde lå inde i bunden af denne fjord. Det var meningen at Tordenskiold først skulle melde sig til Gabel, men Tordenskiold skønnede at tidspunktet for et angreb ville blive forspildt hvis det først fandt sted en eller to dage efter.
8.7. tidligt om morgenen stod Peter Tordenskiold med sin styrke ind gennem den meget smalle fjord. Svenskerne, der mente at det meget snævre indløb ydede dem fuld sikkerhed blev totalt overraskede. Alle de svenske skibe blev enten ødelagt eller erobrede uden store tab. Transportflådens ødelæggelse bevirkede at Karl XII foreløbig måtte opgive felttoget i Norge. Tordenskiolds raid i Dynekilen viste såvel strategisk som taktisk forståelse for at overskue og optimalt udnytte komplicerede situationer. Han havde hermed bevist at han ikke kun var en udmærket krydserchef, men at han havde stof til de højeste kommandoposter. Som belønning for denne indsats sprang han kommandørkaptajnsgraden over og blev udnævnt til kommandør. I anledning af sejren blev der slået en guldmedalje som tildeltes Tordenskiold og hans skibschefer.
I efteråret 1716 var Peter Tordenskiold beskæftiget med planlægningen af en russisk-dansk landgang i Skåne. Denne blev dog opgivet, og i november samme år blev han chef for den norske sødefension og Nordsøeskadren. Overalt gik han i gang med en rastløs energi at forbedre de tilsyneladende forsømte forhold i forbindelse med Norges sydlige forsvar. Blokaden af Göteborg blev igen etableret efter ikke at have fungeret i en tid. Efter bl.a. at være blevet aflastet for at skulle forestå troppetransporter mellem Jylland og Norge angreb Tordenskiold 13.-14.5.1717 Göteborg, den svenske hovedbase i Kattegat. Angrebet indebar angreb på kystbefæstninger og tilstedeværelsen af et særligt skytsskib var derfor nødvendigt. Ved en af skibschefernes insubordination nåede dette skib ikke frem til det aftalte sted til tiden. Overraskelsesmomentet gik derved tabt, og Tordenskiolds angreb blev ikke nogen succes. Formålet med operationen blev ikke nået, nemlig at ødelægge den svenske orlogsflåde i Göteborg, men set ud fra et taktisk synspunkt var operationen udmærket gennemført på trods af forsinkelsen. På grund af manglende ressourcer måtte blokaden af Göteborg midlertidigt opgives. Peter Tordenskiold fulgte nu nøje den nye svenske opmarch som var begyndt i foråret 1717 tydeligvis med henblik på et nyt indfald i Norge.
Hans rekognosceringer og indhentning af efterretninger om den militære situation langs den svenske kyst var energisk og til tider dristig og fræk. For at hindre en gentagelse af Dynekil-raidet og for at sikre at de nødvendige transporter langs kysten nåde frem til den hær der skulle operere i Sydnorge begyndte Karl XII at befæste lokaliteten Strömstad der lå umiddelbart syd for den norske grænse. Den 18.-19.7.1717 foretog Peter Tordenskiold et angreb på de kystbefæstninger der var ved at blive anlagt her. Angrebet mislykkedes. Tordenskiold der befandt sig i forreste linje blev selv såret to gange og måtte trække sig tilbage med tab. Angrebet var fuldt berettiget, men dets manglende succes blev straks benyttet af hans misundere der fik udvirket at Nordsøeskadren blev overtaget af admiral A. Rosenpalm. Tordenskiold klagde til kongen og blev i stedet kaldt til København for at overtage kommandoen på linieskibet Ebenetzer der skulle gøre tjeneste i Østersøen under admiral P. Raben.
Peter Tordenskiold forlangte at få sit forhold ved Strömstad undersøgt. En nedsat kommission erklærede i april 1718 at Tordenskiold ikke kunne bebrejdes noget ved at have igangsat angrebet mod Strömstad, men at han tværtimod burde have været for en krigsret hvis han havde undladt dette. I løbet af 1718 forrettede Tordenskiold tjeneste i Østersøen uden at der hændte noget på denne krigsskueplads. I forbindelse med vinterens komme og de dansk-norske orlogsskibes tilbagetrækning fra Østersøen pga. isforholdene og vinteren foreslog Tordenskiold at der blev bibeholdt en særlig observationseskadre ved Christiansø til fortsat at holde den svenske flåde i Karlskrona under opsigt. Forslaget godkendtes, og Tordenskiold blev designeret som denne eskadres chef. I løbet af november dette år steg det svenske pres på den norske grænse. Nye troppetransporter var nødvendige, og Tordenskiold blev kaldt til de norske farvande.
19.12.1718 hørte han i Moss rygter om at Karl XII var død ved belejringen af Fredrikssten. Tordenskiold fik rygtet bekræftet hos vicestatholderen i Kristiania og sejlede derefter 24.12. til København hvor han to dage efter som den første overbragte Frederik IV denne meget betydningsfulde nyhed. Kongen udnævnte på stedet Peter Tordenskiold til schoutbynacht (kontreadmiral) hvad der indebar at han blev medlem af admiralitetskollegiet. Peter Tordenskiold blev nu beordret til med en eskadre atter at etablere blokade af Göteborg. Formelt var han underlagt Rosenpalm der blev beordret til farvandet ud for Göteborg for sammen med Tordenskiold at drøfte de strategiske planer for en dansk modoffensiv. Rosenpalm afholdt sig imidlertid fra at tage dette møde med Tordenskiold der var på plads i april 1719. Et forslag om en egentlig landgangsoperation på Bohuslän kyst som Tordenskiold fremsatte blev godkendt, men skulle afvente Rosenpalms ankomst der stadig lod vente på sig.
Tordenskiold konstaterede nu at en del af den svenske Göteborg-eskadre var placeret i Marstrand. Han afskar derefter på eget initiativ forbindelsen indenskærs mellem Göteborg og Marstrand, rettede et angreb 23.7. på skibene der lå i den sidstnævnte by og anrettede store ødelæggelser. Peter Tordenskiold gik derefter over til en egentlig belejring af den til byen hørende fæstning Karlsten der væsentligt var bemandet med tyske tropper. Gennem forhandlinger overtalte Tordenskiold fæstningens kommandant til at overgive sig. (Det er derfra udtrykket "Tordenskiolds soldater" stammer idet Tordenskiold skulle have givet indtryk af at råde over større styrker end han rent faktisk havde. Dette moment i forhandlingerne kan dog ikke bekræftes i kildematerialet). 26.7. kapitulerede fæstningens garnison mod at få fri afmarch. Kongens tak for denne operation, der havde stor strategisk betydning for den videre krigsførelse i Bohuslän, var udnævnelsen til viceadmiral, ligesom denne skænkede ham sit billede indfattet med diamanter til at bære på brystet. Denne ære blev under krigen 1709–20 kun vist fire i alt. Som en helt speciel gestus fik Tordenskiold lov til at bære portrættet i elefantordenens blå bånd.
Peter Tordenskiold søgte at følge succesen fra Marstrand op med et hurtigt angreb på befæstningen Nya Elfsborg 1.-4.8. med det formål at trænge ind til Göteborg for at ødelægge resten af den svenske Göteborg-eskadre. Angrebet synes ikke at have været tilstrækkeligt forberedt fra Tordenskiolds side, og han måtte trække sig tilbage med tab og uforrettet sag. Tordenskiold fastholdt dog sit mål, og natten mellem 7.-8.10.1719 lykkedes det for ham at gennemføre et meget dristigt raid ind i selve Göteborg og ødelægge det tilbageblevne svenske søkrigsmateriel hvorved den svenske flåde var ophørt med at være en magtfaktor i Kattegat. Dette blev krigens sidste kamphandling inden våbenhvilen trådte i kraft 18.11.1719.
Peter Tordenskiold vendte nu tilbage til København og indtog sin plads i admiralitetet. Han havde gennem de mange priser som han i løbet af krigsårene havde taget oparbejdet et meget stort tilgodehavende hos staten. En opgørelse fra 1720 synes at vise at han i hvert fald havde 36 000 rigsdaler til gode. Han var allerede inden krigens afslutning selv begyndt at drive skibsrederivirksomhed med egne skibe. Han flyttede ind i forhuset i Abraham Lehns gård, Strandgade 6 på Christianshavn og levede standsmæsigt som en kendt grand seigneur både beundret og misundt. De politiske forhold efter krigens afslutning synes en overgang at skulle medføre at Danmark-Norge og Sverige samlet vendte sig mod Rusland. I en samtale i juli 1720 gav Tordenskiold over for den svenske minister i København udtryk for sin villighed til at stille sig på Sveriges side og kæmpe mod Rusland. Peter Tordenskiold fik forbindelse med den engelske udsending til Skandinavien lord Carteret og forskelligt synes at tyde på at det var Tordenskiolds hensigt at søge orlogstjeneste i udlandet, formentlig England. Da freden endeligt var sluttet i juli 1720 fik Tordenskiold tilladelse til at rejse udenlands. 25.9. rejste han fra København.
Allerede i sin samtid var Peter Tordenskiold en kendt person, og der udkom adskillige digte og lovtaler om ham. Under sin rejse blev han overalt modtaget med begejstring fx i Hamburg hvor man kappedes om at hylde ham. Tordenskiold ville bl.a. til Dresden hvor W. Løvendal, som han kendte fra dennes tid som kommanderende i Norge opholdt sig, og gjorde vejen om ad Hannover hvor den engelske George I, der også var kurfyrste af Hannover, befandt sig.
Under sit ophold i Nordtyskland havde Tordenskiold fået underretning om at en bekendt af ham, Abraham Lehn, i Hamburg var blevet snydt af falskspillere under foregivende af at fremvise en "slange med syv hoveder". Under et selskab 9.11.1720 i Hannover underholdt Tordenskiold selskabet med denne oplysning. En tilstedeværende livlandsk oberst Axel Jacob Staël von Holstein præsenterede sig som dette dyrs ejer og forlangte en undskyldning af Tordenskiold. Striden endte i håndgemæng og Staël von Holstein forlangte oprejsning i form af en duel. Denne fandt sted 12.11. uden for det hannoveranske område ved Gleidingen i nærheden af byen Hildesheim. Resultatet blev at Peter Tordenskiold dræbtes. Det er ikke endeligt fastslået om duellen foregik reglementeret, det vil bl.a. sige med lige våben, og om Tordenskiold lod sig lokke til at gennemføre en proformaduel der så endte med et uheld. Det synes som om at de misundere der ikke formåede at rokke ham i levende live, efter hans død fik held til at hindre at der vistes ham den ære som man naturligt måtte vente for en mand i hans position og med hans fortjenester.
I stedet for at lade en fregat der lå i Travemünde hjemføre Peter Tordenskiolds lig lod admiralitetet dette overført med en lille galiot til København og i størst ubemærkethed nedsætte i en krypt under alteret i Holmens kirke uden nogen form for jordpåkastelse. Den officielle begrundelse var at Tordenskiold var død i en duel, og at det var ulovligt at duellere. Først 1819 blev liget flyttet til Holmens kirkes kapelsal og nedsat i en marmorsarkofag. Der har været fremsat forskellige formodninger om hvem der stod bag denne ejendommelige behandling af Tordenskiolds minde, således er der peget på C. Gabel, på dronning Anne Sophie (Reventlow) og på Poul Vendelbo Løvenørn, men intet er endeligt fastslået.
Ejendommeligt er også den meget specielle behandling som skiftet efter Peter Tordenskiold blev genstand for. Skiftebehandlingen varede i alt 24 år, og det lykkedes myndighederne gennem en pedantisk og kritisk revision af hele Tordenskiolds embedsvirke at reducere det beløb som staten skyldte ham og dermed boet betydeligt. Således blev alle salutskud der ikke skønnedes nødvendige fratrukken det til Tordenskiold skyldige beløb. Såvel forskningen som den populærhistoriske litteratur omkring Peter Tordenskiolds liv og virke har et meget stort omfang, og han er formentlig en af de mest kendte skikkelser i Danmarks og Norges historie. Mange har ment at de har gennemskuet det myteagtige omkring ham, og har anset ham for at være en stræber og eventyrer der altid på andres bekostning forstod at udnytte en situation til egen fordel. Men gennem et nøje studium i det bevarede og meget omfattende kildemateriale finder man dog en genial søofficer og personlighed af format.
Det er karakteristisk for Tordenskiold at han aldrig anmodede om en højere grad, men om en større kommando. Det, der interesserede ham, var mere ansvaret og opgaverne end titlen. Han må karakteriseres som en talentfuld og initiativrig søofficer med en ualmindelig evne for strategisk tænkning, taktik og administration samt sømandskab. Han satte sig ud over sin tids herskende formaltaktik inden for søkrig og opnåede enestående resultater ved at kombinere skibets artillerievne med dets sejladsmæssige egenskaber på en måde der også i international søkrigs-historie har gjort ham bemærket. Som menneske kunne han være impulsiv og til tider opfarende, men synes ikke at have båret nag, ligesom han stod sig godt med de mandskaber der var underlagt ham.
Peter Tordenskiolds legendariske kvindetække synes delvis bekræftet gennem en række fordringer, der indkom til boet efter hans død. I en af Kristiansands kirkebøger findes indførslen: "1739 begravet en fattig pige som fordum var besovet af Tordenskiold". Peter Tordenskiold har i en sjælden grad fæstet sig i den folkelige overlevering i de nordiske lande.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.