Steen Bille (søofficer)

Steen Bille, Steen Andersen Bille, 22.8.1751-15.4.1833, søofficer, gehejmestatsminister. Født i Assens, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). B. blev kadet 1762 og sekondløjtnant 1768. 1770–72 var han med orlogsskibet Slesvig i eskadren i Middelhavet på ekspeditionen mod Algier og blev 1773 premierløjtnant. 1776 var han chef for et mindre, armeret fartøj der krydsede mellem Slesvig og Fyn i anledning af en i hertugdømmerne udbrudt kvægpest. N.å. rejste han til Vestindien for at overtage kommandoen over en af generaltoldkammeret udrustet armeret brig der skulle beskytte handelen. Han blev her ca. to år. 1780–81 sendtes han atter til Vestindien som næstkommanderende på fregatten Bornholm. I 1781 udnævntes han til kaptajnløjtnant og fik n.å. orlov for at føre skibet Kjøbenhavn der var fragtet af Asiatisk kompagni til en rejse til Ostindien. Efter en farefuld og besværlig rejse bragte han 1784 sit skib der var kendt som en meget slet sejler tilbage til Kbh. efter at have døjet mange fataliteter undervejs. De tre følgende år var B., hvis helbred havde været mindre godt efter rejsen til Ostindien, ikke udkommanderet. Han benyttede nu lejligheden bl.a. til et længere ophold i Paris. 1789 forfremmedes han til kaptajn og var s.å. flagkaptajn i eskadren hos admiral C. v. Schindel og chef for orlogsskibet Den Prægtige. 1790 var han chef for fregatten Havfruen i eskadre og på besejling med Cronborg, 1794 for fregatten Friderichsværn som kadetskib og 1796 flagkaptajn i viceadmiral F. C. Kaas' eskadre der var forenet med en svensk eskadre af lignende størrelse under viceadmiral O. H. Nordenskjold. Derefter førte han s.å. fregatten Cronborg på besejling med fabrikmester Frantz Hohlenbergs nye fregat Najaden. Foråret 1797 mente man det nødvendigt med en mere energisk optræden til forsvar for danske interesser i Middelhavet. Barbareskerne havde man hidtil tilfredsstillet ved årlige tributter; men et regeringsskifte i Tripolis 1796 benyttedes af den nye pasha til at stille krav om en ekstraordinær ydelse. Den danske konsul bemyndigedes til at tilbyde pashaen halvdelen af hvad han forlangte, og kaptajn Lorentz Fisker sendtes med fregatten Thetis og briggen Sarpen efteråret 1796 til Middelhavet uden at det lykkedes at opnå fred. Det blev nu overdraget B. at ordne disse forhold. Marts 1797 afgik han fra Kbh. som chef for fregatten Najaden og nåede Malta i begyndelsen af maj. Midt i samme måned mødte han kaptajn Fisker og overtog kommandoen over den lille eskadre med hvilken han ankom til Tripolis 13.5. Næste dag løb han med fregatten ind til havnen og beskød byen.

Den danske konsul der var om bord i Najaden og af den danske regering havde fuldmagt til at slutte fred optog nu forhandlinger med pashaen gennem den engelske konsul. 2.6. undertegnedes freden. Pashaen modtog B. i audiens og skænkede ham en æressabel. Kongen udtalte sin anerkendelse af hans mod, tapperhed og gode konduite og udnævnte ham til kammerherre. Dec. s. å. blev han kommandørkaptajn og fornyede overenskomsten med dejen af Algier, hvilket også indbragte ham kongens anerkendelse. Med sin eskadre lykkedes det B. på tilfredsstillende måde at løse den ham stillede opgave at beskytte den danske handel i Middelhavet. I 1798 tog B. ophold i land, først i Malaga, senere i Livorno og ledede herfra eskadrens skibes bevægelser når han ikke selv fulgte med i særlige anledninger. Juli-aug. 1798 var han ambassadør hos kejseren af Marokko og modtog kostbare gaver af ham, bl.a. en hvid hest og et kostbart seletøj. Medens forholdet til barbareskerne foreløbig var bragt i orden truedes den danske handel i stedse stigende grad af de krigsførende magter, særlig af den engelske flåde i Middelhavet. Den engelske regering lagde den neutrale skibsfart de største hindringer i vejen. Dette kunne B. ikke tillade, og adskillige gange var han og hans skibschefer på nippet til at forsvare deres standpunkt med magt. Kun én gang kom det til kamp da tre engelske fregatter 24.12.1799 ved Gibraltar trods protest søgte at visitere en konvoj under beskyttelse af fregatten Havfruen. Da B. i begyndelsen af sin virksomhed i Middelhavet havde fornyet traktaterne med tre af barbareskstaterne mente den fjerde af disse, Tunis at den også burde sætte sine fordringer op, og forholdet mellem dette land og Danmark blev spændt. B. var mest tilbøjelig til straks at blokere Tunis. Regeringen var imidlertid nølende, og konsul Hammecken trak tiden ud ved alle hånde udflugter indtil bejens tålmodighed brast og han april 1800 bemægtigede sig syv dansk-norske skibe med besætninger hvorefter det blev langt vanskeligere for B. at forhandle. B. afgik straks til Tunis og ankom dertil 28.5. Det var B.s hensigt selv at forhandle med bejen og udvirke en våbenstilstand. Det lykkedes dog ikke at komme overens med bejen. B. der var syg og træt efter fire års anspændende arbejde i Middelhavet havde tidligere anmodet om afløsning, og hans afløser, kommandørkaptajn G. A. Kofoed var undervejs. B. sejlede til Malaga hvor han 10.7.1800 overleverede kommandoen til Kofoed, sejlede derfra som passager med Najaden til Livorno og rejste aug. s.å. hjem over land. – 1801 var B. chef for en mindre eskadre der skulle konvojere kornskibe til Norge. Eskadren lå på Kbh.s inderred under slaget 2.4. men fik ikke tilladelse til at tage del i kampen. Samme efterår var B. chef for det nybyggede linieskib Norge, Hohlenbergs første linieskib, på besejling med linieskibet Danmark. 1803 blev B. deputeret i admiralitetskollegiet og n.å. kommandør. Han var ved sin hjemkomst fra Middelhavet 1800 blevet medlem af den afrikanske konsulatskommission og indtrådte senere i karantænekommissionen og sødefensionskommissionen. Da forholdet til England 1807 antog en faretruende karakter blev han chef for Kbh.s søforsvar og har æren for de mange udfald af danske kanonbåde under Kbh.s belejring hvoraf særlig skal nævnes angrebet 17.8. som han personlig ledede, og understøttelsen af udfaldene i Classens have 26. og 31.8. Da situationen viste sig at være håbløs traf han foranstaltninger til at ødelægge flåden, men disse foranstaltninger blev aldrig bragt til udførelse. Da Kbh. overgav sig 7.9. nægtede B. at underskrive kapitulationen og forlangte forgæves af general Ernst Peymann at måtte gøre et udfald med alt hvad der kunne føre våben. Efter flådens udlevering og krigserklæringen til England var B. sjælen i tilvejebringelsen af kanonbåds- og brigmateriellet der optrådte i danske farvande, og da landet efter krigen og adskillelsen fra Norge 1814 atter skulle genskabe et søforsvar var det først og fremmest B. der ved fornuftig økonomi løste denne opgave i forholdsvis kort tid. Ved Norges adskillelse fra Danmark var han kgl. kommissarius og skilte sig med værdighed og takt fra dette vanskelige hverv. 1809 var han avanceret til kontreadmiral, 1825 blev han viceadmiral og 1. deputeret i admiralitetet, 1829 admiral og 1831 gehejmestatsminister. – Kammerherre 1797.