Henni Koch, Hans Henrik Koch, 28.12.1836-24.9.1903, søofficer. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Holmens). K. blev kadet 1850, sekondløjtnant med kongens æressabel 1856, løjtnant 1858, kaptajn 1873, kommandør 1885, kontreadmiral 1893 og viceadmiral 1897. Han sejlede som styrmand i koffardifart på Sydamerika 1858–60, var 1860–61 med fregatten Sjælland i Brasilien og Vestindien og 1864 med fregatten Jylland, med hvilken han deltog i kampen ved Helgoland 9.5. s.å. 1865–68 var han i fransk tjeneste, særlig i eskadren i østasiatiske farvande. Efter hjemkomsten var han to år skoleofficer ved søofficersskolen og 1870–72 næstkommanderende i fregatten Tordenskjold, chef kaptajn F. E. A. E. Lund, for at udlægge telegrafkabler i østasiatiske farvande. 1872 var han næstkommanderende i korvetten Heimdal, kadetskib, n.å. chef for dampskibet Hekla, 1873–74 med fregatten Sjælland i Middelhavet, 1878 chef for kongeskibet Slesvig, 1881 og 1885 chef for kongeskibet Dannebrog, 1882 for skonnerten Diana til Færøerne og Island og 1887 og 1890 for panserskibet Ivar Hvitfeldt i eskadre. 1893 blev han chef for den flydende defension på Kbh.s red, 1895 chef for defensionseskadren og 1897 chef for søofficerskorpset og flådeinspektør (dvs. flådechef)- S.å. chef for øvelses-eskadren der bl.a. var i Stockholm i anledning af kong Oscar IIs 25-års regeringsjubilæum. K. var gennem mange år nært knyttet til kongefamilien. 1869 ledsagede han kronprins Frederik (VIII) til Stockholm i anledning af hans bryllup, 1874 ansattes han som guvernør (kavaller), senere som adjudant, hos prins Valdemar, og 1886–92 var han adjudant hos kongen. 1886–88 var han formand for bestyrelsen i Søofficersforeningen og 1886–95 medlem af sø- og handelsretten. På grund af tunghørighed tog han 1899 sin afsked. Han var en repræsentativ og kultiveret officer hvis grundige kendskab til sit fag i forbindelse med interesse for kunst og litteratur gjorde ham særdeles egnet både til stillinger ved hoffet og til chef for søofficerskorpset.

Familie

Forældre: arkitekt, etatsråd, senere konferensråd J. H. K. (1787–1860) og Ida Wulff (1806–76). Gift 16.6.1877 i Reykjavik med Ragnhild Finsen, født 5.8.1858 i Sønderborg, død 19.7.1880 i Charlottenlund, d. af borgmester, senere lands-hovding og minister Hilmar F. (1824–86) og Olufa Bojesen (1835–1908).

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1885. K.2 1891. K.1 1894. S. K. 1899.

Ikonografi

Buste af H. V. Bissen ca. 1840. Tegn. af Fredrika Bremer, 1849. Mal. af A. Schiøtt, 1853. Silhouet klippet af E. Ljung, 1886 (Fr.borg). Afbildet på H. Brasens mal. 1890–92 af en vildtparade 1889 (sst.). Foto.

Bibliografi

Tidsskr. for søvæsen, 1904 22f. Henri Konow: Erindr. I, 1966. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig