Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilhelm Pedersen

Oprindelig forfatter JSthyr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vilhelm Pedersen, Thomas Vilhelm Pedersen, 28.1.1820-3.3.1859, søofficer, tegner. Født på Karlslundegård ved Køge, død i Kbh. (Frels.), begravet sst. (Ass.). P. havde allerede som barn vist lyst til tegning, men var bestemt for søofficersvejen. 1834 blev han kadet, 1841 sekondløjtnant og 1850 premierløjtnant. 1842 skaffede Christian VIII ham fire års orlov med fuld løn for at han kunne uddannes til kunstner. Han blev elev af W. Marstrand, der kom til at præge hans kunst, og fik 1844 adgang til akademiets modelskole. Hans kunstnergerning begrænsedes imidlertid af svigtende helbred (tuberkulose) og af hans søofficersgerning; ved krigens udbrud 1848 meldte han sig igen og var s. og n.å. med fregatten Gefion, første år på blokade af Elben, andet år i Østersøen. 1856 fik han orlov for at søge helbredelse for sin sygdom i Italien. Det der bevarer P.s navn i dansk kunst er ikke hans få malerier eller hans tegninger med genre- og folkelivsscener i Marstrands manér, men hans mere om tysk romantisk kunst (især Ludwig Richter) mindende illustrationer til H. C. Andersens eventyr. Disse enkle og indtagende og stadig så populære tegninger har for danskere den uimodståelige charme som en gennem generationer elsket børnebog besidder. Med deres lidt ubehjælpsomme, naive stil og hele borgerlige miljø griber de smukt eventyrenes stemning af hygge og idyl, det fornøjelige og rørende, mens fantasien, ironien og det dramatiske hos digteren lå P.s harmoniske sind fjernt. H. C. Andersen havde selv udpeget P. til at illustrere en tysk udgave af eventyrene (Leipzig 1849 (1848)) med 112 tegninger; derefter fulgte den danske udgave 1850(1849). I årgangene 1853-59 af Dansk Folkekalender tegnede P. nu billederne til de årlige bidrag af Andersen; suppleret med illustrationer til hidtil utrykte eventyr udkom de i samlingerne Historier, 1855 og (efter P.s død) i Eventyr og Historier I-II, 1862-63. Siden er indtil vor tid kommet flere udgaver. I alt har P. udført over 200 eventyrillustrationer. I de første udgaver blev de gengivet i træsnit som ofte voldte ham stor skuffelse; i 1900-tallet er de bevarede, lidt over 100 tegninger, som svarer til træsnittene i Leipzig-udgaven 1849, reproduceret direkte. Disse tegninger opbevares nu i H. C. Andersen museet i Odense. I kobberstiksamlingen findes ca. 60 blade med folkelivsscener, hvoraf en del fra P.s Italiensrejse 1856-57 og ca. 30 med dyrestudier, men kun fire med eventyrmotiver; på Fr.borg findes to malede skitser fra krigen. P. udstillede fire malerier (dansk folkeliv) på Charlottenborg 1847.

Familie

Forældre: kaptajnløjtnant Ove Christian P. (1786-1821) og Oline Henriette Barfred (1788-1872). Gift 16.4. 1851 i Kbh. (Holmens) med Adolphine Marie Pedersen, født 2.5.1817 i Kbh. (Slotsk.), død 19.7.1892 sst., d. af organist, kgl. kapelmusikus Frederik Wulff Carl P. (1779-1854) og Benedicte Sabine Borch (1780-1847). – Far til Thorolf P. og Viggo P.

Udnævnelser

R. 1849.

Annonce

Ikonografi

Tegnet selvportr. i gruppe af officerer på Thetis, 1842-43 (Fr.borg). Malet selvportr. ca. 1844. Træsnit 1860 efter tegn. af Th. Pedersen fra ca. 1846. Træsnit 1860 efter en noget tidligere tegn. af H. Olrik. Litografi i samme type 1860. Malet selvportr. (Fr.borg).

Bibliografi

Fr. Paludan-Müller i III. tid. 1.4.1860. J. Krohn i Ude og hjemme III, 1880 469-73 477-79. P. Krohn i H. C. Andersen: Eventyr og hist. Kunstudg. I, 1903 III-XV. Viggo og Thorolf Pedersen i Berl. aften 28.1.1920. M. K. Zahrtmann: Admiral C. C. Zahrtmann, 1927. F. Hendriksen i Bogvennen, 1929 1-38. Gerda Mundt: Tegnemesterens efterkommere, 1940 (heri breve). H. P. Rohde: Dansk bogill. 1800-90, 1949. Niels Th. Mortensen: H. C. Andersen-illustratoren V. P., 1949. Erik Dal: Danske H. C. Andersen-illustrationer 1835-1975, 1975. V. P.-ill. i Folkekalender for Danm. 1853-59 og Chr. Winthers novelle Ristestenen, udg. samme, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Sthyr: Vilhelm Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295597