Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ulrik Christian Kaas

Oprindelig forfatter ThTopJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ulrik Christian Kaas, 21.4.1729-22.3.1808, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens k.s kapel). K. blev kadet 1742, sekondløjtnant 1749, premierløjtnant 1755, kaptajnløjtnant 1758, kaptajn 1763, kommandørkaptajn 1770, kommandør 1781, kontreadmiral 1790, viceadmiral 1797 og admiral 1804. 1751–53 var han med fregatten Docquen i ekspeditionen under S. Hooglant til Marokko og var tilfældigt ombord i fregatten Falster, da denne kom i brand 3.6.1753 på Saffias red. Han deltog i arbejderne på at slukke ilden og blev reddet i yderste øjeblik. I de følgende år var han jævnlig udkommanderet, bl.a. til Vestindien 1755–56, til Middelhavet 1759 og 60, derefter i nogle år vagtskibschef og 1764 og 65 chef for fregatten Hvide Ørn som kadetskib. 1770–72 var han chef for orlogsskibet Mars på den uheldige ekspedition mod Algier under schoutbynacht F. C. Kaas (1725–1803) og 1773 chef for Ebenetzer i eskadre. 1778 blev han ekvipagemester på Nyholm og var 1779–80 chef for orlogsskibet Holsten til Guinea i anledning af en strid mellem den danske og den hollandske koloni, derfra til Kapstaden for at konvojere hjemgående ostindiefarere til Kbh. På grund af slet proviant og dårligt vand udbrød skørbug og blodgang (dysenteri) i besætningen, af hvilken ca. 80 mand døde og 120 syge måtte indlægges i land ved ankomsten til Kapstaden. Ved hjemkomsten blev der foretaget en undersøgelse for at udfinde årsagerne til sygdommen og om der ombord var gjort, hvad der kunne gøres, for at konservere besætningens sundhed. Ved undersøgelsen viste det sig at der intet kunne lægges chefen til last. 1781 blev K. generaladjudant hos kongen, men blev efter ca. to års forløb atter fritaget for denne tjeneste. Under den kortvarige krig med Sverige 1788 ved K. chef for den flydende defension på Kbh.s red og blev s.å. kommandant på toldboden, i hvilken stilling han forblev til sin død. – Kammerherre 1780. Hv. R. 1801.

Familie

Forældre: admiral Ulrik K. (1677–1746) og Mette M. S. Matthisen (1694–1770). Gift 6.10.1766 i Ormslev med Frederikke Amalie Charisius, født 29.12.1749 på Constantinsborg, død 18.3.1828 i Åbenrå, d. af konferensråd Constantin August C. til Constantinsborg (1712–76, gift 2. gang 1771 med Else Mariane Falkenskiold, 1737–1801, gift 2. gang 1784 med sognepræst i Vinding, Bryrup og Vrads, provst, konsistorialråd Jørgen Melchiorsen Holst, 1710–84, gift 1. gang 1752 med Johanne Below Reedtz, født 1720, gift 2. gang 1766 med Edvardine Marie Hoff, 1741–71) og baronesse Kirstine Güldencrone (1709–70). -Bror til Frederik Christian K. (1727–1804).

Ikonografi

Afbildet på W. Haffners tegn. 1781 (Rosenborg) og mal. 1794 (Jægerspris) af selskaber hos kongen.

Annonce

Bibliografi

Danm.s adels årbog XXXIV, 1917 241.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Topsøe-Jensen: Ulrik Christian Kaas i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292439