P.F. Giødesen, Peter Ferdinand Giødesen, 30.5.1829-.1905, søofficer. Født i Kbh. (Holmens). G. blev kadet 1841, sekondløjtnant 1849, løjtnant 1858 og kaptajn 1868. Under treårskrigen var han 1848 med korvetten Galathea, 1849 med skonnerten Delphinen og 1850 først med linieskibet Skiold, derefter med fregatten Dronning Maria, alle på blokade i Østersøen. Af hans senere udkommandoer skal nævnes at han 1854-55 var med korvetten Najaden til Vestindien og Sydamerika, 1857-58 kommandant på fæstningen Christiansø, 1859-60 med briggen St. Thomas til Vestindien og 1861-63 næstkommanderende ved krydstoldvæsenet på Østkysten. I krigsåret 1864 var han batterichef i fregatten Jylland og udmærkede sig ved sin aktivitet i kampen ved Helgoland. 1867-68 var han med korvetten Dagmar i Brasilien og Vestindien, 1870– 73 ekvipage- og takkelmester, 1873 chef for skonnerten Fylla til Færøerne og Island og 1880 chef for kadetskibet, korvetten Heimdal. Chef for søtransportvæsenet 1880-81. 1883 fik han sin afsked på grund af alder, og s.å. tillagdes der ham kommandørs karakter, 1888-89 var han kommandant i Nyboder og fra 1889 mønstrings-bestyrer i Kbh.

Ved siden af sin embedsvirksomhed virkede G. på forskellig måde til gavn for samfundet og særlig for sømandsstanden. Fra 1867 var han formand for Sømandsforeningen af 1856, og det skyldes ham at dens første bygning på Christianshavn blev rejst. Han sad 1889-1905 i sømandsstiftelsen Bombebøssens direktion, en del af denne tid som formand i direktionen. 1876-94 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation, 1885-1901 medlem af sø- og handelsretten i Kbh. og en lang årrække redaktør af Nationaltidendes søfartstidende. Som medlem af en regeringskommission medvirkede han ved udarbejdelsen af udkast til lov om undersøgelse af ulykkestilfælde på søen og om tilsyn med skibes sødygtighed. G. tog ofte på en temperamentsfuld måde del i politik, og forsvarssagen lå ham meget på hjerte. Han stillede sig som højres kandidat til folketinget i Kbh.s 9. kreds 1879 og i 7. kreds 1884 uden at opnå valg. – Han var en velbegavet og dygtig officer, en nyttig borger, en god ven og støtte for sømandsstanden. – Han udgav mindeskrifter over Iver Huitfeldt (1885) og Henrik Gerner (1888).

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kaptajn i søetaten Giøde G. (1794-1844) og Marie Christiane Henriette Schierbeck (1804-62). Gift 20.2.1861 i Bavelse med Laura Suzanne Georgine Storch, født 27.10.1830 i Rudkøbing, død 18.4. 1922, d. af postmester, sidst i Nyborg, kaptajn Edvard Thomas S. (1787-1852, gift 2. gang 1835 med Septima Hansine Christiane Hansen, 1814-38) og Laurentze Suzanne Baggesen (1805-30).

Udnævnelser

R. 1864. F.M. 1. 1881. DM. 1882. K.2 1894.

Ikonografi

Pastel af F. L. Storch udst. 1878. Relief af Rasmus Andersen (gravstenen). Mal. af Aage Giødesen, 1913 (Sømandsforen, af 1856). Foto.

Bibliografi

Tidsskr. for søvæsen, 1906 62-64.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig