Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louis de Coninck

Oprindelige forfattere HCBj og ThTopJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Louis de Coninck, 24.2.1788-28.1.1840, søofficer. Født i Kbh. (Fransk ref.), død sst. (Fransk ref.), begravet sst. (Ass.). de C. blev kadet 1800, sekondløjtnant 1804, premierløjtnant 1809, kaptajnløjtnant 1815, kaptajn 1825 og kommandørkaptajn 1838. 1807 var han chef for en af hans far til marinen skænket kanonchalup ved Nyborg og n.å. for en peloton af to kanonbåde ved Tårs. Han deltog under Christian Wulff i erobringen af den engelske orlogsbrig The Tickier i Storebælt 4. juni, men ugedagen efter blev den ene af hans både taget ved Tårs, mens han selv med den anden var gået til Nakskov for at få den efterset. Både de C. og månedsløjtnant Groth, der kommanderede den båd der blev erobret, blev stillet for krigsret hvor de blev frikendt, men Groth for forsømmelighed afskediget. 1809-12 var de C. ved kanonbådsflotillen i Sundet. 1814 stilledes han à la suite og førte i tre år briggen Marie i koffardifart. Af hans senere kommandoer skal nævnes, at han 1823 og -24 var chef for skonnerten Atalante, vagtskib på Elben, og 1835 for fregatten Bellona til Middelhavet hvor han afhentede en del af Thorvaldsens kunstværker, de C. var en udmærket iagttager, hvilket fremgår af de oversigter han indsendte til admiralitetet over den amerikanske og franske flåde henholdsvis 1818 og 1833. 1834 blev han beordret til at udarbejde ruller for flådens skibe. Hans idérigdom gav sig mange udtryk. Således arbejdede han med konstruktionen af et apparat der kunne destillere saltvand til ferskvand. 1836 indsendte de C. til admiralitetet et omfattende forslag om flådens overflytning fra Gammelholm til Nyholm, en plan der blev gennemført 1856. Han var medstifter af Archiv for Søvæsen og 1827-39 redaktør ved dette først sammen med kaptajn P. M. Bruun, senere sammen med daværende kaptajnløjtnant Hans Dahlerup. 1835 modtog han Videnskabernes selskabs sølvmedalje for en indsendt afhandling, Om Clinometret og dets Nytte (trykt i Arch. for Søvæsen, 1835). Clinometret er et instrument til at bestemme et skibs styrlastighed; det indførtes ikke alene i vor marine, men også efter en rejse, som de C. 1832-33 foretog til udlandet, i den engelske, franske og hollandske samt vistnok også den russiske marine. Han har skrevet mange lødige og opsigtsvækkende artikler i Archiv for Søvæsen der alle vidner om hans flid og store interesse for sin metier. Han ejede en tid Dalsgården ved Furesøen.

Familie

Forældre: grosserer, etatsråd Frédéric de C. (1740-1811) og Marie de Joncourt (1747-1821). Gift 15.9.1809 i Kbh. (Holmens) med Marie Christine Herløw, født 11.10.1788 i Kbh. (Trin.), død 26.12.1842 (Fransk ref.), d. af passkriver ved toldboden, senere mægler Hans Jørgen H. (1763-1837) og Martine Wilhelmine Westmann (ca. 1766-1842).

Udnævnelser

R. 1835.

Annonce

Ikonografi

Mal. 1810 tilskr. F. C. Grøger; kopi af Mimi Larsen, f. Schwartzkopf, 1900.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg, Th. Topsøe-Jensen: Louis de Coninck i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288530