Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Peter Holm

Oprindelig forfatter ThTopJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Peter Holm, 17.6.1772-26.10.1812, søofficer. Født på Søholm ved Hillerød, død ved Langesund, begravet i krigergraven sst. H. gjorde som dreng en rejse med faderen til Ostindien, blev kadet 1785, sekondløjtnant 1789, premierløjtnant 1797, kaptajnløjtnant 1805 og kaptajn 1811. – Han var som ung officer i stadig fart. Af hans udkommandoer skal nævnes at han 1797–98 var med fregatten Najaden i eskadren i Middelhavet og deltog i affæren ved Tripolis, senere ledsagede han Steen Bille på ambassaden til kejseren af Marokko. 1799 var han med orlogsskibet Oldenborg til Kapstaden under Olfert Fischer der roser ham meget, særlig for hans gode forhold under og efter skibets landsætning under orkan ved Taffelbay. 1800–01 var H. i Middelhavet, 1801–03 på rejser til Vestindien. 1804 sendtes han til Vestindien for at overtage stillingen som havnemester i Christianssted og overlods på St. Croix. Da englænderne besatte St. Croix dec. 1807 vedblev H. dog at fungere i sine embeder, indtil han i foråret 1809 rejste til Frankrig med en amerikansk brig. Herfra sendtes han til tjeneste som næstkommanderende i linjeskibet Pultusk i auxiliærstyrken på Schelden. 1811 kom han tilbage til Danmark og blev chef for briggen Lolland og tillige for brigdelingen ved Norge. Her udmærkede han sig ved dygtighed og aktivitet bl.a. ved erobringen af den engelske brig Manly. Som et bevis på tilfredshed med udførelsen af hans tjeneste fik han n.å. kommandoen over den nye fregat Najaden og briggerne ved Norges kyst. Efter en heltemodig kamp blev Najaden imidlertid 6.7.1812 ødelagt af det engelske linjeskib Dictator i Lyngør havn. Efter at bjergningen fra vraget var endt beordredes H. til chef for flotillen ved Sandsøsund. 18.10.s.å. beordredes han til at overtage kommandoen over linjeskibet l'Albanais i Scheldeflådestyrken. På en rejse til Sandsøsund s.å. med en lodsbåd i nærheden af Langesund druknede H. og de ombordværende. Han jordedes i krigergraven sammen med faldne fra Najaden. H. skildres af alle som et sjældent godt og elskeligt menneske. ADMiral Otto Lütken (1749–1835) kalder ham "en herlig Kriger" med "en ædel og blid Karakter".

Familie

Forældre: skibsfører i Asiatisk kompagni Peder H. (1725–86) og Christence Morslet (1744–1819). Gift 5.11.1806 på Christianssted på St. Croix med Marie Heegaard, døbt 2.2.1791 på St. Croix, død 17.9.1860 i Kbh. (Holmens), d. af toldkasserer, plantageejer Jacob H. (1761–1804) og Dorcas Lillie Rogers (1766–1806). – Far til Peter Christian H.

Udnævnelser

R. 1812.

Annonce

Ikonografi

Miniature. Træsnit 1873 af H. P. Hansen.

Bibliografi

Danebrog III, 1882–83 443–17 (H.s rapport om Najaden). – H. G. Garde: Den dansknorske sømagts hist., 1852 573–81. Ny ill. tid. IV, Kria. 1877 179 187f. H. F. Kiær i Tidsskr. for søvaesen, 1962 56–74. Daniel Danielsen og S. Jenssen: Slaget ved Lyngør 6. juli 1812, Oslo 1962.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Topsøe-Jensen: Hans Peter Holm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291417