Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Dahlerup

Oprindelig forfatter ThTopJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Dahlerup, Hans Birch, baron Dahlerup, 25.8.1790-26.9.1872, søofficer. Født i Hillerød, død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). D. der oprindelig var bestemt til studeringer fik som så mange andre unge mænd efter slaget på Reden lyst til at blive søofficer; han blev kadet 1802 og allerede 1806 sekondløjtnant med udmærkelse og Gerners medalje. Ved krigens udbrud 1807 var han med briggen Lougen ved Norge, herfra overgik han til linieskibet Prins Christian Frederik under hvis sidste heltemodige kamp ved Sjællands odde, hvor hans bror Jens Wilhelm (f. 1787) faldt, han selv lå meget syg. Han kom nu i engelsk fangenskab, først i Göteborg og derefter i Reading. N.å. udløstes han og kom til Bergen som chef for en deling bestående af to kanonskonnerter og en kanonjolle der 22.7.1810 i Søndre Pollen ved Stadt blev angrebet og til dels ødelagt af en overlegen engelsk styrke. På ny kom han i engelsk fangenskab i Reading hvorfra han udveksledes juli 1811 og vendte tilbage til Bergen; her blev han stillet for en krigsret i anledning af tabet af kanonfartøjerne og frifundet med fuld honnør. D. var nu atter ved Bergens flotille indtil han december 1812 på grund af svækket helbred rejste til Kbh. Her ansattes han foreløbig som lærer i navigation på søkadetakademiet, indtil han den følgende sommer blev chef for en kanonchalup i Sundet og derfra med en rekognosceringsbåd sendtes til Store bælt hvor han 8.10. under et angreb på en engelsk konvoj ved Refsnæs for tredie gang blev fanget af englænderne, sendtes atter til Reading og forblev her indtil fredsslutningen. D. der 1813 var forfremmet til premierløjtnant gik nu i koffardifart, først som styrmand på en brig til Middelhavet, derefter som skibsfører på Vestindien og England. 1819 tiltrådte han atter tjeneste i søetaten, blev s.å. kaptajnløjtnant og var 1820-26 lærer ved søkadetakademiet først i engelsk, senere i artilleri og 1820-22 formand i Søe-lieutenant-selskabet, 1826-27 chef for briggen St. Croix til New York og Vestindien, blev kaptajn 1829 og var n.å. chef for vagtskibet i Sundet, korvetten Flora. 1835-44 var han redaktør af "Archiv for Søvæsen", de første tre år sammen med Louis de Coninck, og har i dette skrevet adskillige lødige afhandlinger. 1838 var han chef for fregatten Rota der hjemførte Thorvaldsen fra Italien, og 1840 forfremmedes han til kommandørkaptajn. 1846 var han chef for fregatten Gefion til Madeira og Cadiz; kronprins Frederik var med på togtet for at være borte medens hans skilsmisse med prinsesse Charlotte Mariane blev ordnet, og 1847 blev D. kommandør. Han var tillige virksomt medlem af adskillige kommissioner: 1833-39 af navigationskommissionen, 1840-41 af karantænekommissionen i hertugdømmerne, 1846-49 af konstruktions- og regleringskommissionen og af kommissionen til udarbejdelse af instruktioner og reglementer for flåden. 1841 sendtes han til Vestindien for at afholde forhør i anledning af en neutralitetskrænkelse fra dansk side mod England da en dansk officer havde forfulgt nogle flygtede negre ind på engelsk grund.

Januar 1849 opfordrede den danske regering D. til at modtage en stilling som leder af Østrigs marine og lagde et stærkt pres på ham at han for Danmarks skyld ikke måtte undslå sig. Med megen betænkelighed fulgte han opfordringen, idet man samtidig lovede ham at hans nummer skulle stå ham åbent når han vendte tilbage, og tillagde ham kontreadmirals karakter. Februar s.å. rejste han til Østrig hvor han efter at have meldt sig til kejseren udnævntes til viceadmiral og højstkommanderende i marinen. Det var en stor og vanskelig opgave der her stilledes ham. Venezia og de østrigsk-italienske provinser var i oprør, og marinen havde således mistet sin flådestation i Venezia, halvdelen af flådemateriellet og den største del af personellet. Det tilbageværende materiel var i slet forfatning, personellet demoraliseret og organisationen yderst mangelfuld. Ved sit faste og myndige væsen og sine udmærkede evner som organisator og administrator lykkedes det D. i løbet af kort tid at bringe flåden i krigsberedt stand og begynde en virksom blokade af Venezia der samtidig fra landsiden indesluttedes af en hær under kommando af J. J. Radetzky. Efter Anconas og Venezias overgivelse fik D. sin velfortjente del af påskønnelsen, først ved det festlige og højtidelige indtog i den overvundne stad, dernæst ved hans udnævnelse til gehejmeråd og ved tildelingen af jernkroneordenens storkors hvormed fulgte optagelse i den østrigske friherrestand.

Da felttoget var endt tog D. med energi fat på marinens reorganisation. Værftet i Venezia blev genoprettet, flådestationen i Triest udvidet, og en ny hovedstation for flåden i Pola blev påbegyndt. Skibe sattes under bygning, et søkadet-akademi blev oprettet og nye reglementer for tjenesten indført. Men modstanden mod den fremmede, energiske admiral udeblev ikke, og mange intriger spandtes mod ham. Da han august 1851 mærkede at han ikke længere havde kejserens fulde tillid søgte han sin afsked som han også fik med pension.

Annonce

Ved hjemkomsten hvor han i henhold til det ham givne tilsagn ventede at kunne træde i nummer var C. C. Zahrtmann imidlertid avanceret til kontreadmiral, og man tilbød nu D. at indtræde som kommandør i ekstranummer med anciennitet efter hans tidligere formand hvilket han nægtede at modtage. Man krænkede ham yderligere ved at nægte ham pension da han modtog en sådan fra Østrig. Han anlagde sag mod statskassen, men tabte sagen. Opfyldt af vrede og bitterhed over den uretfærdighed og utaknemmelighed han mente at have været genstand for i sit hjemland og særlig fra sine nærmeste venner skrev han nu efter sine optegnelser Mit Livs Begivenheder, der, som han selv udtrykker sig, "skal give ham Oprejsning og værne om hans Navn". D. har her givet en livlig og interessant skildring af sit liv og af den danske marine i den første halvdel af 1800-tallet der dog i nogen grad er præget af hans bitre stemning, samt af sine oplevelser og virksomhed under sit ophold i Østrig 1849-51. Da ærkehertug Ferdinand Maximilian, den senere ulykkelige kejser af Mexico, 1861 var blevet den østrigske marines chef anmodede han D. om at komme til Østrig som sin militære og tekniske rådgiver. D. kom straks og blev i Østrig til han 1865 på grund af svækket syn måtte trække sig tilbage hvorefter han atter vendte hjem og levede sine sidste år i Danmark næsten blind. Et indtryk af D.s ubestridelige stilistiske og æstetiske talent får man i hans værk Naturphilosophiske og culturhistoriske Betragtninger, 1862. D.s fædreland påskønnede ham ikke efter fortjeneste og forsømte lejligheden til atter at tage ham i sin tjeneste da han endnu i sin fulde arbejdskraft første gang vendte tilbage fra Østrig. Der skabte han den flåde der året efter hans endelige afgang sejrede ved Lizza. Han er utvivlsomt en af de mest særprægede personligheder flåden har haft og vel den søofficer i 1800-tallet der mest har bidraget til at gøre den danske marine kendt og agtet i udlandet.

Familie

Forældre: vejfiskal, senere tillige hospitalsforstander og postmester Hans (Jensen) D. (1758-1838, gift 2. gang 1800 med Vilhelmine Marie Birch, 1776-1850) og Sophie Marie Birch (1767-99). Gift 2.12.1829 i Kbh. (Holmens) med Louise Margrethe van Dockum, født 26.1.1799 i Kbh. (Holmens), død 15.3.1840 sst. (Holmens), d. af kontreadmiral Jost v. D. (1753-1834) og Suzanne C. Holm (1775-1844). - Halvbror til Edvard D.

Udnævnelser

R. 1840. DM. 1845. S.K. 1851.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af D. C. Blunck, 1838 (Thorvaldsens mus.), og på mal. af Eckersberg, 1839, af Thorvaldsens hjemkomst. Afbildet på Sonnes frise 1847-48 (sst.). Litografi af E. Kayser, 1850 og et andet i samme type. Mal. af N. P. Holbech, 1866 (Fr. borg). Klippet silhouet af P.N.J. (Fr.borg). Træsnit af C. L. Sandberg, 1872. Foto. Mal. af A. H. Hunæus 1845/46. Mal. i samme type som Kaysers litografi (Heeresgeschichtliche Mus., depon. i Kriegsarchiv, Wien). - Udkast til monument for D. i Wien af H. B. Dahlerup.

Bibliografi

Kilder. H.D. i Archiv for søvæsenet, 1843 405 18. Af H.D.s efterl. papirer i Dannebrog, 1883-84 193-201 209-17 224-32 241-51 357-61 385-91. H.D.: Mit livs begivenheder I-IV, 1908-12.

Lit. W. Carstensen i III. tid. 1872, nr. 682. Tidsskr. for søvæsen, ny r. VII, 1872 477-504. C. E. van Dockum: Livserindr., 1893. Ursula Dahlerup: Fra gammel tid, 1927. M. K. Zahrtmann: Admiral C. C. Zahrtmann, 1927.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Topsøe-Jensen: Hans Dahlerup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288631