Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christopher E. v. Stöcken

Oprindelig forfatter ThTopJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christopher E. v. Stöcken, Christopher Ernst v. Stöcken, 4.8.1664-8.2.1711, søofficer. Død i Kbh., begravet sst. (Trin.). v.S. blev løjtnant 1682, kaptajnløjtnant 1685, kaptajn 1686, schoutbynacht 1688, viceadmiral 1693 og admiral 1697. Som ung officer var han 1682–88 i hollandsk, veneziansk og engelsk tjeneste. Efter et togt som chef for orlogsskibet Churprintzen blev han 1689 chef for en eskadre der skulle eskortere en transportflåde på 70 skibe med ca. 10 000 mand hjælpetropper fra Listerdyb til Leith. Tropperne, der kommanderedes af hertugen af Wurttemberg, var bestemt til at hjælpe kong Vilhelm III mod den fordrevne kong Jacob. Vinterstorm adsplittede den store transport der ikke nåede bestemmelsesstedet, men hvis hovedstyrke blev landsat i Hull. N.å. blev v.S. ekvipagemester på Holmen, en tjeneste der dog blev afbrudt ved at han 1691–92 var i fransk tjeneste. Efter admiral Henrik Spans død dec. 1694 overtog v.S. stillingen som Holmens chef hvor han gjorde god fyldest i de følgende år da reguleringen af Nyholm fortsattes. Derimod lykkedes det ham ikke, trods ihærdigt arbejde, at få gjort noget for Nyholms fortifikationer. I forbindelse med denne tjeneste var han dog undertiden udkommanderet, 1699 som chef for en eskadre i Østersøen, og n.å. førte han en af eskadrerne i flåden under U. C. Gyldenløve (1678–1719). Han var 1705 medlem af kommissionen vedrørende skibsbygning og medlem af kommissionen i rådstuen for slottet, deputeret i politiretten og 1708–10 kommitteret i politi- og kommissariatskollegiet. I efteråret 1709 sendtes han med en eskadre til Kattegat for at blokere Göteborg, og n.å. var han eskadrechef i Gyldenløves flåde med sit flag i orlogsskibet Fredericus Quartus med hvilket han deltog i slaget i Køge Bugt 4.10. Da flåden kort efter blev oplagt nedsattes en kommission for at finde årsagen til talrige havarier på skibenes rejsninger. Kommissionen kom til det resultat at havarierne skyldtes at rundholter og takkelage ikke havde været rigtigt proportionerede hvilket blev lagt Holmens chef til last. Den fortjente og virksomme v.S. fik sin afsked i dec. s.å. hvilket sikkert har fremskyndet hans død der indtraf nogle uger senere.

Familie

Forældre: rentemester Henrik v. S. (1631–81) og Anna Catharina v. Felden (død 1673). Ugift.

Udnævnelser

Hv.R. 1702.

Annonce

Bibliografi

Pers. hist. i. 4.r.III, 1900 243–45 (breve). – Bidrag til den store nord krigs hist., udg. Generalstaben I–III, 1899–1906. H. O. Lind i Tidsskr. for søvæsen LXXXVIII, 1917 371 f. Chr. Elling: Holmens bygningshist. 1680–1770, 1932. J. H. Schultz: Den danske marine 1814–48 II, 1932. Olav Bergersen: Fra Henrik Bielke til Iver Huitfeldt II-IV, Trondheim 1954–56.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Topsøe-Jensen: Christopher E. v. Stöcken i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297951