Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian W. Schønheyder

Oprindelige forfattere HCBj og ThTopJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian W. Schønheyder, Christian Wilhelm Schønheyder, 15.11.1820-8.2.1897, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). S. blev kadet 1834, sekondløjtnant 1840, premierløjtnant 1849, kaptajnløjtnant 1861, kaptajn 1868, kommandør s.å. og kontreadmiral 1881. Han var med fregatten Bellona 1840–41 på togt til Sydamerika og derefter jævnlig udkommanderet med flådens skibe. Under den første slesvigske krig var S. 1848–49 med briggen Merkurius, 1849 næstkommanderende i fregatten Freja og 1850 næstkommanderende i dampskibet Hekla. Mellem de to krige var han jævnlig udkommanderet og førte 1855–58 postdampskib. I krigsåret 1864 var han militær sekretær hos marineministeren. S. var 1866 chef for korvetten Heimdal, kadetskib, 1869 for panserfregatten Danmark, 1874–75 for fregatten Jylland til Vestindien og 1880 eskadrechef. Han var i årenes løb medlem af flere kommissioner, 1862 sendtes han på tjenesterejse til England og Amerika for at indhente oplysninger om pansrede skibe og 1874 til Østrig, Frankrig og England. 1884 fungerede han som flådeinspektør. Han afgik fra søværnet 1885 ved opnået aldersgrænse. S. var 1869–73 folketingsmand for Kbh.s 8. kreds der omfattede Nyboder. Han var oprindelig valgt som højremand, men det konkrete arbejde i rigsdagen bragte ham lidt efter lidt over på venstres linje. Han blev udsat for angreb både fra sine egne og i dagspressen og opgav til sidst sin kreds, der blev overtaget af N. F. Ravn.

Han forsøgte uden held 1887 at opstille i Roskilde mod grev F. C. R. Scheel som venstremand. S. var en dygtig, velbegavet og kundskabsrig officer, et lyst og klart hoved; ved sin tone stødte han mange fra sig. Han var især på sine ældre dage bestemt ikke vellidt, ligesom han savnede den for en chef så vigtige egenskab at gøre sig afholdt af sine underordnede. Han havde imidlertid et varmt hjerte for de små i samfundet og var i mange år en virksom direktør for Foreningen af 8. april 1873 for tilvejebringelse af en alderdomsbolig for søværnets underklasser. 1885–87 var S. formand for overbestyrelsen for De danske skytteforeninger.

Familie

Forældre: kommandørkaptajn, senere admiral Ulrich A. S. (1775–1858) og Christiane C. Hansen (1792–1859). Ugift.

Annonce

Ikonografi

Mindetavle på søværnets alderdomsbolig, Faxegade, Kbh.

Bibliografi

Politiken 9.2.1897. Tidsskr. for søvæsen ny r. XXXIII, 1898 4–6. L. F. C. Krogh: Skyttesagen i Danm. 1861–1911, 1911. A. F. Krieger: Dagbøger IV-V, 1921–23. Henri Konow: Erindr., udg. Tage Kaarsted I, 1966 92–94.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg, Th. Topsøe-Jensen: Christian W. Schønheyder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297287