Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Thomesen Sehested

Oprindelige forfattere HCBj og ThTopJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Thomesen Sehested, Christen Thomesen Sehested, 24.8.1664-13.9.1736, søofficer, overlanddrost. Født i Kbh, død i Oldenburg, bisat i Århus domk. Efter forskellige togter med danske orlogsskibe gik han 1686 i hollandsk tjeneste med pas som løjtnant. N.å. overgik han til fransk tjeneste hvor han kæmpede med tyrkerne og deltog i bombardementet af Algier 1688 om bord i orlogsskibet Le Capable hvor han var sammen med Ivar N.å. kom han hjem over Amsterdam efter, særlig i Toulon, at have benyttet lejligheden til studiet af skibskonstruktion. Han kom straks i aktivitet idet han blev udkommanderet med orlogsskibet Mercurius i flåden under Niels Juel der var udrustet på grund af den truende krigsfare, og derefter med Christianus Quartus i C. E. v. Stockens eskadre der under meget vanskelige forhold overførte ca. 7000 mand hjælpetropper til England til kong Vilhelm III. 1690–91 var S. atter i hollandsk og fransk tjeneste og 1692 chef for fregatten Svenske Falk med Hvide Falk og snauen Maagen sig underlagt for at konvojere danske handelsskibe. Trods mange genvordigheder, særlig fra engelsk side, og trods hårde storme lykkedes det ham at føre de danske handelsskibe frelst ud og hjem, medens Maagen blev taget af en stor spansk kaper. N.å. var han chef for fregatten Heyren, vagtskib ved Helsingør, hvor han optrådte med stor bestemthed mod forskellige misbrug som fremmede skibsførere gjorde sig skyldige i. I de følgende år var han chef for forskellige fregatter med hvilke han overførte danske og fremmede gesandter, og han ledsagede Ulrik Christian Gyldenløve på en rejse hvorved han lagde grunden til et varmt venskab med denne. Ved krigsudbruddet 1700 blev S. chef for orlogsskibet Prinds Carl i flåden under Gyldenløve. N.å. oprettedes efter Gyldenløves forslag et søkadet-kompagni for hvilket S., ligeledes efter Gyldenløves forslag, blev chef. Hans begavelse, energi og kundskaber satte ham i stand til at give det nye søkadetakademi en god start. 1705 sad S. i en særlig kommission der skulle undersøge flådens skibsbyggeri. Han kritiserede her O. Judichærs konstruktionsprincipper og søgte sammen med Gyldenløve – mod den øvrige del af kommissionen – at hævde de engelske skibs-konstruktionsprincippers fortrin fremfor de franske. S. vedblev gennem årene at have stor interesse for skibsbygning og blev ved flere lejligheder benyttet som opmand i stridigheder omkring skibskonstruktioner.

Ved udbruddet af den store nordiske krig okt. 1709 blev S. stabschef hos Gyldenløve ved troppeoverførslerne til Skåne. N.å. var han chef for orlogsskibet Havfruen og deltog som divisionschef i Gyldenløves flåde i slaget i Køge bugt 10.10. hvor han med flere, deriblandt Ivar Huitfeldt på Dannebrog, optog kampen med den svenske flåde for at give den danske flåde lejlighed til at ordne sig. 1711 blev S. chef for en eskadre der først sendtes til Nordsøen og derefter fra aug. indgik i Østersøflåden, hvorfra han detacheredes til Stralsund der belejredes af en kombineret dansk-russisk-sachsisk hær. Det lykkedes imidlertid den danske Østersøflåde at forhindre overførelse af forstærkninger og forsyninger fra Sverige til den belejrede by, og en dansk transport med belejringsskyts nåede ikke frem. N.å. sendtes S. atter til Stralsund med en eskadre lavtgående skibe der var egnede til at trænge ind i farvandet syd for Rügen. Det lykkedes S. efter hårde kampe at sætte sig fast i dette farvand, men da de allierede hen mod vinteren opgav de vundne fordele blev S.s fremtrængen uden betydning. 1713 sendtes han til hertugdømmerne hvor han ledede blokaden fra søsiden af fæstningen Tønning. Efter Magnus Stenbocks kapitulation i maj s.å. kaldtes S. til Kbh. hvor man frygtede et svensk angreb. 1714 forløb uden større krigsbegivenheder, men da Karl XII i nov. s.å. kom til Stralsund ændredes situationen helt. Preussen sluttede sig til de allierede 1715, og Stralsunds belejring blev genoptaget af danske, sachsiske og preussiske tropper. Efter at den svenske Göteborgeskadre, der gennem Store bælt søgte at forene sig med den svenske hovedflåde, af C. Gabel var ødelagt ved Femern 24.- 25.4. sendtes S. atter til Pommerns kyst, dækket af den danske flåde under P. Raben der imidlertid på grund af den overlegne svenske flådes ankomst måtte trække sig tilbage til Fakse bugt, hvorved S. kom i en meget farlig stilling. Karl XII sendte fem orlogsskibe til forstærkning af den svenske styrke syd for Rügen for at ødelægge S.s eskadre. Men S. trak sine skibe ind i det grundede farvand nord for Usedom hvor de svenske skibe på grund af deres dybgående ikke kunne følge ham. 31.7. indtog preusserne Usedom hvorved den overhængende fare for S. var lettet. 8.8. kom Raben efter at have modtaget forstærkninger tilbage til Rügen, og den svenske flåde trak sig efter en hård kamp tilbage til Karlskrona.

S. kunne nu efter at have fået forsyninger atter gå angrebsvis til værks. Under stadige kampe lykkedes det ham 25.9. at rense Nydyb for svenske orlogsskibe, i nov. overførtes de allieredes tropper til Rügen, og Stralsund var nu fuldstændig indesluttet. Karl XII forlod byen 22.12. for at sejle til Sverige, og to dage senere måtte den overgive sig. For kampen ved Nydyb, en af de smukkeste kampe i den danske marines historie, prægedes en medalje, til skibscheferne i guld, til de andre officerer i sølv. December s.å. afgik S. som chef for søkadetkompagniet. 1716 var han chef for en eskadre i Østersøflåden under Gyldenløve med sit flag i orlogsskibet Nordstiernen, men beholdt samtidig overkommandoen over søstridskræfterne ved Pommerns kyst hvor Wismar, efter at S. havde ladet indløbet spærre, måtte overgive sig i april s.å. I denne periode var han en af de få højtstående søofficerer der anerkendte Peter Tordenskjolds talent og anbefalede ham over for kongen. 1718, altså inden krigen var endt, fik S., utvivlsomt vor dygtigste admiral, sin afsked og udnævntes til overlanddrost i Oldenburg. Også i denne virksomhed lagde han fremragende evner for dagen og indlagde sig fortjeneste ved opførelsen af diger til beskyttelse mod havet, et arbejde der blev tilendebragt 1725. Endnu en gang fik man dog i søetaten brug for hans dygtighed og erfaring da han 1726 blev beskikket til formand for kommissionen til at undersøge søetatens og Holmens forhold og til at stille forslag om at sætte disses anliggender i bedre form. Kommissionen afgav sin betænkning n.å. og foreslog vigtige reformer vedrørende personel, materiel, indrulleringsvæsen, jurisdiktionsmyndighed, oprettelse af søetatens kombinerede ret m.m. 1726 protegerede S. søofficeren R. Krag i forbindelse med dennes udarbejdelse af skibskonstruktionstegninger efter engelske principper. 1729 blev han formand i en kommission angående søetatens skibsbygning, og 1734 sendtes han til Stockholm som ambassadør. S. var en ualmindelig dygtig, kundskabsrig og energisk officer. Vanskelige opgaver der stilledes ham under de forskelligste forhold i fred og krig løste han på enestående måde. Hans planer for krigsførelsen mod Sverige, som ikke blev fulgt af kongen, viser S. som en af den danske flådes betydelige strateger. At Frederik IV 1718 afskedigede ham fra søetaten og sendte ham til Oldenburg forklarer kongen selv 1723 i sit politiske testamente for sin søn og efterfølger. Han udtaler her sin store mistillid til den gamle danske adel, nævner en række vigtige stillinger hvor medlemmer af denne ikke bør ansættes, og skriver at han ikke har villet beholde S. som kadetchef. En anklage der for S.s vedkommende var ganske grundløs. Til skade for landet fjernede han en af dettes bedste sønner fra den stilling hvor han som ingen anden på den tid gjorde fyldest. – Gehejmeråd 1718. Gehejmekonferensråd 1731.

Annonce

Familie

Forældre: lensmand, oberstløjtnant og ritmester Axel S. til Stovgård (død 1676) og Øllegaard Ottes-datter Thott (1638–91). Ugift. S. blev lærling i flåden 1680, løjtnant 1687, kaptajn 1691, kommandørkaptajn 1697, kommandør 1701, schoutby nacht 1704, viceadmiral 1711 og admiral 1715.

Udnævnelser

Hv. R. 1715.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg; Gavnø), malet variant (søløjtnantselskabet). – Mindestøtte af J. Wiedewelt (ved Jægerspris).

Bibliografi

C. T. S. i Danske saml. III, 1867–68 272–74. – Gerh. Anton v. Halme: Gesch. des Herzogthums Oldenburg III, Oldenb. 1796. H. G. Garde: Efterretn. om den danske og norske sømagt II, 1833. Samme: Den da.-no. sømagts hist. 1700–1814, 1852. Tidsskr. for søvæsen VI, 1861 256f. C. Bastrup sst. ny r. XXXV, 1900 241–60. Dansk månedsskr. 11,1, 1865 55. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814, 1891. A. Larsen [Liljefalk]: Dansk-norske heltehist. 1700–1814, 1895 7–18. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-X, 1899–1934. H. C. A. Lund: Søkadetkorpsets hist., 1901 8–38. Thyra Sehested: Admiral C. T. S.s saga, 1904. H. J. Huitfeldt-Kaas i Pers. hist. t. 6.r.I, 1910 216f 221 226 241 246f 249 253. A. P. Tuxen: Poul Vendelbo Løvenørn, 1924. Olav Bergersen: Viceadmiral Tordenskjold I-II, Trondhjem 1925. Samme: Fra Henrik Bielke til Iver Huitfeldt III-IV, Trondheim 1955–56. R. Steen Steensen: Søofficersskolen gennem 250 år, 1951. Hans Chr. Bjerg og John Erichsen: Danske orlogsskibe I, 1980 22–31.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg, Th. Topsøe-Jensen: Christian Thomesen Sehested i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297330