Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Caspar v. Wessel

Oprindelige forfattere HCBj og PIpsen
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Caspar v. Wessel, 1.11.1693-9.9.1768, søofficer. Født i Trondhjem, død i Nyborg, begravet i Gudme. v. W. gik til søs 1704, kun 11 år gammel. Han fortsatte sin koffardifart, blev skipper, men strandede 1712 med sit skib på jyskekysten. Derefter blev han fører af fregatskibet Cronprintzens Galey, men dette solgtes til kongen, og v. W. blev da skipper på et skib ejet af F. A. Danneskiold-Laurvig(en). Imidlertid strandede han med dette på Læsø 1715, og han søgte nu ind i orlogstjenesten hvor han straks ansattes som kaptajn i månedstjenesten, altså som reserveofficer. Han deltog som sådan i søslaget ved Rügen 8.8.1715. N.å. var han i Norge og sendtes herfra til Kbh. med budskab om de svenskes indfald i landet – han benyttede denne lejlighed til at ansøge om at blive fast officer i årstjene-sten. S.å. var han med orlogsskibet Elephanten i Østersøen, men tilkommanderedes senere Peter Tordenskiolds eskadre, var med ved Dynekilden, søgte forfremmelse, hvilket anbefaledes af broderen, og blev hørt omgående, idet han 11 dage derefter ansattes som kaptajn i årstjene-sten. Han sattes til galejflåden ved Norge, frøs inde med nogle galejer 1717 i svensk kystfarvand, reddede sig ud af isen trods fjendtligt angreb, kom atter i Tordenskiolds eskadre, i orlogsskibet Laaland, deltog i det mislykkede angreb på Ny Elfsborg, var en kort tid chef for orlogsskibet Fyhn hvor chefen, kaptajn Gerhard Sivers, var faldet, kom atter om bord i Laaland, var med dette skib med ved Strdmstad og beordredes nu af Tordenskiold til at være chef for fregatten Søridderen til denne krigsskueplads. 1720 afskedigedes han efter ansøgning med schoutbynachts karakter og overtog nu herregården Ravnstrup på Sjælland som hans hustru havde købt. Selv om han nok har været en habil sømand havde han ikke vist noget specielt initiativ og hans ophøjelse i adelstanden skyldes formodentlig udelukkende at han skulle indgå ægteskab med en af landets fornemste damer. Han satte hurtigt hustruens værdier til og hans tilværelse blev kummerlig. 1730 skrev han til kongen i en ansøgning om en ledig plads i søetatens generalkommissariat: "... jeg trænger nu til Brød, og veed ei andet Middel ...". 1731 søgte han uden held viceadmirals karakter, 1738 blev han medlem af den civil-militære kommission i Benstrup-sagen. 1740 var v. W.s gæld så stor at han måtte afhænde Ravnstrup; han tog derefter bolig i Næstved. Hans ven, gehejmeråd C. A. v. Plessen, ansatte ham nu som fuldmægtig hos kuratoren for Vemmetofte kloster, men han fandt sig heller ikke lykkelig her. v. W. søgte forgæves adgang til forskellige embeder, men han fandt enhver vej spærret, og han vidste til sidst intet andet råd for at slippe ud af sine triste kår end nu, da han var blevet enkemand, at forsøge at gøre et rigt parti. Svogeren, general Henrik Kaas, bragte ham i forbindelse med hans senere anden hustru, men hun stillede som betingelse for ægteskab at v. W. besad viceadmirals karakter; denne fik han 1747. Ved brylluppet bestemtes at Broholm efter v. W.s død skulle oprettes til stamhus for familien Sehested. Da v. W. anden gang blev enkemand, flyttede han til Nyborg. Han skildres som en betænksom og redelig mand, men det kan fastslås at han ikke var nogen fremragende økonom. Han var smuk som broderen, men uden dennes styrke, initiativ og myndighed.

Familie

Forældre: købmand og rådmand Jan Wessel (1646-1716) og Maren Schøller (1656-1742). Adlet 1.2.1720 under navnet v. W. Gift 1. gang 1721 med Edele Cathrine Kaas, født 1679, begr. 22.5.1742 i Kbh. (Petri) (gift 1. gang 1708 med gehejmeråd Valentin v. Eickstedt, 1669-1718), d. af overkommissarius, senere stiftamtmand i Trondhjem Hans K. til Hastrup (ca. 1640-1700) og Sophie Amalie Bielke (1650-1703). Gift 2. gang 4.8.1747 med Elisabeth Skeel til Broholm, døbt 18.4.1696 i Kbh. (Frue), død 1760 (gift 1. gang med oberstløjtnant Niels Sehested, død 1745), d. af Anders S. (1665-1702) og Sophie Amalie Holgersdatter Vind (1668-1743). – Bror til Peter Tordenskiold.

Ikonografi

Mal. (Broholm; forhen Kås).

Annonce

Bibliografi

Kirkehist. saml. 3.r.II, 1877-80 619. Olav Bergersen: Viceadmiral Tordenskiold I, Trondhjem 1925. Poul Hansen i Berl. aften 13.10.1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg, Paul Ipsen: Caspar v. Wessel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298874