Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl L.C. Irminger

Oprindelig forfatter ThTopJ

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl L.C. Irminger, Carl Ludvig Christian Irminger, 3.4.1802-7.2.1888, søofficer. Født i Wevelsfleth i Holsten, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). I. blev kadet 1813, sekondløjtnant 1822, premierløjtnant 1830, kaptajnløjtnant 1840, kaptajn 1848, kommandørkaptajn 1855, orlogskaptajn 1858 og kontreadmiral 1865. – Efter et togt til Vestindien med et koffardiskib 1823–24 kom han der atter 1824–25 med korvetten Najaden. Under opholdet her fungerede han som havnekaptajn på St. Thomas. Med postskonnerten Vigilant med besætning fra korvetten og fortet lykkedes det ham 11.7.1825 at overhale og entre det colombianske sørøverskib Adolpho hvis fører, kaptajn Laforcada, i lang tid havde været det caraibiske havs skræk. Efter en rejse til Island 1826 var han 1826–27 atter i koffardifart til Vestindien hvor han 1827 igen fungerede som havnekaptajn under kaptajn L. J. Rohdes fraværelse. 1828 kom han tilbage til Danmark og fik n.å. tilladelse til at gå i fransk tjeneste. Da han efter fem måneders ophold i Frankrig endnu ikke havde fået nogen udkommando og ikke foreløbig havde udsigt til at få nogen, rejste han som turist til Sydfrankrig og Italien hvor han i Messina i febr. 1830 gik om bord i en dansk skonnert og fulgte med denne til Danmark. Den følgende vinter var han på ny i Vestindien med briggen St. Thomas og blev i efteråret 1831 chef for en kanonchalup der var karantænevagtskib ved Glückstadt. Under en forrygende storm lykkedes det ham her med denne at redde en evert fra forlis og dermed dens besætning. For denne indsats modtog I. ridderkorset.

Juli 1832 ansattes I. som adjudant hos prins Frederik Carl Christian (senere Frederik VII). Der lagdes derved grunden til et venskab mellem dem der varede hele livet. Han fulgte nu prinsen, både i land og på forskellige sørejser, blandt andre med linjeskibet Dronning Marie til Island, hvortil denne blev sendt i anledning af separationen fra prinsesse Vilhelmine Marie, og derfra til Fredericia, hvortil prinsen var forvist. I. benyttede opholdet her til at undersøge strømforholdene i Lillebælt. Efter Frederik VIs død flyttede han med kronprins Frederik til Odense. 1842 var I. næstkommanderende på fregatten Thetis til Middelhavet, 1843 chef for briggen St. Jan og, da denne sprang læk, for dampskibet Hekla. 1844 ledsagede han kronprinsen til Skotland og Færøerne og 1846 til Cádiz og Madeira, begge gange med fregatten Gefion. 1847–49 var I. chef for briggen Ørnen til Guinea og Vestindien. I Guinea undsatte han fortet Prinsensten hvor løjtnant Svedstrup var kommandant, og som var indesluttet af Augnanegrene. Under oprøret i Vestindien juli 1849 bidrog han væsentligt til at standse oprøret og planterne på St. Croix skænkede ham en æressabel. Da briggen 1849 vendte tilbage til Danmark, indgik den i blokadeeskadren i Østersøen. Ved Frederik VIIs tronbestigelse udnævntes I. til adjudant hos kongen og fra 1.1.1850 til generaladjudant for søværnet og jagtkaptajn. 10.8.-25.11. s.å. var han marineminister ad interim i ministeriet Moltke. S.å. var han medlem af krigsretten i anledning af affæren ved Eckernførde, 1856 chef for skruefregatten Niels Juel på prøvetogt. Nov. 1864 overdroges det ham at notificere tronskiftet i Berlin og Wien men på grund af de spændte politiske forhold blev han ikke modtaget ved de to hoffer. 1866 overførte han med dampskibet Slesvig, eskorteret af panserfregatten Peder Skram, prinsesse Dagmar til St. Petersborg til hendes formæling med storfyrsttronfølger Alexander. Da posten som generaladjudant ved søværnsloven 1868 blev nedlagt, vedblev I. at forrette tjeneste som jagtkaptajn hos kongen, indtil han ved opnået aldersgrænse 1872 fik sin afsked af søetaten. 1880 tillagdes der ham viceadmirals karakter.

I. var en meget kundskabsrig mand med mange interesser også uden for sit egentlige felt, særlig i geografisk og hydrografisk retning. Han iværksatte de første systematiske hydrografiske undersøgelser i havene omkring Island. Ved hjælp af skibsførernes observationer samlede han et betydeligt materiale og fremsatte derefter sine teorier om strømforholdene. Disse teorier blev almindelig anerkendte. Navnene Irminger havet og Irminger strømmen er givet til minde herom. I en række fortrinlige artikler i Tidsskrift for Søvæsen 1840–70 har han meddelt resultaterne af sine arbejder. Det var derfor naturligt at han 1876 var en af indbyderne til dannelsen af Det kgl. danske geografiske selskab, af hvis bestyrelse han i flere år var medlem. Han var tillige korresponderende medlem af Royal Geographical Society i London. På amerikanistkongressen i Kbh. 1883 mødte I., der dengang gik i sit 82. år, med en interessant afhandling Nautical remarks about the Zenivoyages. – I. var en flittig, dannet og taktfuld mand der gjorde fortrinlig fyldest i sine forskellige stillinger i søværnet og ved hoffet, ikke mindst i den vanskelige stilling hos Frederik VII der altid viste ham venskab og agtelse. Han bevarede en sjælden ungdommelighed både på sjæl og legeme i sin høje alder. – Kammerjunker 1832. Kammerherre 1849.

Annonce

Familie

Forældre: kaptajn og toldforvalter i Glückstadt, senere oberstløjtnant Otto Friderich I. (1749–1828) og Maria Amalie Mechlenburg (1763–1847). Gift 8.6.1833 i Kbh. (Holmens) med Henriette Georgine Viborg, født 28.4.1814 i Kbh. (Frels.), død 30.5.1865 sst. (Holmens), d. af etatsråd, direktør for veterinærskolen Erik V. (1759–1822) og Anne C. A. Nielsen (1778–1852). – Far til Otto I. Bror til J. H. G. I.

Udnævnelser

R. 1831. DM. 1840. K. 1850. S.K. 1866.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Vilhelm Petersen af officererne på Thetis, 1842 (Fr.borg). Træsnit 1888. Foto.

Bibliografi

Pers. hist. t. 11.r.VI, 1945 171–87 (I.s optegn. om 1863 og 1864). Sst. 15.r.V, 1971 1–31 (I.s optegn.om Fr. VII). – Geografisk t. IX, 1887–88 168f. III. tid. 19.2.1888. Tidsskr. for søvæsen, 1889 8–14. Carl Bruun i Danmark, udg. af Journalistforen. III, 1889 61–65. C. F. v. Holten: Erindr., 1899 149f. Carit Etlars minder, 2. udg. 1907 30f. H. B. Dahlerup: Mit livs begivenheder II, 1909. N. Neergaard: Under junigrundloven II, 1916 915–18. A. F. Krieger: Dagbøger II III V, 1920–25. Kay Larsen: Dansk Vestindien, 1928 216–19 252–67. Fund og forskning XIX, 1972 57-88 (I.s optegn. 1852-55). – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Topsøe-Jensen: Carl L.C. Irminger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291830