Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.H. Vedel

Oprindelig forfatter HCBj

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A.H. Vedel, Aage Helgesen Vedel, 1.9.1894-9.2.1981, søofficer. Født i Kbh, død på Rygård-centret i Hellerup, begravet Hørsholm kgd. V. blev sekondløjtnant med Henrik Gerners medalje 1916, premierløjtnant 1917, søløjtnant I 1923, kaptajnløjtnant s.å., orlogskaptajn 1932, kommandørkaptajn 1939, kontreadmiral 1941 og viceadmiral s.å. – V.s maritime løbebane blev allerede indledt i 1910 hvor han var på togt med skoleskibet Georg Stage. Efter at være blevet søofficer var han under sikringsstyrken udkommanderet med krydseren Hejmdal. 1917-18 var han næstkommanderende på inspektionsskibet Beskytteren der havde station ved Færøerne. Han fik her et første indtryk af de danske områder i Nordatlanten som gennem årene kom til at stå V.s interesse særlig nær. Umiddelbart efter første verdenskrigs ophør tjenstgjorde han på krydseren Valkyrien der 1919 hjembragte sønderjyske krigsfanger fra Middelhavsområdet.

Han var derefter 1919-26 lærer i navigation på kadetskolen. I forbindelse med denne tjeneste virkede han som sømilitær lærer for kronprins Frederik og prins Knud der begge som primær militær uddannelse havde valgt søofficersuddannelsen. Uddannelsen strakte sig over perioden 1919-22 og medførte et livslangt venskabsforhold mellem V. og den senere konge og arveprins. 1921-22 gennemgik han stabsuddannelse på Søværnets officersskole, og 1922 var han om bord i kongedelingen. 1923 var han atter på togt med Valkyrien, denne gang til Teneriffa. 1923-24 var han udkommanderet med orlogsskibet Niels Iuel til Sydamerika. I perioden 1924-34 gjorde V. derefter tjeneste i marinestaben med løbende udkommandoer om sommeren. Desuden var han 1930-32 lærer i strategi og stabstjeneste på Søværnets officersskole og lærer på Hærens officersskole 1932-34 i søkrigslære og marineorganisation. 1933 havde han særlig udkommando som chef for motorskonnerten Nordstjernen som inspektionsskib i østgrønlandske farvande. Samtidig virkede dette skib som ekspeditionsskib for Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition. 1934-38 var V. fyrinspektør og fører af fyrinspektionsskibet Argus. Denne virksomhed blev i 1935 afbrudt af en udkommando som chef for skruebarken Godthaab der dette år var stationsskib i østgrønlandske farvande. 1936 førte han med Argus statsminister Th. Stauning til Island.

1939 blev V. souschef i marinestaben. Hans omfattende teoretiske uddannelse og langvarige, alsidige sejlerfaring gjorde ham velegnet til denne post der i forbindelse med anden verdenskrigs udbrud blev krævende. Efter begivenhederne den 9.4.1940 var der uro i søofficerskorpset og fire højtstående søofficerer henstillede til chefen for søværnskommandoen, viceadmiral H. Rechnitzer, at han trak sig tilbage. Rechnitzer fulgte henstillingen i maj 1940. De fire officerer havde imidlertid ved deres handling afskåret sig fra at efterfølge Rechnitzer. Det blev derfor nødvendigt at finde efterfølgeren længere nede i officerskorpset end det var kutyme. Valget faldt da på V. som derefter med et i nyere tid ret enestående springavancement fra kommandørkaptajn, via et par måneder som kontreadmiral blev viceadmiral og chef for søværnskommandoen og direktør for marineministeriet. Efter tvangsudleveringen af seks torpedobåde til den tyske besættelsesmagt i foråret 1941 var moralen i søværnet langt nede, og det stod V. klart da han overtog ledelsen at søværnets indre troværdighed ikke kunne holde til en ny udlevering af fx ubådene. Allerede 1942 var V. derfor inde på at forberede evt. modforholdsregler i tilfælde af at kongen eller regeringen blev afsat. Han ville enten sejle skibene til Sverige eller lade dem sænke.

Annonce

Særlige forholdsordrer blev udarbejdet, og i løbet af foråret 1943 blev sprængladninger installeret i krigsskibene. Det var af afgørende betydning at en evt. aktion fra flådens side var koordineret med en tilsvarende politisk eller en følge af denne. Nervøsiteten omkring dette problem hos V. og søværnets ledelse var nok en medvirkende årsag til at den såkaldte Søridderen-affære i marts 1943 ikke blev håndteret særlig smidigt af V. Som følge af den truende politiske situation i slutningen af august 1943 fik V. af regeringen ordre om at der ikke fra søværnets side måtte ydes modstand i tilfælde af et væbnet tysk angreb. 28.8. modtog chefen for kystflåden, kommandør P. Ipsen ordre fra V. om at det var regeringens bestemmelse at en besættelse af skibene på Holmen ikke måtte imødegås med magt. V. føjede til at skibene efter omstændighederne kunne sænkes. Den gældende forholdsordre fra 30.5.1943 nævnede en flugt til Sverige som en mulighed. Det var derefter op til kystflådens chef at skønne hvilken af aktionerne der skulle iværksættes. En flugt til Sverige var om morgenen 29.8. ikke længere mulig, så da V. telefonerede at "ordren skulle udføres" gav Ipsen ordre til at skibene på Holmen skulle sænkes. V.s faste holdning under disse begivenheder vakte opsigt hos de allierede hvor flådens sænkning blev opfanget som et klart signal om hvor det danske folk stod i kampen mod Tyskland. Da V. samme aften mødtes med den tyske sømilitære øverstkommanderende i Danmark udbrød denne: "Wir haben beide unsere Pflicht getan", hvad der må betragtes som en slags anerkendelse fra tysk side.

Efter 29.8.1943 blev V. ikke interneret som de øvrige officerer idet han i kraft af sin stilling som direktør for marineministeriet blev betragtet som civil embedsmand. Som sådan indgik han derefter i det såkaldte departementschefstyre frem til 5.5.1945. V. organiserede dog samtidig en søværnets illegale stab, kaldet "Elverhøj" under ledelse af kommandørkaptajn K. Lundsteen der varetog søværnets interesser i det illegale modstandsarbejde. I forbindelse med dette havde V. i øvrigt et udmærket samarbejde med hærens chef generalløjtnant E. Gørtz. Et sådant samarbejde mellem de to værns øverste chefer havde man ikke oplevet tidligere. Det var ikke mindst V.s holdning der gjorde søofficerernes samarbejde med modstandsbevægelsen næsten gnidningsløst – i modsætning til hvad tilfældet var for hærofficerernes vedkommende. Modstandsbevægelsen havde oprindelig ønsket at V. skulle designeres som allieret øverstkommanderende i Danmark, men V. fastholdt at Gørtz skulle have denne post. Efter krigen gik V. i gang med genopbygning og reorganisering af det danske søværn. Personeluddannelsen skulle begynde næsten forfra, minerydningen i de danske farvande skulle gennemføres hurtigst muligt og en genoptagelse af flådens særlige opgaver ved Grønland og Færøerne var nødvendig. Det blev en meget travl tid for V. I 1948 ledsagede han om bord på fregatten Niels Ebbesen statsminister Hans Hedtoft til Grønland, en rejse der resulterede i nedsættelse af den store Grønlandskommission der skabte grundlaget for den moderne udvikling i Grønland. S.å. blev han formand for den danske delegation der skulle forhandle om et skandinavisk forsvarsforbund. Som den begavede strateg V. var var han naturligvis klar over de næsten uoverstigelige vanskeligheder der var forbundet med et sådant forbund, men netop i denne situation havde hjertet hos V. sine grunde som forstanden ikke kunne forstå. Intellektuelt, kulturelt og mentalt var V. stærkt nordisk påvirket og at dette forsvarsforbund ikke blev til noget var en af V.s få store skuffelser som han aldrig helt kom sig over. På den anden side må man konstatere at efter at afgørelsen om Danmarks indtræden i NATO var truffet levede han loyalt op til det samarbejde som situationen krævede af ham. Ved gennemførelsen af den nye forsvarsordning i 1950 og oprettelsen af forsvarsministeriet blev V. nu som chef for søværnet udelukkende operativ og personelmæssig chef for dette værn. 1952 ledsagede han kongen om bord på kongeskibet Dannebrog på rejse til Grønland, og 1954 var han atter i Grønland med fyrinspektionsskibet Faros. 31.5.1958 gik V. af og blev bl.a. hædret med en stor flådeparade i Sundet..

V. gjorde sig tidligt fagligt gældende blandt sine kolleger. Han deltog i de yngre år ivrigt i diskussionerne i Søelieutenant-selskabet og var 1924– 25 involveret aktivt i dette selskabs indsats for offentligt at argumentere mod det nedrustnings-forslag der var fremme i rigsdagen og som ville reducere flåden til et søpoliti. 1926-28 var han formand for dette selskab og sad 1929-34 i bestyrelsen for Det krigsvidenskabelige Selskab. 1932-34 sad han i Den sømilitære oplysningskreds hvis formål det var offentligt at forklare forsvarsproblemet i almindelighed og søværnets problemer i særdeleshed. Samtidig skrev V. artikler og anmeldelser vedrørende sømilitære og strategiske emner. 1958 blev han æresmedlem af såvel Søelieutenant-selskabet som Søofficers-foreningen.

V.s interesser var vidtspændende og alsidige. Fx interesserede han sig meget for unges uddannelse til søs. Han indvalgtes 1929 i bestyrelsen for Georg Stages minde og var 1959-70 formand for denne. Interessen for Grønland og arktiske forhold var tidligt blevet vakt hos V. og deraf fulgte også interessen for geografi, botanik og havforskning. 1946-51 var V. således formand for Dansk Pearyland ekspedition og for Dansk ekspeditionsfond. 1946 54 var han vicepræsident i Det kgl. danske geografiske selskab samt medlem af Dansk nationalråd for geografi og Dansk nationalråd for oceanologi. Han var endvidere en af hovedinitiativtagerne til fregatten Galatheas jordomspændende dybhavsekspedition 1950-52, samt præsident for Arktisk instituts råd 1955-79. 1956 blev han æresdoktor ved Kbh.s universitet, 1966 æresmedlem af Det grønlandske selskab. Udforskningen af flådens historie og bevarelsen af den historiske modelsamling lå også V. stærkt på sinde. Han søgte forgæves omkring begyndelsen af 1950erne at få etableret et marinemuseum i officielt regie. Fra 1956 søgte han derefter som formand for Orlogsmuseets komité at løse dette problem på privat basis. Han fik 1957 åbnet Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirkebygning i København, der har været en forløber for det endelige orlogsmuseum.

V. var livet igennem præget af en stærk kristen tro og var en flittig kirkegænger, således var han 1956-70 også medlem af bestyrelsen for Dansk sømandskirke i fremmede havne. Han var også aktiv inden for en række humanitære hjælpeaktioner og modtog efter krigen dansk Røde kors' mindetegn for krigshjælpearbejde. – V. havde ikke et imponerende ydre, men så meget desto mere udstrålede han en stærk personlighed. Hans ligefremme og venlige væsen kunne ikke undgå at påvirke de mange mennesker som han kom i forbindelse med. Hans usnobbethed og beskedne væsen var legendarisk og imponerede mange højtstående NATO-kolleger. Han lyttede til sine medarbejdere og kunne derefter handle med stor beslutsomhed og ansvarsglæde. V. blev engang i en avisartikel karakteriseret som "en admiral med botaniserkasse" og dette giver nok denne store person i en nøddeskal. Han var en sjælden blanding af den aktive officer, den praktiske sømand og videnskabsmanden der interesserede sig for stille og åndelige sysler. Når han viste gæster rundt i sin have og begejstret fortalte om sin glæde ved at dyrke eksotiske planter kunne man næppe genkende søværnets kraftfulde chef gennem 17 år, arkitekten til flådens sænkning og den energiske organisator af den danske flåde efter krigen.

Familie

Forældre: underdirektør ved orlogsværftet Helge V. (1863-1931) og Charlotte Serene Braëm (1866-1943). Gift 18.12.1921 i Korsør med Kirsten Lutzen, født 10.8.1899 i Thorshavn, død 4.12.1981 i Kbh., d. af købmand, konsularagent Jacob L. (1845-1920) og Henriette Caroline Restorff (1854-1922).

Udnævnelser

R. 1923. F.M. 2. 1938. DM. 1941. K.2 1942. K.1 1946. S.K. 1949.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1944. To mal. af Albert Naur, 1951 (det ene Fr.borg). Skulptur (Søofficersforeningen). Foto.

Bibliografi

Søelieutenant-selsk. 1784-1934, 1934. F. H. Kjølsen: Da Danm.s flåde blev sænket, 1945. C. Westermann i Danm. under besættelsen, red. Vilh. la Cour I, 1946 403-42. C. Syrach-Larsen i Berl. aften 14.2.1959. J. Hæstrup: Hemmelig alliance I, 1959 219-21. Samme:... til landets bedste I–II. 1966-71. Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik – politikernes værn, 1980. S. Thostrup i Tidsskr. for søvæsen CLII, 1981 117-27. Hans Chr. Bjerg sst. CLIV, 1983 119-32. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Bjerg: A.H. Vedel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298947