Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Bielke

Oprindelig forfatter LLaur
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Bielke, 13.1.1615-16.3.1683, rigsadmiral. Født på Elingård, Smålenene, Norge, død i Kbh., begravet i Næsby k. B. gik først i Sorø skole, sendtes derefter til udlandet og blev 1633 indskrevet i Padova universitetets matrikel, men da militær virksomhed tiltrak ham mere end studier søgte han tjeneste hos prins Frederik Henrik af Oranien og nævnes 1640 som dennes hofjunker. Trods sin fraværelse fra Danmark havde han dog også titel af Christian IVs hofjunker og fik 1641 bestalling af ham som major. Okt. 1643 fik han det hverv at ligge i Slotsloven på Bahus i lensmandens fraværelse og blev s.å. lensmand over Ide og Marker skibreder, men det var dog først ved efterretningen om Torstenssons indfald i Holsten at han søgte sin afsked hos prinsen af Oranien. Det lykkedes ham åt hverve en del folk og han afrejste til Danmark febr. 1644. Marts sendtes han til Norge med bestalling som oberst og ordre til at stille sig under statholderen Hannibal Sehesteds kommando. Han blev chef både for det akershusiske regiment landfolk og for Hannibal Sehesteds hvervede livregiment og deltog med hæder i kampene mod svenskerne; 1645 måtte han dog opgive belejringen af Vänersborg efter at have stormet forgæves tre gange. Hannibal Sehested søgte stadig at knytte ham nøjere til sig. Det lykkedes ham vel ikke at få Oluf Parsberg fjernet som lensmand på Bahus og B. indsat i hans sted, men B. fik dog i foråret 1645 kommandoen over fæstningen og lenet i Parsbergs fraværelse og i aug. blev han Sehesteds næstkommanderende i Norge. Efter freden-ønskede B. atter at gå til udlandet, de F blev 1646 gjort afregning med ham for hans hidtidige tjeneste og han rejste med kongelig tilladelse først til Holland hvor han nogle uger opvartede Corfitz Ulfeldt som opholdt sig her som dansk gesandt og siden til den kejserlige feltmarskal Melander i Westfalen hos hvem han en tid var som frivillig. 1648 var han atter hjemme i Danmark og blev s.å. forlenet med Island, hvorhen han dog kun kom ved enkelte lejligheder. Han havde også været til stede ved Frederik IIIs hylding i Kristiania i aug.; det kom her til et sammenstød mellem ham og Hannibal Sehested, en duel mellem dem forhindredes kun ved kongens mellemkomst. Dog synes Hannibal Sehested også efter denne strid at have interesseret sig for B.; det var imod hans ønske at rigsrådet 1650 satte igennem at B. mistede den ham hidtil tilståede månedlige pension. B. forlod nu sin hidtidige løbebane til lands og blev søofficer. Allerede i aug. træffes han som chef for en eskadre som under krigen mellem Nederlandene og England skulle krydse i Sundet og som i sept. fik ordre til at konvojere en del hollandske koffardiskibe til Skagen. 1654 sendtes han til Island for at våge over fiskeriet der. Febr. 1657 da det så ud til krig bestemtes det at han skulle kommandere flåden den forestående sommer, han udnævntes til rigens viceadmiral og blev nogen tid efter medlem af admiralitetet. Under krigen tilfaldt der ham forskellige ansvarsfulde hverv. Da de to nordiske konger i de første dage af marts 1658 mødtes på Fr.borg slot ledsagede B. sammen med Ove Juul Karl Gustaf derhen. I aug. udbrød dog krigen på ny og Kbh. blev indesluttet. Da den nederlandske hjælpeflåde i okt. nærmede sig Sundet fik B. ordre til at sejle ud og møde den. Han deltog dog på grund af modvind ikke i den kamp ved hvilken hollænderne slog sig igennem den svenske flåde men opererede i den følgende tid i Sundet for at forhindre denne i at løbe ud fra Landskrona, det lykkedes imidlertid ikke at spærre denne havn fuldstændig. I foråret da den svenske flåde opererede i den vestlige del af Østersøen sejlede B. og Niels Juel i forening med den hollandske flåde under J. Obdam ud imod den. Ved Rødsand syd for Falster mødtes flåderne 30.4.; efter en hård kamp måtte den svenske fortrække mod Wismar. Hvis hollænderne havde understøttet B. tilstrækkeligt ville det næppe være lykkedes fjenden at slippe bort, og denne omstændighed efterlod en stærk bitterhed mod hollænderne hos B. der var overbevist om at det var deres hensigt at ødelægge både Danmark og Sverige. Ud på efteråret var B. med til at landsætte den troppestyrke på Fyn som hjalp til sejren ved Nyborg 14.11. B.s politiske stilling antog i disse og de følgende år en ejendommelig dobbeltbundet karakter, nøje tilslutning til kongen og talrige gunstbevisninger fra dennes side forenedes med sympati med kongehusets modstandere. Han og hans hustru fik 1659 løfte om Onsø len kvit og frit for deres levetid efter hans faders død, han blev i foråret 1660 rigsråd og skal på rigsdagen s.å. have støttet forfatningen; i det udvalg af rigsråder og stænderdeputerede som efter arveregeringens overdragelse til kongen forhandlede 14.10. om den nye tilstands ordning og som besluttede håndfæstningens kassation skal han endog i det mindste efter N. Slanges beretning i bestemte ord have sluttet sig til biskop Hans Svanes absolutistiske tale.

Ved Ove Gjeddes død dec. 1660 blev han præses for admiralitetet og udnævntes 1662 til rigsadmiral. Han blev tillige medlem af statskollegiet og af højesteret. 1665 betegnede rygtet ham som udset til premierminister og Hannibal Sehested omtaler han som elsket af kongen og hoffet. Et ganske andet indtryk af hans stilling får man derimod af adskillige andre omstændigheder. Således havde han 1658 i samtaler med Karl Gustaf efter Roskildefreden udtalt sig med stor bitterhed om Frederik III og Sophie Amalie, han nærmede sig samtidig til Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine og forblev en trofast ven med disse, selv under deres modgang. Han advarede Ulfeldt mod hans fjender og brevvekslede stadig med ham. Ulfeldt nævnede ham endog over for kurfyrsten af Brandenburg som en af de adelsmænd der ikke ville modsætte sig kurfyrstens eventuelle forsøg på at bemægtige sig Danmark. Dette var sikkert aldeles grundløst, og beskyldningen fik ingen umiddelbare følger for B., men 1670 hører man ham omtalt som hørende til det Ulfeldtske parti og som mistænkt for at stræbe efter de gamle privilegiers generhvervelse. Fuldstændig sikker var hans stilling således næppe, men det er sandsynligt at det dobbeltsidige i hans forhold mindre må tilskrives beregning end den tilbøjelighed til høflighed og til ikke at sige nogen imod som samtiden tillagde ham. Han blev 1668 meddirektør for saltkompagniet, var 1670 medlem af en kommission til hærens ordning og vedblev at stå i spidsen for søværnet. Han deltog stadig i admiralitetets arbejder og fik 1673, da den kollegiale styrelse af søetaten skødes noget tilbage, direktionen og den øverste kommando over den. Griffenfeld synes dog i de sidste dage af sit ministerium at have påtænkt hans afskedigelse. Under den skånske krig førte han ingen kommando men ledede administrationen i Kbh.; ligesom under den sidste krig skjulte han ikke sin uvenlige stemning mod de med Danmark forbundne hollændere. På grund af sin alder fritoges han 1679 for stadig at møde i admiralitetet. Han ejede betydelige godser rundt om, således Austråt og Elingård i Norge, og Næsbyholm, Bavelse, Edelgave og Tersløsegård på Sjælland.

Familie

Forældre: norsk kansler Jens B. (1580–1659) og Sophie Brockenhuus (1587–1656). -20.12.1649 i Kbh. med Edel Christoffersdatter Ulfeldt, født 15.3.1630, død 10.1.1676 i Kbh. (Holmens), d. af Christoffer U. til Svenstorp (1583–1653) og Maren Urup (død tidligst 1651). - Far til Christian Frederik B. og Christoffer B. Bror til Jørgen B.

Annonce

Udnævnelser

Hv.R. 1648. BI.R. 1667.

Ikonografi

Mal., brystbill., af Karel van Mander; et knæstykke synes senere at være konstrueret efter dette. Mal., hel figur, tegnet kopi af F. C. Lund, 1858 (alle Fr.borg). Mal. (Gavnø). Mal., tidl. tilskrevet H. Ditmar (Rosenholm), tegnet kopi af Bayer og gengivet i træsnit af C. L. Sandberg samt af E. Dunker efter dette ca. 1891. Min. og pastel af Vantore. Akvarel af Zahrtmann.

Bibliografi

Danm.s adels årbog IV, 1887 67. Saml. til det norske folks sprog og historie II, 1834 518–25. Chr. Bruun: Curt Sivertsen Adelaer, 1871 180–86. Samme i Danske saml. VI, 1870–71 207f 321–24. O. Bergersen: Fra H. B. til Iver Hvitfeldt I, Trondheim 1953. Samme i Trondheimske saml. 3-r.II hft. I, Trondheim 1962–63 27–44. -Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
L. Laursen: Henrik Bielke i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286923