Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K. Begtrup-Hansen

Oprindelig forfatter PRP
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

K. Begtrup-Hansen, Knud Begtrup-Hansen, 15.8.1882-4.6.1967, rigspolitichef. Født i Ålborg (Frue), død i Kbh. (Nazareth), begravet sst. (Vestre). B.-H. blev student fra Ålborg katedralskole 1901 og cand. jur. 1907. S.å. blev han fuldmægtig ved Sunds-Gudme hrd. og fra 1908 ved Vinding hrd. på Fyn. 1911 fik han ansættelse i det nyetablerede statspoliti, først som assistent, men fra 1919 som politiinspektør. Ved enhedspolitiets oprettelse 1938 blev han vicepolitichef. 1941 konstitueredes han som rigspolitichef, men først fra 1949 blev han fast ansat i embedet, kun tre år før han som 70-årig søgte sin afsked. – Mens B.-H. var 2. herredsfuldmægtig på Fyn skete der 1910 i herredet et uhyggeligt dobbeltmord – det såkaldte Pilehusmord – hvorunder justitsministeriet sendte daværende cand. jur. Vald. H. Mensen til assistance for opklaringen. Denne begivenhed blev skelsættende for B.-H.s karriere idet Mensen kort efter sin tiltræden som chef for statspolitiet knyttede ham til korpset hvor han snart blev den dynamiske chefs højre hånd. Han blev som sådan stærkt engageret i omordningen af fremmedtilsynet, og det var ikke mindst hans fortjeneste at Danmark allerede fra starten af 1. verdenskrig stod godt rustet mod uønskede indrejser i landet. Men også andre store opgaver var han her med til at løse, således sammenlægningen af alt kriminalpoliti under statspolitiet 1919 og senere, efter genforeningen, af det sønderjyske ordenspoliti, begge dele som et stort skridt i retning af et enhedspoliti. Med den store erfaring han således havde erhvervet sig faldt det naturligt at han blev vicepolitichef da alt politi endelig 1938 blev samlet i et langt mere slagkraftigt og bevægeligt enhedspoliti. Da rigspolitichef E. Thune Jacobsen allerede tre år senere blev justitsminister måtte B.-H. overtage den under de herskende forhold lidet misundelsesværdige chefspost. Mange og svære var da også de opgaver som i den følgende tid blev ham pålagt, herunder etablering af CB-politi, krisepoliti, kystog jernbanebevogtning, hvilket medførte hyppige og overordentlig store styrkeudvidelser, men flittig som han var overkom han det utrolige. Under det tiltagende spændte forhold mellem befolkningen og besættelsesmagten stilledes der ydermere fra tysk side stadig stigende krav til politiet, men B.-H. optrådte under de vanskelige forhandlinger herom med megen diplomatisk sans, men dog med fasthed og sikkerhed over for tyskerne, skjult bag en tilsyneladende elskværdig form. Han skabte herved stor respekt om sin stilling og person. Da politiet 19.9.1944 blev fjernet af tyskerne, blev B.-H. interneret i Shellhuset, idet man betragtede de af ham udsendte fortrolige situationsmeldinger til politimestrene mere som en instruks om ensartet retning for det danske politis modstand mod de tyske myndigheder. Han var arresteret til først på året 1945, hvorefter han gik under jorden. Under retsopgøret efter befrielsen faldt det i hans lod at pålægge politiet det tunge hverv at eksekvere de afsagte dødsdomme. – B.-H. var æresmedlem af foreningen af politifolk fra den tidl. politivagt på Amalienborg ("Amalienborg-Klubben").

Familie

Forældre: sognepræst Otto Frederik Begtrup H. (1848–1909) og Nancy Charlotte Isidora Thaning (1846–95). Gift 1.5.1915 i Kbh. (Vartov) med Helga Wiel-Lange, født 9.5.1888 i Brovst, død 21.6.1975 i Kbh. (Nazareth), d. af sognepræst og komponist Frederik Johannes W.-L. (1848–1925) og Anna Bartromine (Minna) Friis (1856–1942).

Udnævnelser

R. 1923, DM. 1940, K2. 1947, K1. 1952.

Annonce

Ikonografi

Foto (rigspolitichefens forhal).

Bibliografi

Kilder. Nord. admin. tidsskr. 1938 86–94. Nationaltid., interview, 18.8.1942. Berl. tid., kronik, 23.5.1957. Lit. Th. Hauch-Fausbøll: Slægten Thaning, 1938 62. Kriminalpolitibladet 1.9.1952. Politibladet 23.8.1942, 8.7.1944, 8.8.1945. Politiet, tidsskr. for politivæsen, 1.4.1938, 1.4.1948, 1.8.1950, særnr. april 1963. Rigspolitichefens årsberetn. 1938–51. Berl. tid., 9.6.1967.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Ruggaard Porse: K. Begtrup-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286681