Ivan Stamm, Ivan Peter Hutzen Stamm, 1.3.1888-27.6.1969, politidirektør. Født på Frbg, død i Snekkersten, begravet på Frbg. kgd. S. blev cand.jur. 1912, s.å. fuldmægtig ved Præstø amt, 1914 fuldmægtig ved Østerlisbjerg herred, 1919 politifuldmægtig i Kbh., s.å. politiassessor II og 1920 politiassessor I. 1931 blev S. derefter ledende politiadvokat og 1934 politiinspektør ved Kbh.s opdagelsespoliti, 1936 chef for statspolitiet og 1937 politidirektør i Kbh. Som politidirektør i København kom S. under den tyske besættelse på en vanskelig opgave. Hans udgangspunkt var helt og holdent den officielle tilpasningspolitik, og han viste sig efter manges mening for samarbejdsvenlig over for såvel de danske nazister som den tyske besættelsesmagt. 1940 tillod han således DNSAP (det danske nazist-parti) at oprette en faggruppe på Politigården, og at der i København blev ført en mildere kurs over for uniformerede nazister på gaderne. Endvidere gav han tilladelse til at de der deltog i nazisternes demonstration ved den lille hornblæser måtte bære uniform. Han skal i de første besættelsesår ligefrem have søgt optagelse i DNSAP. Frem til 19.9.1944 deltog S. i det etablerede samarbejde med det tyske politi og var vært for flere tyske politidelegationer der i disse år blev sendt til Danmark hvorved der tilsyneladende blev etableret venskabelige forbindelser med ledende tyske politiofficerer. S. lå her på linje med justitsministeren E. Thune Jakobsen som han dog ikke havde noget godt forhold til pga. tidligere kompetencestridigheder. S. blev kritiseret dels for sin samarbejdsvilje over for tyskerne, dels for at det københavnske politi i en række situationer ikke var i stand til at løse opgaverne tilfredsstillende. Der var specielt her tale om sammenstød mellem danskere og tyskere. 19.9.1944 blev S. sammen med de øvrige øverste danske politifolk interneret i forbindelse med den tyske aktion mod det danske politi. Han blev senere løsladt. Allerede 6.5.1945 blev S. fritaget for tjeneste pga. sit forhold under besættelsen, og der blev senere gennemført en tjeneste-mandsundersøgelse mod ham. 29.3.1946 blev han afskediget efter tjenestemandslovens § 8 "da han ikke nyder den tillid, som embedet som politidirektør kræver". S. levede derefter frem til sin død en tilbagetrukken tilværelse. S. havde i sin aktive embedsperiode talrige tillidshverv der blev afviklet efter afskedigelsen. 1936 blev han medlem af bestyrelsen og redaktionskomiteen for Nordisk kriminalteknisk tidskrift og s.å. medlem af den internationale kriminalpolitikommission, 1938 dansk præsident for de nordiske politichefskonferencer. Fra 1939 var S. luftværnschef for Stor-Kbh. Han var fra 1939 medlem af den komité der udsendte tidsskriftet "Pas paa" og sad i forretningsudvalget i foreningen "Pas paa" fra 1942. 1929–36 havde S. endvidere virket som lærer ved Politiskolen og var fra 1938 censor sammesteds.

Familie

Forældre: skoleinspektør, cand.teol. Christian Hutzen S. (1848–1927) og Laura Ida Hansen (1862–1942). Gift 1. gang 22.6.1914 i Kbh. med Agnete Helga Rafn, født 11.10.1888 sst., død 30.9.1982 i Vedbæk, d. af skovfrøhandler Johannes Hendrik R. (1854–1935) og Oluffa Nielsine Ditlevine Olsen (1857–1941). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 17.12.1934 i Esbønderup (b.v.) med Else Antonie Nielsen Hedemand, født 9.7.1902 i Kbh. (Jak.) (gift 1. gang med skibsfører Rasmus Albert Christophersen, 1892–1970; ægteskabet opløst), død 11.3.1994, d. af arkitekt Anton Laurits Nielsen H. (1854–1925) og Augusta Amalie Frølund (1864–1954).

Udnævnelser

R. 1937.

Ikonografi

Mal. af Hans Henningsen, 1940 (Kbh.s politigård). Foto.

Bibliografi

Beretn. til folketinget afgivet af den nedsatte kommission i henhold til grundlovens § 45 [den parlamentariske kommission] I-XV, 1945–58. – Jørgen Hæstrup: ... til landets bedste I-II, 1966–71. Carl Madsen: Vi skrev loven, 1968. K. H. Kofoeds erindr., udg. H. Kirchhoff, 1979. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig