Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eugen Petersen

Oprindelig forfatter PRP
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eugen Petersen, 11.4.1840-18.12.1930, politidirektør. Født i Holstebro, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. blev student 1858 fra det v. Westenske institut og cand.jur. 1864. S.å. blev han fuldmægtig ved Kbh.s amts søndre birk, hvorfra han 1872 overgik til nordre birk. 1869-77 var han tillige assistent i justitsministeriet. 1877 indtrådte han i Kbh.s politi hvor han konstitueredes som vicepolitidirektør, i hvilket embede han blev fast ansat 1886. 1887-1917 var han derefter politidirektør. P.s lange funktionstid prægedes ikke alene af store politiske omvæltninger, også befolkningsmæssigt og socialt begyndte udviklingen at tage fart. Hertil kom hurtigt nye og uvante opgaver, som den nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstilling 1888 og en lang række udenlandske fyrstebesøg som med tanke på attentatet på J. B. S. Estrup 1885 krævede en langt betydeligere indsats fra politiets side. Trods alle omskiftelser viste P. sig fuldt ud opgaven voksen, og som den pligttro og retlinede embedsmand af den gamle skole han var, varetog han hvervet på sin rolige og myndige måde uden at skele til popularitet til nogen side. Han søgte stadig at forbedre korpsets præstationer og fra hans periode stammer den politimæssige udnyttelse af fingeraftrykket og oprettelsen af politiskolen der var med til at præge den stærke udvikling i etaten og højne politiets stade, hvorved også skabtes forudsætninger for et virkelig godt forhold til byens befolkning. P. der både havde indfølingsevne og lune og tillige var en fortrinlig taler, kom efterhånden i nær kontakt til borgerrepræsentationen og i de senere år også med sit korps som tidligere havde følt afstanden til chefen noget lang. Han efterlod sig ved sin død et legat på 20 000 kr. der bestyres af politidirektøren under justitsministeriets tilsyn.

Familie

Forældre: by- og herredsfoged i Holstebro, senere birkedommer i Kbh.s amts søndre birk, folketingsmand, etatsråd Carl Nicolai P. (1802-76) og Augusta Alexandrine Flensborg (1816-1902). Gift 9.9.1881 i Ledøje med Claudia Caroline Cathrine Hansen, født 6.7.1848 i Kbh. (Holmens), død 1.10.1915 sst. (Andreas), d. af skibspræst på vartpenge, senere provst Aleth H. (1817-89) og Caroline J. Muderspach (1819-81). – Bror til A. Petersen-Studnitz.

Udnævnelser

R. 1885. DM. 1888. K2. 1900. K1. 1910. S.K. 1917.

Annonce

Ikonografi

Tegnet som yngre af Otto Bache (Fr.borg). To træsnit 1887 efter samme foto, det ene af C. Poulsen. Karikatur af K. Gamborg, 1888 (Fr.borg). Mal. af Malthe Engelsted, 1893 (Kbh.s politigård). Foto.

Bibliografi

Nutiden 28.8.1887. Herman Bang i III. tid. 5.10.1902. W. T[hulstrup] sst. 9.9.1917. Politivennen 18.8.1912 og 2.9.1917. [Harald Prytz:] Kbh.s opdagelsespoliti 1863-1923, 1923. Politiken 19.12.1930. Socialdemokraten s.d. Berl. tid. s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Ruggaard Porse: Eugen Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295654