H.C. Andersen, Hans Christian Andersen, 20.2.1890-19.5.1965, kriminalkommissær. Født i Kbh. (Skt. Paul), død sst., begravet på Solbjerg kgd. A. begyndte 1918 som politibetjent ved Kbh.s politi efter en læretid som bogbinder, overgik s. å. til statspolitiet, og afskedigedes på grund af alder 1960. Han var en aktiv personlighed som skabte respekt om sit arbejde selv i klienternes brogede skare. Det var derfor naturligt at han hurtigt avancerede, og da den tyske besættelse kom 1940 var han kriminalassistent og leder af bedrageriafdelingen på Kbh.s politigård. Han havde samtidig fuldført studiet som engelsk translatør. Ved besættelsens slutning havde han og kredsen af kriminalfolk der med ham som leder og senere kriminalinspektør i rigspolitiets efterretningstjeneste Hans Christensen som souschef, samlet en række yderst værdifulde optegnelser om stikkere og værnemagere der blev et værdifuldt led i landsforræderi-sagerne. At A. eller HC som han kaldtes blandt venner – nåede med i dette arbejde var i øvrigt et tilfælde. Ved tyskernes storm på politiet 19.9.1944 blev A. taget sammen med en række andre politifolk på politigården og ført til frihavnen. Herfra skulle de i skib føres til tysk koncentrationslejr. Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann havde imidlertid, uvist af hvilken grund, bestemt at kun politifolk under 60 år skulle med, og da A. kom under vejr med det løj han sig seks år ældre – til 61 år - fik løsladelsespas uden videre undersøgelse, og med det i lommen forlod han skibet og frihavnen. Derefter samlede han omgående en lille kreds af politifolk der var undsluppet tyskernes overfald, en kreds der efterhånden omfattede hele landet og som samarbejdede med de illegale ministre – ikke mindst med H. C. Hansen. Man udgav et illegalt politiblad "Meddelelser", og det var bl.a. kildeskrift for den illegale presse via "Information". A. var i tre omgange indvalgt i Dansk kriminalpolitiforenings bestyrelse hvor han udførte et stort og uegennyttigt arbejde for sine kolleger 1926 og på ny 1939 hvor han var foreningens sekretær. Derefter blev han bestyrelsesmedlem 1945. Umiddelbart efter besættelsen blev han overført til rigspolitiets nyoprettede afdeling, efterretningstjenesten, som souschef, en stilling han forlod 1947 efter udnævnelsen til kriminalkommissær. Derefter blev han leder af bedrageriafdelingen på politigården indtil sin fratræden 1960.

Familie

Forældre: arbejdsmand Jørgen A. (død 1917) og Emilie Nielsen (1863–1948). Gift 17.3.1924 (b.v.) med Anna Mathilde Thomsen, født 11.6.1899 i Randlev, d. af gårdejer Thomas T. (1872–1955) og Johanne Marie Sørensen (død 1939).

Udnævnelser

R. 1950.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig