Wilhelm v. Huth

Wilhelm v. Huth, Heinrich Wilhelm v. Huth, 17.8.1717-6.5.1806, officer, geheimestatsminister. Født i Costewitz i Sachsen, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri k.). v.H. gennemgik gymnasiet i Schleusingen og studerede i Leipzig, særlig matematik. Efter forgæves at have søgt ansættelse i den sachsiske hær gik han i kejserlig tjeneste og blev løjtnant, men trådte derpå ind i det hessiske artilleri, blev 1745 kaptajn, 1759 oberstløjtnant, 1761 oberst, erhvervede i en række felttog ry som en fremragende artillerist og var kendt som en dygtig ingeniør og bygmester. Desuden var han lærer i krigsvidenskab for prins Carl (1744–1836). Da et forsøg 1761–62 på at få ham i dansk tjeneste glippede deltog han på hannoveransk side i syvårskrigens sidste år som generalmajor og vendte derefter tilbage i hessisk tjeneste. Juli 1765 udnævnte Frederik V prins Carl til chef for artilleriet på betingelse af at v.H. kom til Kbh. for at støtte prinsen ved våbenets nyordning, hvilket v.H. efterkom s.å. Da både generalkrigsdirektoriets leder C.-L. de Saint-Germain og v.H. var stejle og selvstændige kom det til sammenstød og v.H. ville rejse tilbage til Hessen, men planen ændredes ved Frederik V's død jan. 1766 og Saint-Germains derpå følgende afsked, idet prins Carl nu for en tid kom i forgrunden som militær leder uden at have fornøden erfaring hertil. v.H. udnævntes til generalløjtnant og "2.person" (efter prinsen) i artilleriet. Ved oprettelsen af "Vort høje Krigsråd" i okt. med Carl som præses blev v.H. medlem samt generaldirektør for statens bygningsvæsen og vejvæsen. - Febr.n.å. godkendte Chr. VII en ændret plan af v.H. for artilleriet, men få dage efter førte Saint-Germain et voldsomt angreb på v.H., og i marts ophævedes "krigsrådet", Saint-Germain blev igen chef for generalkrigsdirektoriet, og v.H. fik afsked med pension hvilket dog ændredes til rejse "paa nogen Tid" til udlandet til kongen fandt for godt at kalde ham tilbage. Han tog ophold i Celle, senere i Hanau, og vedligeholdt forbindelsen med Kbh. I nov. faldt Saint-Germain selv. Det var ventet at Struensee ville have tilbagekaldt Saint-Germain der ansås for chefideologen bag hans politik, men i stedet tilkaldte han v.H. der nok var mindre politiserende og på det tekniske muligvis en større kapacitet end generalfeltmarskallen. Han blev sept.1771 chef for artilleriet og ingeniørerne, 9.11. deputeret i det militære kollegium. Der foreligger intet om at han har taget del i kuppet mod Struensee men han blev alligevel udnævnt til general af infanteriet fra 17.1.1772.

En af ham forelagt plan for ingeniørkorpset var approberet allerede 1771, og n.å. godkendtes hans plan til forøgelse og forbedring af artilleriets personel, herunder det for begge korps fælles artillerikadetinstitut med udvidet undervisning i almindelige kundskabsfag, bl.a. dansk og tysk, senere også fransk, samt arkitektur, kunst osv. Regeringsforandringen i Sverige 1772 foranledigede at v.H. beordredes til Norge med fuldmagt til at klargøre beredskabet. Han forstærkede fæstningerne og opbød en hær på 18 000 mand til grænsens forsvar. Kort efter udnævntes prins Carl til kommanderende general i Norge, men to af de følgende vintre havde v.H. overkommandoen. For at afhjælpe mangelen på brugbare kort over Norge skaffede v.H. en årlig bevilling til opmåling først og fremmest af grænseegnene, og hermed indledtes den siden da fortsatte geografiske opmåling, for hvilken han selv udarbejdede instruks. Senere medinddrog han matematikerne J. M. Geuss og Th. Bugge ved udarbejdelse af yderligere regler for arbejderne i marken på astronomisktrigonometrisk grundlag, men ledede i øvrigt arbejdet næsten lige til sin død. Fra 1785 deltog søofficerer (Poul Løvenørn, C. F. Grove) i arbejdet langs kysterne. Også i Danmark og Holsten iværksatte han betydelige kortarbejder.

Under v.H.s ophold i Norge deltog han i udarbejdelsen af hærplanen af 1774 for sine to korps' vedkommende og fik gennemført bedre organisation, lønnings-, arbejds- og avancementsvilkår. Som slutsten herpå udarbejdede han instruktion om undervisningen af alle til artilleriet hørende fra den menige til løjtnantsklassen - præget af klarhed, humanitet og pædagogisk indsigt – og trods adskillig modstand gennemførte han sine tanker og meninger med besindig, men ubøjelig konsekvens. Fremtidig skulle alene duelighed og tjenstiver være afgørende for avancement, og forfremmelse til officer skulle stå også den menige åben.

1771 havde han udarbejdet en plan for vedligeholdelsen og forbedringen af monarkiets befæstningsvæsen og fik fra 1777 bevilget en fast, årlig sum. Denne var dog så knap at han 1779 i et kraftigt indlæg udviklede at i et monarki som det dansknorske, "skilt af Sunde og Hav i afsondrede Statsdele", måtte der i hver af de tre hoveddele være en hovedfæstning, udstyret til at modstå en tre måneders belejring. Han opnåede at Frederiksstad i Norge og Kronborg blev forbedret; men til forstærkning af Kbh.s landbefæstning bevilgedes intet, ej heller til de af ham foreslåede værker på Saltholm og ved Dragør, og en indstilling 1794 nyttede intet. Til den 1777 nedsatte kommission ved marinen om Kbh.s sikring mod søsiden afgav v.H. efter regeringens pålæg planer og overslag der dog afvistes af kommissionen. – Som direktør for statens bygningsvæsen fik v.H. afgørende indflydelse på en række arbejder: kaserner, hospitaler, bankbygning m.m. samt Nord-Østersøkanalen. Om v.H.s andel i kronprinsens magtovertagelse 14.4.1784 vides kun lidt; han var kronprinsens lærer i krigsvidenskab og nød dennes fulde tillid; han skal have arbejdet sammen med prinsen hele den følgende nat, og han underrettede prinsens slægtninge i Hessen om det skete. Han blev medlem af gehejmestatsrådet og var de nærmest følgende år kronprinsens militære rådgiver. Det skyldes ham at den hidtidige ødslen med benådninger af enhver art standsedes fra 1784. 1786 ledsagede han kronprinsen til mødet med Gustav III i Landskrona og var stemt for det af denne foreslåede skandinaviske forsvarsforbund. Derimod ledsagede han ikke kronprinsen og Carl af Hessen i det lille felttog i Sverige 1788, men havde kommandoen på Sjælland. 1789 trak han sig helt ud af det militære kollegium og begrænsede sig til at lede artilleriets og ingeniørernes anliggender. I statsrådets møder deltog han kun meget lidt; fra 1796 mødte han slet ikke i rådet, kom fra samme tid heller ikke mere ved hoffet og indskrænkede sig til lidt skriftlig forbindelse med kronprinsen og prins Carl. v.H. havde tjenestebolig på Giethuset hvor også artilleriskolen havde lokaler, og han der var en kundskabsrig mand fik her indrettet lokaler for Det militære selskab, hvor garnisonens officerer skulle samles til adspredelse og foredrag, men det blev nærmest en skuffelse for ham. Af Frederik den Store af Preussen havde han fået prædikatet "ein kleines Huth, aber ein grosser Kopf" og var uden tvivl en betydelig begavelse der udstrålede naturlig autoritet. Han hævdedes at have et kolerisk temperament, men han synes helt fri for pral og hævet over intriger. Den schweiziske præst J. C. Lavater der så ham 1793 bemærker som noget usædvanligt at han, den gamle der var gået usåret gennem 20 affærer var så beskeden at han "skønt slagvinder aldrig nævner et ord om sine bedrifter".

Som chef for artilleriet stod han i et nært forhold til hovedleverandøren af kanoner, F. J. Classen der afsatte 300 rdl. årligt til hvert af v.H.s børn. På Sandviggård ved Frederiksborg som han ejede 1790–96 og kaldte Huthenborg rejste han Classen en mindestøtte. 1776 blev v.H. optaget i den danske adel.