Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm Kranold

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Wilhelm Kranold, Wilhelm Heinrich August Kranold, 12.1.1818-25.7.1850, officer. Født i Itzehoe, død ved Øvre Stolk, begravet i Ulkebøl. K. lod sig 1833 hverve som aspirant ved dragonregimentet i sin fødeby og blev s.å. korporal. 1836 fik han tilladelse til, med bibeholdelse af sin lønning, i Kbh. at forberede sig til adgangsprøven til den militære højskole, og fra 1838 "frekventerede" han denne som sekondløjtnant i artilleriet uden anciennitet; men på grund af langvarig sygdom bestod han først 1842 oprykningseksamen til generalstabsafdelingen og fik sekondløjtnants anciennitet (fra 1840). 1844 bestod han afgangseksamen, blev n.å. premierløjtnant à la suite i artilleriet og gennemgik indtil foråret 1848 den sædvanlige praktiske uddannelse ved de forskellige våben og generalstaben. Under felttoget 1848 var han som generalstabs-aspirant først adjudant ved avantgarden, derefter i slaget ved Slesvig og kampene i Sundeved stabschef hos O. Rye der stærkt fremhævede hans mod og administrative dygtighed, og s.å. udnævntes han til kaptajn II og adjoint i generalstaben. 1849 var han stabschef ved forskellige brigader og deltog i kampene i Sundeved i april og blev derefter ældste adjudant ved generalkommandoen på Als. I felttoget 1850 var han stabschef ved brigaden Baggesen og blev 25.7. ved Øvre Stolk truffet af en geværkugle i brystet og døde på stedet. K. havde fremragende militære videnskabelige og praktiske anlæg og var, skønt født holstener, dansksindet til det yderste.

Familie

Forældre: institutbestyrer, cand. teol. Wilhelm Heinrich Otto Immanuel K. (1780–1838) og Louise Wilhelmine Dreesen (1794–1855). Gift 10.7.1850 i Holbæk med Albertine Julie Darre, født 1.5.1821 i Kbh. (Garn.), død 24.8.1892 sst., d. af løjtnant, senere major Hans Michael Christian D. (1787–1846) og Emilie Charlotte Juncker (1792–1827). – Bror til R. K.

Udnævnelser

R. 1848.

Annonce

Ikonografi

Formentlig afbildet på tegn. 1848 (Fr.borg) af F. Bauditz eller O. P. Hansen-Balling. Litografi af I. W. Tegner, 1851, efter daguerreotypi, efter dette litografi 1853, træsnit efter tegn. af Carl Bloch og træsnit 1875. Afbildet på litograferet gruppebillede.

Bibliografi

Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben III, 1887 1515–18. W. G. O. Bauditz: Livserindr., 1903 234–39. M. Vesterdal: Slaget ved Isted, 1978 27f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Wilhelm Kranold i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292955