Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm Hedemann

Oprindelig forfatter KaiLH
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Wilhelm Hedemann, Heil Hedemann, 24.2.1836-9.6.1903, officer, entomolog. Født i Kbh. (Slotsk.), død i Branzoll i Tyrol, begravet i Dresden. H. gik i skole i Kiel og Schul-Pforta og rejste 1854 til Wien (men beholdt sin danske indfødsret) og trådte ind i den østrigske hær, deltog bl.a. i det italienske felttog og blev kompagnichef 1860. 1864–67 deltog han som kaptajn i militærekspeditionen til Mexico og var 1866 ordonnans hos kejser Maximilian, men rejste tilbage til Europa inden sammenbruddet. I For Idé og Virkelighed (1872 122–51) skrev han Erindringer om Kaiser Maximilian. 1867–70 var han atter officer i den østrigske hær, gik derefter i russisk tjeneste og var 1872–75 kaptajn i et grenaderregiment i Kaukasus. 1877 foretog han for Store Nordiske Telegraf-Selskab en inspektionsrejse gennem Sibirien, Kina og Japan og var 1878–91 selskabets repræsentant i St. Petersborg. Derefter var han bosat i Kbh., fra 1899 i Dresden hvor hans sidste år gik med udarbejdelsen af den store slægtshistorie Geschichte der Familie von Hedemann.

H. var en passioneret og indsigtsfuld sommerfuglesamler der i Italien, Mexico, Kaukasus, Amurlandet og hvor han ellers kom hen benyttede sin fritid til at forøge sin samling; efter 1891, da han havde opgivet sin stilling kunne han, økonomisk uafhængig som han var, dels tilbringe store dele af året på indsamling rundt om i Europa, dels foretage et par længere samlerejser (1894 til De danskvestindiske øer, 1895 til De kanariske øer); fra Vestindien hjembragte han bl.a. over hundrede for videnskaben nye arter småsommerfugle. I udenlandske tidsskrifter har han 1869–97 skrevet en række artikler om sine fund der også har tjent andre entomologer som basis for publikationer, og i Entomologiske Meddelelser skrev han 1894 om de danske småsommerfugle. Hans store smukt præparerede sommerfuglesamling blev 1882 købt af lepidopterologen Romanov (storfyrst Nikolai Michailovitsch) og findes nu i Leningradmuseet. Den senere skabte samling af især småsommerfugle, deriblandt en del danske arter, blev efter hans død solgt til fyrst Aristide Caradja i Rumænien og findes nu i museet i Bukarest. – Kammerjunker 1871.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kaptajn, kammerherre Wilhelm Ludwig Friedrich H. (1807–54) og Marie Friederike Caroline v. der Maase (1811–92). Ugift.

Annonce

Udnævnelser

R. 1882. DM. 1891.

Ikonografi

Malet som ung. Foto (Kgl. bibl., Zool. mus.).

Bibliografi

W.v.H. og P.v.H. gen.v.Heespen: Gesch. der Familie von H. III, Deutsch-Nienhof 1919 163–230 334. Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921–37 373–75 (m. bibliografi). Niels L. Wolff i Bucuresti Muzeul de istorie naturala Grigore Antipa. Travaux II, Bukarest 1960 183–88.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai L. Henriksen: Wilhelm Hedemann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290948