• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Werner Abrahamson

Oprindelig forfatter GeChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Werner Abrahamson, Werner Hans Frederik Abrahamson, 10.4.1744-22.9.1812, officer, forfatter. Født i Slesvig, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Ass.). A. hvis slægt stammede fra Polen voksede op i meget beskedne kår i et tysktalende hjem uden omgang med andre børn og uden skolegang kun henvist til en tilfældig privatundervisning og sin egen umættelige lære- og læselyst. Efter faderens død fik dennes venner drengen ansat som landkadet (1757) og opfyldte derved hans højeste ønske. Maj 1758 kom han ind på landkadetakademiet i Kbh., i den senere infanteri- og ingeniørkasernes bygning i Bredgade. A. har i Minerva I, 1786 givet en rystende skildring af forholdene på akademiet da han kom derind. Undervisningen var slet, disciplinen opløst, tonen rå, de ydre kår svinske. Da oberst Henrik Gude 1761 blev chef blev alt dette dog væsentlig forbedret. 1762 blev A. fændrik i det slesvigske gevorbne infanteriregiment i Rendsborg og l½ år efter sekondløjtnant. 1767 blev han "uventet og uønsket" forsat til artilleriet i Kbh. Helst ville han have været ingeniør. Ved denne tid begynder også hans grundige studium af dansk som han selv kalder "modersmålet", og da han 1769 af hensyn til moderens sygdom et års tid opholdt sig hos hende i Slesvig dyrkede han ivrigt dansk litteratur ved siden af tysk. 1771 blev han lærer i tysk og dansk sprog og stil, geografi og historie ved artilleriskolen som general Huth havde fået oprettet på Struensees foranledning. Her underviste han, som den første offentlig ansatte lærer i modersmålet, ikke blot i dansk men på dansk. Al tidligere militærundervisning var foregået på tysk. 1780 blev han tillige, stadig med bevarelse af sin militære stilling, lærer i filosofi og de skønne videnskaber, dansk og tysk ved landkadetakademiet hvor han bl.a. havde Schack Staffeldt som elev. 1799 blev han inspektør ved akademiet og virkede som lærer til 1810. Fra artilleriskolen hvis historie han skrev 1780 tog han sin afsked 1806. 1773 var han blevet premierløjtnant, 1786 kaptajn, men allerede 1787 måtte han af helbredshensyn trække sig tilbage fra aktiv tjeneste. Kronprinsen der satte stor pris på A. lod ham beholde fuld gage både ved denne lejlighed, og da han gik af som lærer. 1775 blev han medlem af Det danske Litteratur-Selskab, 1782 af Det norske Videnskabernes Selskab. Blandt frimurerne indtog han en meget høj stilling, og den eneste udenlandsrejse han foretog var til et frimurerkonvent i Wolfenbüttel 1778 (skildret af ham selv i Udtog af Breve fra en Reisende i "Det alm. danske Bibliothek" II og III, 1780).

A. var autodidakt og uhyre flittig, læste meget men spredt. Han har skrevet om de mest forskelligartede emner, anonymt eller pseudonymt, bl.a. i Bibliothek for nyttige Skrifter (fra 1772) i Det alm. danske Bibliothek, Minerva, Den danske Tilskuer og særlig i Borgervennen som han var medredaktør af til 1811, endelig i Skandinavisk Museum. Han havde tidens humane frisind der ikke kunne bringe ham i konflikt hverken med kronprins Frederik eller biskop Balle, og han havde tidens oplysningstrang der lige rastløst kastede sig over småt og stort i dagens spørgsmål men aldrig formåede at samle evnerne om noget varigt. Hvor hans varme hjerte, hans retsind og nationalfølelse gav ham pennen i hånden talte han både fyndigt og frygtløst. I Tanker om Krigsstanden og dens Forbedring, 1771, taler han smukt de menige soldaters sag; i teaterfejden 1772 i anledning af "Tronfølgen i Sidon" står han på studenternes side mod sine kaldsfæller officererne; under tyskerfejden 1789–90 hævder han med kraft danskhedens ret i Danmark, og i Tronfølgeren i Gondar, 1787 vender han sig hvast og ikke uvittigt, i Niels Klimsk stil, mod kronprinsens mere eller mindre åbenlyse angribere. – Hans varigste og dybeste interesse var litteraturen som han har dyrket som kritiker, oversætter, udgiver og original forfatter. I vore tidligste kritiske tidsskrifter fra 1770'erne (bl.a. Kritisk Journal og Den kritiske Tilskuer som han redigerede sammen med Fasting og Tode) var han en flittig medarbejder. Han havde en naturlig sans for poesi, men hans recension af Oehlenschlägers Nordiske Digte (1807) viser dog hans begrænsning inden for 1700-tallets smag. Han er upåvirket af fransk og klassisk ånd, men stærkt befrugtet af den germanske renæssance der fra England over Gerstenberg og Klopstock når Danmark med Johs. Ewald hvis mest ubetingede beundrer og trofaste ven A. var. Han fremsætter 1772 (i Bibliothek for nyttige Skrifter) et "forslag" om at efterligne og udgive kæmpeviserne, og han var medudgiver med Rahbek og Nyerup af de fem bind Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, 1812–14. Han oversatte Gunlaug Ormstunges saga 1779 og Thorgrim Prude 1800. Om hans interesse for den nordiske oldtid vidner talrige artikler, navnlig i Skandinavisk Museum og dets fortsættelse (bl.a om runeindskrifter, om Thor og Odin, "Gretter den Sterkes Kamp med Glaam eller om Spøgelser i Historien"), og da der 1807 blev nedsat en kommission til oldsagers bevarelse blev A. et selvfølgeligt medlem heraf. Som oversætter var han ikke blot formidler mellem gammelt og nyt, men også mellem tysk og dansk, bl.a. oversatte han Tyge Rothe: Christendommens Virkning, 1775–82, Ove Mallings Store og gode Handlinger I–II, 1779, og P. E. Müllers afhandling om guldhornene, 1806. – I salmebogskommissionen 1790–98 var han uhyre flittig. 118 af Evangelisk Kristelig Salmebogs 560 numre er han medforfatter eller bearbejder af, ikke altid nogen nænsom bearbejder. En enkelt af hans egne salmer (Min Gud, du kaldte mig) nåede ind i Roskilde Konvents Salmebog. – A.s originale poesi er ikke betydelig, oftest lejlighedsdigte (Tre oder til indfødsretten, prolog ved Ewalds død) eller klubviser (Selskabssange, 1785). Endnu kendt er drikkevisen En tungsindig, en tungsindig, melankolisk Mand på Gubben Noahs melodi, og den mere beske Norma morum fra 1790 (Min søn, om du vil i Verden frem). 1801 gav han folkestemningen et. varmtfølt udtryk i sangen Vi alle dig elske, livsalige Fred og i mindedigtet til de faldnes begravelse på Søetatens kirkegaard Være Fred med eder alle.

Uden at være nogen dyb ånd har A. ved sin flid, sit retsind og sin varme spillet en betydelig rolle i den nationalisering af åndslivet der på så mange områder fandt sted i hans tid. Dansk sprog og dansk litteratur forblev han en trofast tjener af. Hans sidste værk der udkom på hans dødsdag var en 800 sider stor dansk sproglære for tyske. -R. 1809.

Annonce

Familie

Forældre: kaptajn i slesvigholstenske infanteriregiment Johan Benjamin A. (d'Abranson) (1701–57) og Louise Juliane Rhewald (1706–79). Gift 28.4.1779 med Benedikte Rosine Marie Rothe, født 14.4.1761 i Skælskør, død 17.3.1830 i Kbh. (Garn.), i huset hos farbroderen Tyge R., Tybjerggård og d. af ritmester, senere major og amtsforvalter i Travendal Nicolai August R. (1725–96) og Hedevig Margrethe Bille (1731–1812). – Far til Joseph A.

Ikonografi

Min. fra før 1801. Tegn. af Lahde, 1803, stukket 1805, litograferet 1853, kopieret efter stikket i min. (alle Fr.borg). Stik af Flint og af Seehusen. Silhouet (Kgl. bibl.). Litografi 1872. Mal. (Frimurerlogen, Kbh.).

Bibliografi

Bibliografi i Dansk lit. t, 1812 534–44. – W. A. i Minerva I, 1786. Selvbiogr. i Portraiter m. biographier, udg, G. L. Lahde, I, 1805 1–34. – C. Molbech: Hist.-biograph. saml., 1851 385–456. E. Collin: Fremragende danske frimurere I, 1872 45–65. Rich. Petersen; Fire livsbilleder, 1894 1–82.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Georg Christensen: Werner Abrahamson i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285695