Waldemar Raasløff

Waldemar Raasløff, Waldemar Rudolph Raasløff, 6.11.1815-14.2.1883, officer, diplomat, krigsminister. Født i Altona, død i Passy ved Paris, begravet sst. R. gik i skole i Sorø og kom 1832 ind på den militære højskole hvorfra han afgik 1838 som sekondløjtnant i artilleriet. Fredstjenesten tilfredsstillede ham ikke, og han søgte og opnåede derfor tjeneste i den franske hær i Algier. Hans ophold her 1840–41 blev frugtbringende for hele hans liv. Efter sin hjemkomst udgav han den livlige Skildring af de politiske og militaire Forhold i Algérie i Aarene 1840 og 1841 (tysk 1845, dansk 1846) der vidner om hans skarpe iagttagelsesevne, klare fremstillingskunst og praktiske syn på forholdene. – 1841 udnævntes R. til premierløjtnant og blev adjudant ved tøjhusafdelingen, 1848 kar. kaptajn. Da krigen udbrød s.å. var han på vej til udlandet for at ordne en våbenleverance; dette var grunden til at han ikke kom til at rykke ud i felten. Han havde ikke, som det blev påstået, slesvigholstenske sympatier, men han havde længe tænkt at opgive den militære virksomhed og skaffe sig en uafhængig stilling i USA. Denne plan måtte foreløbig opgives, og ved udnævnelsen til kaptajn i juni 1848 blev han ansat ved batteriet Marcussen med hvilket han deltog i felttogene 1849–50 med stor dygtighed, bl.a. ved Gudsø, Fredericia og Isted.

Efter freden tog han sin afsked og rejste 1851 med sin familie til USA hvor han en række år var civilingeniør og ledede undersøiske sprængninger for den amerikanske regering. Som den praktiske og verdenskyndige mand han var med forhandlingsevne og økonomisk sans måtte R. være egnet til diplomatisk virksomhed. Som følge af det nøje kendskab han havde til amerikanske forhold var han i stand til at yde den danske regering væsentlige tjenester. Der blev fra tysk side agiteret stærkt imod sundtolden hvorefter USA opsagde den konvention ifølge hvilken deres skibe med hensyn til sundtolden behandledes lige med de mest begunstigede nationers skibe. Det så truende ud, men R. forstod ved en række breve til New York Daily Times (1855) at berolige stemningen så meget at den amerikanske regering afstod fra at stille sagen på spidsen og gik ind på konventionen af 14.3.1857. R. blev derefter s.å. udnævnt til dansk chargé d'affaires og generalkonsul i Washington hvilken stilling han røgtede med omsigt og dygtighed. 1859 blev han akkrediteret som overordentlig gesandt og befuldmægtiget minister sst.

1861–63 lykkedes det ham – som overordentlig gesandt for den danske regering – at afslutte en meget gunstig handelstraktat med Kina der åbnede danske undersåtter samme adgang til det kinesiske rige som Frankrigs og Englands. Dette resultat skyldtes fremfor alt hans praktiske blik og sjældne evne til at omgås mennesker og til at benytte sig af de foreliggende forhold. Han forblev i Washington indtil han, som imidlertid 1866 havde fået karakter af generalmajor, s.å. aflagde et besøg i Danmark og under dette af sin skolekammerat grev C. E. Frijs blev opfordret til at overtage krigsministerporteføljen med det formål at bringe det meget omdebatterede spørgsmål om en ny hærordning til afslutning. Han havde gode forudsætninger for denne opgave fordi han stod uden for al partipolitik og var fortrolig med det praktiske liv på mange områder. 29.9.1866 forelå hans udnævnelse. Regeringspartiet i almindelighed modtog ham dog med en stærk tvivl om at han ville kunne føre det fra forsvarskommissionen af 1866 udgåede hærlovforslag igennem til trods for dets demokratiske principper. Han gjorde dog tvivlerne til skamme; det viste sig snart at han hverken nærede nogen fordom mod de "ustuderede" eller lod sig hæmme af det konservative parti i hæren. Den opgave at skabe en hærordning der sikrede Danmarks stilling efter 1864 løste han i løbet af trekvart år med utvivlsom dygtighed om end fortjenesten må deles med A. F. Krieger og C. E. Fenger. Ved sin personlige charme, sin oratoriske begavelse og sin fasthed i' afgørende øjeblikke neutraliserede han modstanden både fra hæren og kongehuset og fra store dele af venstre så at loven vedtoges 1867 mod væsentlig kun det Wintherske partis stemmer. Målet var, som R. udtrykte det, at skabe en vel organiseret, vel rustet hær der var egnet til kamp for at genvinde det tabte. Hærloven af 6.7.1867 havde fra et militært standpunkt adskillige mangler, især fordi tjenestetiden for fodfolkets vedkommende var temmelig kort og antallet af faste befalingsmænd for ringe. Men den var faktisk et udtryk for hvad nationen dengang'ønskede, uden at de militære krav var helt tilsidesat. I sin gennemførelse mødte loven ikke ringe modstand fra enkelte militæres side, men R. erstattede dem med nye mænd.

R. havde vundet en ikke ringe prestige under hærlovdebatten. Sofus Høgsbro anerkendte ham som "begavet, og mere end almindeligt fordomsfri", og han nævnedes i første række i tidens talrige ministerkombinationer. Der var dog også svagheder i hans position. Med sin eventyrlyst og forfængelighed havde han en uheldig trang til at blande sig i udenrigspolitiske sager der lå hans kompetence fjernt. Foråret 1868 foretog han en rejse til Paris der uden virkelig grund blev opfattet som et forsøg fra Danmarks side på at sikre sig fransk støtte over for Tyskland. 1869–70 fungerede han som marineminister ad interim, og hans ønske om at lægge hovedvægten på bygningen af små skibe vakte uvilje i marinen. Noget virkeligt tilhold i dansk politik havde han ikke; han stod som en ener mellem partierne, og hans økonomiske afhængighed af Tietgenske kredse og foretagender var ikke altid fremmende for hans anseelse. Under disse omstændigheder blev spørgsmålet om salget af De vestindiske øer fældende for ham. R. havde længe interesseret sig for denne sag og bragt den på bane allerede over for ministeriet Bluhme. Straks efter at være blevet krigsminister forelagde han den i statsrådet hvor marineminister C. van Dockum udtalte sig imod den. R. opgav dog ikke tanken. Det var hans faste overbevisning at begge lande ville vinde ved dette salg, Danmark ikke mindst fordi USA tilbød en købesum af 14 mio. rdl. Udsigten til denne indtægt omgav R.s navn med en vis glorie og støttede ham i politisk henseende. I okt. 1867 var sagen kommet så vidt at R. på ny bragte den frem for statsrådet, og forslaget blev vedtaget trods van Dockums protest. Afstemningen på øerne viste at disse ønskede adskillelsen, og R. sendtes 1868 til Washington for at bringe salget i orden. Her var imidlertid en ny præsident kommet til roret som var imod købet. R. havde dog al grund til at vente at dette til sidst ville blive vedtaget da et stort parti ønskede købet gennemført. Men til slut så han sig skuffet i sin tillid til amerikanernes ordholdenhed idet senatet vægrede sig ved at godkende købet, og R., som så fuldstændig havde identificeret sig med denne sag at man, dog ganske uden grund, talte om bestikkelse, trådte som følge heraf 19.4.1870 ud af ministeriet og begav sig 1871 til udlandet. 1869–71 var han medlem af folketinget, valgt i Hillerød. Han vedblev dog nu og da at dukke op i dansk politik, mest bag kulisserne og på en sådan måde at han ikke indgød tillid. Ved den fransk-tyske krigs udbrud 1870 optrådte han i Paris, ganske uden regeringens vidende og meget mod dens vilje, som en art uofficiel dansk udsending og lovede kejser Napoleon Danmarks bistand hvis der sendtes en tilstrækkelig stærk hær til Østersøen som kunne true Berlin. 1874–76 udsendte den danske regering ham på en mission til Kina og Japan for at sikre Det store nordiske Telegrafselskabs linier der. Han opnåede ikke det der var Tietgens plan, eneretten til telegraflinier i Kina, men fik dog sikret de bestående linier efter mange vanskeligheder med de kinesiske myndigheder. Han nævnedes i 70erne et par gange som eventuel guvernør i Dansk Vestindien og deltog 1880–81 for Tietgen i de gentagne bestræbelser for salg af øerne. Gennem sin forbindelse med C. A. F. Thomsen øvede han en vis indflydelse på hærloven af 1880.

R. indtager en ejendommelig og ikke ublandet hæderfuld plads i dansk politisk historie. Hans evner var usædvanlige, og der var sider i hans væsen som gjorde det lettere for ham at forhandle med bønderne end det var for hans kolleger i ministeriet. Men en virkelig politiker var han ikke; han var rodløs i partierne, og hans personlighed var ikke afklaret og overlegen nok til at beherske dem.