Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorvald Jørgensen

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Thorvald Jørgensen, Carl Thorvald Jørgensen, 21.1.1819-28.8.1902, officer. Født i Frederikshavn, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). J. var landkadet fra 1832 og blev 1837 sekondløjtnant a la suite i infanteriet, men forblev endnu et år ved akademiet som repetent og page. 1838 tog han adgangseksamen til højskolen, gennemgik denne og blev 1842 premierløjtnant i ingeniørkorpset. Maj 1848 blev han kaptajn II, 1850 kaptajn I, 1860 kar.major. I de to slesvigske krige udmærkede han sig som en særdeles initiativrig og virksom feltingeniør både under og imellem kamphandlingerne. 1865 blev han kommandør for ingeniørtropperne, 1867 oberst og chef for 1. ingeniørbataljon, ved ingeniørregimentets oprettelse 1880 chef for dette. 1884 afskedigedes han på grund af alder med generalmajors kar. Som bataljons- og regimentschef udførte han et stort og omhyggeligt arbejde og lagde vægt på udviklingen af personellets tekniske dygtighed, men tillige på dets taktiske anvendelighed. Han var en streng foresat der krævede meget af de undergivne og selv foregik med det bedste eksempel. Han var almindelig kendt under navnet "den gamle pioner" som han betragtede som en hæder. – J. havde mange og livlige interesser; i 50erne havde han været lærer i vejbygning ved højskolen, derefter vejinspektør i Svendborg amt, senere medlem af Kbh.s brolægnings- og vejkommission og deltog i udstikning af jernbanelinjer i Jylland og Fyn. Straks efter stormfloden 1872 afgik han med et kommando ingeniørtropper til Lolland og Falster til foreløbig udbedring af skaden og gjorde her i kort tid et udmærket arbejde. – J. har udarbejdet flere skrifter af ingeniørteknisk art, og i pjecen Otto Vaupell som Krigshistorieskriver, 1890, polemiserede han mod dennes fremstilling af fæstnings-væsenet i værket Kampen om Sønderjylland. -J. var tillige meget ivrig samler af nyere danske og norske mønter (efter 1448). Ved mangeårigt afskrivningsarbejde indsamlede han fra arkiver og biblioteker et stort materiale til oplysning om nyere dansk-norsk mønthistorie, omfattende tolv foliobind m.m. som nu opbevares i Den kgl. mønt- og medaljesamling, Nationalmuseet, og som siden er kommet bearbejdere af nyere dansk-norsk mønthistorie til gode. 1885 stiftede han Møntsamlerforeningen i Kjøbenhavn (fra 1889 Numismatisk forening, nu Dansk numismatisk forening), og han udgav 1888 en for samlere særdeles nyttig Beskrivelse over danske Mønter 1448–1888. Fortegnelsen heri over pengesedler er indtil nu kun delvis afløst af nyere værker.

Familie

Forældre: kancellisekretær, byfoged og byskriver Hans Jacob J. (1784–1819) og Grethe Marie Landt (1794–1846). Gift 1.1.1847 i Kbh. (Cit.) med Magdalene Barbara (Barbra) Bruun, født 1.3.1827 på Bruunshåb, død 17.2.1914 på Frbg., d. af fabrikant Johannes B. (1795–1836) og Maren Jacobsdatter (Hansen) (1804–82).

Udnævnelser

R. 1848. DM. 1864. K.2 1873. K.1 1882.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af N. Simonsen, 1850 (Fr.borg). Mal. af Constantin Hansen, 1855, benyttet som forlæg for Frejr på Ægirs gæstebud, 1857 (St.mus.). Afbildet på sammes mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Medalje af S. Lindahl, 1889. Foto.

Bibliografi

V. E. Tychsen: Fortifikations-etaterne og ingeniørkorpset, 1893. Militær tid. VII, 1897 48; 1902 308. J. W[ilcke] i Numismatisk foren.s medlemsbl. III, 1919 73–98.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Thorvald Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292368