Theodor Freiesleben, 20.9.1825-2.8.1906, officer. Født i Horsens, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). Efter at have været landkadet 1838-44 blev F. sekondløjtnant i rytteriet og deltog i krigen 1848-50 i forskellige stillinger, fra 1849 som premierløjtnant. 1851-56 var han adjudant ved det nyoprettede politiske, slesvigske gendarmerikorps, hvorefter han vendte tilbage til sit våben og blev ritmester 1860. Under krigen 1864 var han bl.a. souschef ved hærafdelingen i Jylland (Hegermann-Lindencrone). 1867-72 var han souschef ved 2. generalkommando, derefter atter i sit våben hvor han 1876 blev oberst og chef for dragonregimentet i Næstved. – Da det militærpolitiske gendarmerikorps, de "lyseblå", oprettedes 1885 med en blanding af beredne og uberedne i afdelinger spredt over hele landet, fik F. posten som chef. Han havde hertil fortrinlige betingelser med erfaringerne fra sin tidligere gendarmeritjeneste og som en anerkendt dygtig administrator der med ro og omsigt forbandt myndighed indad- og udadtil, og da alt personalet blev sigtet og udvalgt på det omhyggeligste skabte F. fra første færd et elitekorps. Dette var imidlertid en af frugterne af provisorierne og blev af regeringens modstandere bestandig lagt for had, indtil det ophævedes ved det store politiske forlig 1894. Selvfølgelig blev modviljen mod korpset også knyttet til F. personlig, men allerede 1887 blev han generalmajor i sit våben og generalinspektør; afskediget 1895. Under ham som generalinspektør fik rytteriet nyt eksercerreglement og uddannelsesprogram hvorved der lagdes mere vægt på skydning og fægtning til fods end hidtil. – F. var formand i overbestyrelsen for De danske våbenbrødre, patron for Petri menighed og for brødrene Petersens jomfrukloster, formand i Frbg. banks råd.

Familie

Forældre: sekondritmester Peter Christian F. (1794-1829) og Mathea Anker Ruus (1795-1873). Gift 10.10.1851 i Århus med Laura Gyrithe Elmquist, født 29.8.1823 i Århus, ½20.1.1897 på Frbg., d. af bladudgiver, bogtrykker, senere overkrigskommissær A. F. E. (1788-1868) og Helene A. Folandt (1790-1862).

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1864. K.2 1885. K.1 1889. S.K. 1898. F.M.1. 1905.

Ikonografi

Litografi af Harald Jensen, 1902. Afbildet på L. Tuxens mal. 1906 af middag hos Moresco. Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen I, 1900 214. A. G. J. Elmquist: Stamtavle over Gudman Elmquists efterkommere, 1913 57f. III. tid. 14.5.1899, 1.10.1905 og 12.8.1906.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig