Svend Schjødt-Eriksen

Svend Schjødt-Eriksen, Svend Poul Schjødt-Eriksen, 22.1.1905-7.1.1977, officer. Født i Ålborg, død i Hellerup, begravet sst. S.-E. blev sekondløjtnant 1930, premierløjtnant s.å., kaptajnløjtnant 1937, kaptajn 1941, oberstløjtnant 1949, oberst 1956, midlertidig generalmajor 1956–58. Afsked som oberst 1967. – S.-E. gjorde tjeneste ved 12. artilleriafdeling 1932–41. 1940–41 gennemgik han officersskolens general-stabskursus. Som mange officerer følte han, at regeringen havde svigtet den 9. april 1940, og i løbet af kurset kom han til at nære en professionel beundring for den tyske krigsførelse. 28.6.1940 meldte han sig ind i DNSAP (det danske nazist-parti). Han blev dog ikke noget aktivt medlem, betalte hverken kontingent eller deltog i møder, og 30.11. s.å. blev han slettet af partikartoteket. Efter endt generalstabskursus blev S.-E. forsat til generalstaben. 29.8.1943 blev han i lighed med hærens øvrige officerer interneret. Under interneringen lagde E. Gørtz assisteret af V. Hjalf og S.-E. grunden til hærens fortsatte virke. Efter interneringens ophør 22.10.1943 indgik S.-E. i den særlige illegale generalstab, kaldet "den lille generalstab", hvori han ret hurtigt placerede sig centralt som en af Gørtz' nærmeste medarbejdere. Af sikkerhedsmæssige grunde gik vejen til Gørtz om ad S.-E. hvad enten det gjaldt meddelelser eller personlige henvendelser, et forhold der gav ham en meget stærk position ved fastlæggelsen af hærens politik. S.-E. var den lille generalstabs kontakt til de socialdemokratiske politikere H. C. Hansen og H. Hedtoft der begge satte pris på S.-E.s effektivitet. Et venskab udviklede sig og de to politikeres synspunkter påvirkede utvivlsomt S.-E. med hensyn til holdningen til de militære værns opgave under den tyske besættelse og disses relationer til den civile modstandsbevægelse som man indledte et samarbejde med. S.-E. støttede oprindelig den genetablering af et militært efterretningssystem som efter 29.8.1943 blev gennemført af S. Truelsen, men synes senere at være blevet betænkelig og søgte at begrænse denne virksomhed.

Det lykkedes ikke i første omgang for S.-E. at få kontrol over efterretningstjenesten, som han mente ikke alene burde anvendes til at skaffe englænderne oplysninger om tyske militære forhold i Danmark, men også til at kontrollere den indre politiske udvikling i landet. Dette synspunkt bragte ham i et vist modsætningsforhold til de efterretningsofficerer der under E. M. Nordentofts ledelse arbejdede i Stockholm. Efter at Truelsen havde måttet forlade landet og efterfølgeren F. B. Larsen var blevet arresteret af tyskerne i september 1944, overtog S.-E. på den lille generalstabs vegne formelt ledelsen af hærens efterretningstjeneste, men fik dog ikke kontrol med den daglige og reelle ledelse. Informationer vedrørende den indre udvikling skaffede S.-E. sig imidlertid gennem et samarbejde med politiets efterretningskilder og havde herunder et snævert samarbejde med politikommissær J. Odmar. Gennem sin forbindelse med H. C. Hansen, der sad i KTAS' bestyrelse, fik han 1944 etableret to illegale telefonforbindelser til Sverige som gjorde det muligt næsten daglig at have forbindelse med efterretningsofficererne i Stockholm. Fra begyndelsen af 1944 arbejdede S.-E. med at skaffe våben til O-grupperne, de illegale militærgrupper, som indgik i modstandsbevægelsen sammen med de civile modstandsgrupper. Det lykkedes i første omgang at fremskaffe 3000 svenske maskinpistoler, et køb der blev formidlet af de danske officerer i Stockholm. Fra august 1944 blev disse våben illegalt transporteret til Danmark hvor de blev modtaget af S.-E. og hans medarbejdere der også forestod fordelingen af disse våben. S.-E. ledede fordelingen suverænt og i efteråret 1944 blev der i frihedsrådets K-udvalg, hvor såvel den civile som den militære modstandsbevægelse var repræsenteret, rejst kritik fra civil side over S.-E.s fordeling af våbnene der først og fremmest tilgodeså de militære grupper (senere betegnet som "den skæve våbenfordeling"). Kritikken medførte, at der efter 1.11.1944 blev skabt faste retningslinjer for fordelingen, således at de civile modstandsgrupper også fik del i disse våben. Ved udgangen af 1944 var alle maskinpistolerne kommet til Danmark. Der var dog stadig kritik af S.-E.s fordelinger fra civilt hold. Han afviste ethvert forsøg på fra K-udvalgets side at få kontrol med fordelingsorganisationen og samtidig skubbede S.-E. mange ledere fra det civile modstandsarbejde fra sig på grund af sin meget håndfaste og viljestærke optræden. Afgørende for den civile kritik var, at de våben der blev fordelt til de militære grupper først ville blive anvendt i forbindelse med besættelsens ophør, hvorimod de civile grupper udøvede aktiv sabotage, mens tyskerne var i landet, og derfor havde et øjeblikkeligt behov for lette våben. Kritikken af S.-E. omkring disse forhold fortsatte efter krigens ophør. Nyere undersøgelser (P. Roslyng-Jensen) har vist, at de 3000 maskinpistoler før 1.11.1944 blev fordelt i modstrid med detail-aftalerne i K-udvalget, men at fordelingen efter denne dato stort set fulgte de aftalte rammer, og at våbenfordelingen alt i alt ikke var særlig skæv. Den forfordeling der var sket af visse grupper, specielt de kommunistiske, var ganske givet inspireret af H. C. Hansen og H. Hedtoft som havde haft afgørende indflydelse på våbenkøbet og som ikke ønskede at disse grupper ved en besættelses ophør skulle udgøre en væbnet magtfaktor. I løbet af 1944 fik S.-E. også forbindelse med Flemming Muus der var leder af SOE, de engelske faldskærmsfolk, i Danmark og havde således også et godt indblik i hvad der foregik inden for den engelske støtte til den danske modstandsbevægelse. Gennem H. C. Hansen fik han også i slutningen af krigen kontakt med den tyske embedsmand G. F. v. Duckwitz som benyttede denne kontakt til ved krigens slutning af formidle tyske meddelelser til englænderne om, at kommandanten i Hamburg var villig til at kapitulere særskilt i sit område. S.-E. var endvidere i krigens sidste dage involveret i, gennem de samme kontakter, at få tyskerne i Danmark til at overgive sig betingelsesløst.

Allerede under besættelsen var der gået rygter om, at S.-E. havde været medlem af nazist-partiet. Rygtets kolportering blev formentlig lettet ved den mistillid flere af de ledende modstandsfolk, bl.a. pga. fordelingen af våben, nærede til ham. Efter at være blevet bekendt med denne oplysning spurgte hærens ledelse efter krigens afslutning S.-E. om rygtet talte sandt, hvilket han benægtede. I det beslaglagte medlemskartotek for nazist-partiet blev hans indmeldelsesblanket imidlertid fundet. S.-E. erkendte nu ægtheden af blanketten, men hævdede ikke at kunne huske omstændighederne omkring sin indmeldelse.

S.-E. havde for mange stået som eksponent for hærens politik under besættelsen og de fremkomne oplysninger kompromitterede i manges øjne dette værns rolle og intentioner. Sagen, der vakte meget røre, endte ved den ekstraordinære tjenestemandsdomstol der afgav kendelse 1946. Talrige vidner, bl.a. H. C. Hansen, fremhævede det betydningsfulde og kolossale arbejde som S.-E. havde udført efter 29.8.1943. Domstolen fandt at hans medlemskab af nazistpartiet pga. dets kortvarighed og passivitet ikke kunne anses for at være af betydning og ikke kunne betragtes isoleret men måtte sammenholdes med S.-E.s øvrige indsats under besættelsen. Kendelsen lød på frifindelse, hvad der vakte harme bl.a. i yngre officerskredse. I årene umiddelbart efter krigen var S.-E. stadig knyttet til generalstaben. Han havde vistnok håbet at overtage posten som chef for efterretningsvæsenet, men denne blev atter overdraget E. M. Nordentoft der havde været chef indtil 29.8.1943. 1949–51 var S.-E. chef for 11. artilleriafdeling og 1951–56 for artilleriskydeskolen. Han blev jævnligt trukket frem i pressen som stadig havde et vågent øje med hans karriere. 1950 bevirkede tildelingen af ridderkorset protester og skriverier i pressen rettet mod hans person. 1956–58 var han som midlertidig generalmajor chef for landstaff i NATO-ledelsen for Nordeuropa (HQAFNORTH, Kolsås, Norge). 1957 blev V. Hjalf, som S.-E. havde arbejdet tæt sammen med i den lille generalstab, chef for hæren, og S.-E. var et oplagt emne som generalmajor. 1959 fremkom historikeren J. Hæstrups bog, Hemmelig alliance, der behandler modstandsbevægelsen og bl.a. dens forhold til hæren 1943–45. S.-E.s til tider intrigante virksomhed blev her klart dokumenteret og gav påny anledning til angreb på hæren i almindelighed og på S.-E. i særdeleshed. Fremkomsten af denne bog skete på et for S.-E. meget uheldigt tidspunkt. Han blev forbigået ved udnævnelsen af en ny generalmajor, skønt han fagligt set var en af hærens dygtigste officerer. Som følge af de fremkomne oplysninger mod S.-E. fremtrådte Hjalf offentligt og erklærede sin støtte til den "skæve" våbenfordeling. Hele sagen endte i retten 1960, den såkaldte Hjalfsag, som et injuriesøgsmål hvor den egentlige hovedperson blev S.-E. 1958–62 var han derefter chef for Kbh.s luftværnsartilleri og 1962–67 til rådighed for generalinspektøren for artilleriet. – S.-E. var en dygtig og effektiv officer men tillige et magtmenneske med en opportunistisk holdning. I en serie karakteristikker, som englænderne udarbejdede til brug for officerer der var tænkt nedkastet over Danmark, hedder det om S.-E., at han "is rather a Prussian type of officer, who is very efficient, but with dictatorial tendencies". Ved sin placering og sin kolossale arbejdsindsats indtog S.-E. i perioden 1943–45 en helt enestående magtposition i Danmark. Mange tråde mødtes hos ham samtidig med, at han nøje styrede kommunikationen mellem general Gørtz og modstandsbevægelsen. Han så det som sin opgave at sikre hærens dominans i modstandsbevægelsen samtidig med at han – sikkert med politisk, især socialdemokratisk opbakning – stod på det hovedsynspunkt, at hærens undergrundsgrupper først skulle anvendes, når tyskerne var ude af landet eller i forbindelse med disses afgang, den såkaldte kaos-situation. Dette synspunkt sammen med hans manglende evne til at vinde folk ved samarbejde skabte en kraftig mistillid til ham og til hæren. En mistillid der har kastet lange skygger ind i efterkrigstiden og utvivlsomt har skadet hærens omdømme. S.-E.s virksomhed 1943–45 var helt klart rettet mod tyskerne, men var i meget ringe grad for englænderne som han ikke synes at have haft særlig sympati for.