• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sigismund v. Rosen

Oprindelig forfatter Rockstroh

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Sigismund v. Rosen, Sigismund (Siegismund) Ludvig Carl v. Rosen, 23.2.1827-18.(19.)4.1864, officer. Sigismund v. Rosen blev landkadet 1844, afgik allerede n.å. som sekondløjtnant i jægerne (anc. 1844) og indtrådte 1846 i højskolen. Han blev såret 23.4.1848 ved Slesvig, blev n.å. premierløjtnant og deltog som adjudant ved artillerikommandoen på Als sammen med kaptajn H. Kauffmann i indbringningen af et par efterladte fjendtlige kanoner fra Sundeved hvilket blev indledningen til det nære venskab mellem de to officerer.

Som adjudant ved artilleristaben udmærkede han sig ved Isted. 1853 afgik han fra højskolen som generalstabs-aspirant, udnævntes 1855 til kaptajn II og adjoint i generalstaben, blev 1857 kaptajn I og stabschef ved generalkommandoen i Holsten.

Da Kauffmann dec. 1863 designeredes til stabschef ved felthæren, tilbød han Sigismund v. Rosen posten som souschef, og efter nogen tøven slog v. Rosen til. De to mænd arbejdede godt sammen; den stabstrænede og meget virksomme Sigismund v. Rosen "trak læsset" og sled personlig i det mere end godt var, mens Kauffmann "svævede over vandene" og repræsenterede udadtil.

Annonce

I krigsrådet 4.2. førte Sigismund v. Rosen "Protokollen" og nedskrev efter Kauffmanns diktat beslutningen. I modsætning til Kauffmann havde v. Rosen ønsket at Dannevirkestillingen skulle holdes. Han bøjede sig imidlertid, og loyalt, men mod sit ønske blev han på sin post da Christian de Meza og Kauffmann måtte afgå. Det var ham der ledede aktionen mod skifte i overkommandoen, og det kan antages at han var den egentlig ledende i den nye overkommando, samt at det navnlig var ham der arbejdede for i tide at opgive Dybbølstillingen. Marts 1864 fik han majors karakter uden anciennitet.

Efter at han morgenen 18.4. havde været ude at inspicere stillingen indfandt han sig i brohovedet hos de der forsamlede brigadestabe hvor han mod sin overbevisning hævdede at situationen var under kontrol. Da han derefter fulgte general C. F. G. du Plat for at støtte denne i bestræbelserne for at ordne de slagne afdelingers tilbagegang blev de begge dødelig såret.

Sigismund v. Rosen var hærens mest erfarne, mest arbejdsdygtige generalstabsofficer.

Familie

Sigismund v. Rosen blev født i Segeberg, døde på Johannitterlazarettet i Nybøl og er begravet i København (Holmens).

Forældre: amtmand, kammerherre Carl Wilhelm Ludvig v. Rosen (1788–1853) og Sophie Marie Decker (1799–1868). Gift 7.7,1853 i Kbh. (Holmens) med Franzisca Henriette Wiborg, født 22.8.1833 i Kbh. (Holmens), død 10.2.1912 i Guldborgsund færgegård, d. af senere departementsdirektør i marineministeriet, generalkrigskommissær Niels W. (1785–1863) og Hansine Henriette Fogh (1791–1867).

Udnævnelser

R. 1848. DM. 1862.

Ikonografi

Tegn. af N, Simonsen (Fr.borg). Afbildet på skitse og på mal. 1854 af kamp 13.4.1849 af samme. Træsnit 1864 efter tegn. af H. Olrik. Litografi 1867 og efter dette træsnit, gruppebillede, af H. P. Hansen, 1889. Foto. – Mindesten (på graven; i Dybbøl).

Bibliografi

Den dansk-tyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I, 1867–71 540; II, 1873–78 455. Den dansk-tyske krig 1864, udg. samme I-II, 1890–91. W. Dinesen: Fra ottende brigade, 1889 77. Axel F. Hansen: Mindeskr. over de i 1864 faldne officerer, 1909. Harald Holbøll: En brigadeadjutants erindr. fra krigen 1864, 1911 205f 242. Franzisca v. Rosen: Den gamle majorinde fra Færgegården, 1913 (fot. optr. 1969) = Memoirer og breve XVIII. Daniel Bruun i Militært t. XLIII, 1914 tillægs-hft. VI 12f 18 27 29. A. F. Krieger: Dagbøger III-V, 1921–23. [Ernst Schau:] En generalstabsofficer i 1864, 1925 (fot. opt. 1974) = Memoirer og breve XLVI. General de Mezas krigsdagbøger, udg. K. C. Rockstroh, 1928. Samme: General de Meza og Dannevirkes rømning, 1930 56 66 70 97f 100 118 121 123 125 128 133f. Hæren ved Danevirke 1864, udg. Generalstaben ved Jens Johansen, 1938 99 137 148 253f 307f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Sigismund v. Rosen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298865