Schack Rantzau

Schack Rantzau, Schack Carl Rantzau, 11.3.1717-21.1.1789, rigsgreve, officer. Født på Ascheberg, Holsten, død i Menerbes i dept. Vaucluse, Sydfrankrig, begravet sst. R. voksede op i et hjem præget af forældrenes dybe uoverensstemmelse, hvis baggrund efter faderens udsagn var uenighed om sønnens opdragelse. Moderen forlod hjemmet da han var 16. Tilsyneladende fik han ingen skoleuddannelse ud over den han fik i hjemmet, bortset fra at han muligvis gik i Westminster School i England under faderens korte tid som diplomat. 1734 begyndte han sin militære karriere som fænrik ved grenaderkorpset i Kbh. hvor han s.å. blev løjtnant. Modsat faderen der foretrak embedskarrieren var han fuld af begejstring over officerslivet og blev i visse henseender en dygtig officer. 1735 lod faderen ham følge den kejserlige hær under felttoget ved Rhinen, dog under opsyn af en ældre kaptajn, og først efter at R. havde aflagt ed på hverken at spille kort eller terning om penge, eller gøre gæld. N.å. blev han kaptajn reformé ved dronningens regiment i Rendsborg hvor faderen lettere kunne holde opsyn med ham, 1740 virkelig kaptajn ved det holstenske geworbne infanteriregiment, og 1742 kom han til Kbh. som kaptajn ved grenaderkorpset. Sin krigserfaring øgede han s.å. ved at deltage på russisk side i felttoget i Finland, var bl.a. med ved indtagelsen af Frederikshamn, og 1747 på fransk side i Flandern under Woldemar Løvendal, en djærv kriger der vakte hans beundring. I de militære konduitelister betegnes han som lovende men også som "kværulerende og overmåde hengiven til spil". Det fremgår også at han allerede nu havde tilbøjelighed til at give sig selv og sin viden ud for mere end der var dækning for.

Under Frederik V der havde stor interesse for sit militær havde R. nogle glansfulde år, han blev 1747 kongens generaladjudant, protegeret af overkrigssekretær Christian Lerche, og støttet af fasteren Anna Sophie Schack, ikke mindst økonomisk. Det var også hende der fik arrangeret det økonomisk fordelagtige ægteskab med kusinen på Rastorf. Imidlertid steg han støt i graderne, blev 1750 kar. oberst på kongens foranledning ved forbigåelse af flere ældre officerer og 1752 virkelig oberst og chef for kronprinsens regiment i Helsingør. Han var en vittig og beleven selskabsmand der yndede at give rollen som grandseigneur og gerne protegerede unge mennesker. Længe vægrede han sig mod at få hustruen til Kbh. da det ville "ruinere" ham, men han udnyttede sin kredit til det yderste, erhvervede en ejendom i Gothersgade som han lod indrette kostbart og købte landstedet Aggershvile i Søllerød. Med rette bekymrede faderen og svigerfaderen sig om hans færden i Kbh., ikke mindst efter at han var blevet direktør for Pietro Mingottis italienske opera. Hans hjemmeliv blev ikke lykkeligt, deres eneste barn, født 1748, døde kort efter fødselen, og 1755 forlod hustruen ham, sandsynligvis på grund af hans forhold til en af operaens damer, Rosa Tagliavini. Efterhånden blev hans økonomi dog så derangeret at krigskancelliet måtte gribe ind. Under truslen om en krigsret måtte han 1756 forlade karrieren og underskrive en erklæring om at ville betale sine kreditorer hvis han kom til arv. Kildematerialet viser desuden spor af direkte uhæderlighed. Sikkert for at undgå skandale omkring en så fornem officer hjalp krigskancelliet ham til flugt og narrede kreditorerne ved at postdatere nogle skrivelser. 14.7. udnævntes han til generalmajor, og ugen efter fik han afsked fra armeen. Sammen med Rosa forlod han landet, i første omgang med Wien som mål. Den netop udbrudte krig syntes at give en officer gode muligheder, men både forsøget på at komme i kejserens og i zarens tjeneste mislykkedes, muligvis fordi hans midler ikke strakte til. Udover at deltage i slaget ved Lobositz 1.9.1756 fik han ingen beskæftigelse. I nogle år gennemrejste han Italien, gjorde gæld og rejste videre uden at betale. Den danske konsul i Neapel skrev om R. at han derfra var undveget "med et meget slet rygte; han vanærer sin fødsel og hele sit folk, hans tunge er meget farlig for hans land".

1760 var R. tilbage på Ascheberg hvor hustruen tog imod ham med glæde. Ægteparret synes derefter at have bosat sig i Danzig, men herfra begav han sig 1762 på en diplomatisk mission til St. Petersborg. Uden at sammenhæng og baggrund er helt klar står det fast at han sammen med den politiske eventyrer Magnus Beringskjold søgte at få indflydelse på de forhandlinger der var under forberedelse angående det gottorpske arvekrav som nu med Peter III (Carl Peter Ulrich) som zar var blevet Ruslands. Det er muligt at den egentlige bagmand for sendelsen var A. G. Moltke og derfor en udløber af striden mellem denne og J. H. E. Bernstorff om udenrigspolitikken over for Rusland. Men resultatet blev at han skabte sig fjender, først og fremmest den holstenske mellemmand C. v. Saldern, men også af Catharina (II) blev han så forhadt at hans navn fra nu af blev en belastning for det dansk-russiske forhold. Ved hjemkomsten fik han ganske vist sin generalmajorsbestalling tilbage, men ingen kommando, og han bosatte sig i Altona. Ved tronskiftet 1766 blev han atter taget til nåde, et udtryk for Bernstorffs da vaklende position, blev 28.2. chef for dronningens livregiment og 9.7. generalløjtnant. Ved C.-L. de Saint-Germains tilbagevenden til generalkrigsdirektoriet i foråret 1767 blev R. som en svoren tilhænger af generalfeltmarskallens ideer kommanderende general i Norge, men blev samme efterår afskediget sammen med denne som led i v. Salderns udrensning og beordret til at forføje sig til sit regiment i Holsten uden at sætte sine ben i hovedstaden.

I de år R. efter 1762 opholdt sig i Holsten hørte J. F. Struensee der blev hans læge og protegé til hans omgangskreds, en kendsgerning der uden tvivl fik indflydelse på Struensees opfattelse af "det danske system", det herskende konseil- og kollegiestyre, og især af den bernstorffske udenrigspolitik. R. hyldede visse moderne ideer i almindelighed, men han var først og fremmest frondør, en maliciøs og vittig kritiker uden originalitet og uden lyst til selv at gøre en indsats ud over kritikerens. Det var hans højeste ønske at komme tilbage til hoffet og hovedstaden og hans drøm at spille rollen som kongens uforpligtede rådgiver, især i udenrigspolitikken. Formentlig som et skridt på vejen mod dette mål, men også for at vise at han formåede noget for sin protegé, fik han i foråret 1768 via kongens daværende favorit Conrad Holck placeret Struensee som rejselæge under kongens store udenlandsrejse. Det blev ham derfor en umådelig skuffelse at Struensee efter hjemkomsten ved sit forhold til Caroline Mathilde og sin magt over den syge Christian VII fik en position der gjorde ham selv overflødig. Under hoffets rejse i Holsten 1770 hvor R. stillede det idylliske Ascheberg som han netop ved faderens død havde overtaget til dets rådighed lagde han sammen med Struensee de planer der kort efter førte til Bernstorffs fald. Modstræbende indvilligede han i at indtræde som 3. deputeret i krigskollegiet.

Efter at være kommet til Kbh. i august spillede R. nu udadtil den store mand, og i den snævre hofkreds, "dronningens parti", brillerede han en tid, men han fik ingen indflydelse hverken på udenrigspolitikken eller på regeringens almindelige planer. I sine breve til vennen P. E. Gähler havde han forud udviklet en plan om "den gode sag" efter hvilken revolutionen efter hans mening burde foregå, men der er tale om så generelle overvejelser – i en flot retorisk form – at de ikke kan betragtes som et realistisk arbejdsgrundlag. Efterhånden som styret udartede til Struensees enmandsvælde trak R. sig i vrede tilbage fra hofkredsen. Arbejdet i administrationen afskyede han, og efterhånden undlod han at vise sig i kontorerne. Selv om den engelske gesandt var forudindtaget er hans vurdering på den tid af R. næppe forkert, når han skriver: "Han er overordentlig produktiv med hensyn til planer og projekter som han udkaster den ene dag og enten glemmer eller gør grin med den næste". Han plagedes på ny af sine kreditorer, og da Struensee som et led i de almindelige retsreformer ophævede adelens immunitet i gældssager og nægtede at gøre en undtagelse for R. blev hans situation uholdbar. Imidlertid er der ingen grund til at tro at R. spillede nogen væsentlig rolle ved planlægningen og gennemførelsen af kuppet 17.1.1772, således som offentligheden troede – vel på grund af hans åbenmundethed i tiden forud. Det er sandsynligt at han var vidende om hvad der skulle ske, og at kupmagerne ikke stolede på ham. Han foregav at være syg, men blev om natten da hans forrige venner var arresteret hentet i sin bolig i Prinsens palæ og fik til opgave at arrestere dronningen, hvilket skete under for hende yderst ydmygende omstændigheder. Som de øvrige deltagere blev han straks efter overøst med begunstigelser, blev gjort til general, chef for krigskollegiet og elefantridder. Kun få måneder kunne han dog nyde sin popularitet. Hans belastethed i forhold til Struensee-kredsen der fremgik af de beslaglagte breve til Gähler, hans notoriske upålidelighed, men først og fremmest pres fra russisk side tvang regeringen til at forvise ham fra hoffet, og da han kort efter søgte at slå sig ned på Fyn blev han beordret til at begive sig til sit gods i Holsten. Med en for ham typisk kavalermæssig gestus afstod han fra halvdelen af den pension på 8000 rdl. der var blevet ham tilstået når først gælden var betalt. R.s begavelse er hævet over enhver tvivl, men hans selvovervurdering der altid skyggede for en realistisk bedømmelse af personer og politik var parret med en indre usikkerhed der bl.a. gav sig udslag i at han lagde sig syg hver gang vigtige beslutninger skulle træffes. Hans breve til Gähler, alene 500 tryksider i "Inkvisitions-Kommissionen ..." der glitrer af vid, sarkasme og verdensmandsmanér viser ham som aktøren der selv ønskede både at skrive og instruere det stykke han skulle spille med i, og han tager forskud på successen ved de premierer han frygter og som altid blev fiasko. Men stilens brillans dækker over hulheden i hans væsen. Ved karrierens begyndelse blev han anset for et af de få generalsemner i den danske hær; når han trods alt nåede så lidt skyldtes det hans egne brist og ikke, som han troede, modstandernes rænker og onde vilje.

Da han ikke her ved sin endelige afsked ønskede at stilles over for de hjemlige problemer fik han af kongen tilladelse til for sit helbreds skyld at rejse til udlandet, og sammen med en 18-årig actrice som han udgav for sin datter rejste han i en bue uden om Ascheberg til Sydfrankrig hvor han efter ophold i Orange og Avignon 1781 slog sig ned i landsbyen Menerbes. Her voksede en del myter, som han nok selv fostrede, op om ham. Efter afslag på som protestant at blive begravet på kirkegården fik han tilstået en gravplads ved byens fæstning. Det af ham selv besørgede gravmæle, en obelisk med to korslagte kårder, findes endnu bevaret. Den nu forsvundne latinske indskrift: "D.O.M.Terram quam dissidenti abnegat ecclesia militarem Hospiti militari præbet ponfifex fex. J^bus C^lus de Rantzau, cimber, obiit die 21.Jann. Ann. Dⁿⁱ 1789" ("Kirkefyrsten undte på fæstningsgrund den militære gæst den jord som kirken nægtede kætteren J[acobus] C[harles] Rantzau, jyde). En sidste gestus. – Kammerherre 1746.