Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Elias von Gähler

Oprindelig forfatter cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peter Elias von Gähler, 1718-2.5.1783, officer. Født i Kbh, død i Itzehoe, begravet sst. Som sekstenårig kadet fulgte v.G. det danske hjælpekorps i felttoget ved Mosel 1734-35 (spanske arvefølgekrig). 1736 blev han kar., n.å. virkelig kornet, 1743 løjtnant. Som sådan gjorde han tjeneste ved den franske armé 1744-46, bl.a. som adjudant for prinsen af Conti. 1746 blev han kar. ritmester, n.å. kaptajn i infanteriet, 1753 oberst og generaladjudant hos Frederik V, en charge han derefter beholdt da han 1758 som generalmajor i kavaleriet blev generaladjudant hos den øverstkommanderende for den danske hær i Holsten Frederik Ernst af Brandenburg-Kulmbach. 1760 blev han generalkvartermester. Under felttoget 1762 i Mecklenburg mod russerne deltog han som generalstabschef under den nyudnævnte øverstbefalende, den franske general-feltmarskal C.-L. de Saint-Germain. Forinden havde han 1761 tilrettelagt de inspektioner Saint-Germain foretog ved armeen, og som resulterede i en skånselsløs kritik af hærens tilstand og dens ledelse.

v.G. tilhørte tidligt den fløj af danske officerer der med erfaring fra europæiske stabe var tilhænger af radikale reformer af landmilitærets forhold, angående såvel rekrutteringen som ledelsesstrukturen. Sådanne reformer var forlængst i gang inden for det franske militær hvorfra G. havde sine praktiske erfaringer; men Frederik den Stores unge militærstat Preussen havde længe – ikke mindst efter resultaterne under syvårskrigen – udgjort et forbillede for officerer der anså de militære reformer som del af en mere gennemgribende ændring af samfundet, med konsekvenser såvel for de sociale forhold som for administration og styreform. Også i den danske hær havde sådanne reformer været under forberedelse, især under Christian VI, iværksat af overkrigssekretær Michael Numsen. Men den af civile godsejersynspunkter prægede regering under Frederik V var stærkt utilbøjelig til at lade reformerne nyde fremme. Hovedprincipperne i disse var for det første at erstatte en del af de udenlands hvervede tropper med udskrevne eller hvervede nationale, en foranstaltning som ville gøre stærkt indgreb i godsejernes dispositionsret over for bønderkarlene, ligesom der heri anedes spirer til yderligere bondereformer. For det andet at flytte hærens økonomiske forvaltning fra kompagnichefen til regimentsniveau, og i forbindelse hermed fjerne det eksisterende sportelsystem, altså en centralisering der ville genere et stort antal officerer i deres næring. Tilmed var det tanken at en del overtallige officerer skulle afskediges. Men i direkte forlængelse af disse hærreformer lå nogle politiske overvejelser om "oplyst enevælde", et ønske om en kraftig styrkelse af kongemagten ved indførelse af et kabinetsstyre der skulle fratage det adelige geheimeråd dets magt, og en tanke om en effektivisering af forvaltningen gennem forenkling af det enevældige bureaukrati der, ikke helt med urette, anklagedes for omsvøb og langsommelighed. Blandt reformtilhængerne omtaltes det gamle styre altid som "anarki" der helt havde usurperet den enevældige konges magt. For G. og hans meningsfæller stod feltmarskallen som eksponent for disse ideer, men selv hældede G. stærkest til den preussiske side.

Kendetegnende for kredsen af danske reformtilhængere var deres stærkt antirussiske orientering, en kendsgerning der efter krisen 1762, da en tilnærmelse til den østlige stormagt blev en nødvendighed, gjorde dem yderligere suspekte ud fra den bernstorffske regerings synspunkt. -Imidlertid havde den overhængende militære katastrofesituation 1762 i første omgang hensat den danske regering i en sådan choktilstand at det i en årrække blev muligt at arbejde alvorligt med reformforslagene. Sammen med overkrigssekretæren Conrad Ahlefeldt og generalen Andreas Hauch fik G. til opgave at udarbejde forslag til en ny hærordning, og efter at der som resultat heraf 28.10.1763 var blevet oprettet et generalkrigs-direktorium med Saint-Germain som præses blev v.G. selv den ene af de tre militære deputerede. Trods enighed om målet i hovedsagen synes v.G. og Saint-Germain i de første år at have betragtet hinanden med mistro og jalousi. Med sit kendskab til danske forhold var v.G. i stand til at bringe marskallen i politiske vanskeligheder, samtidig med at han gav dennes udkast en radikaliserende drejning. Det synes rimeligt at antage at den voldsomme kritik mod Saint-Germain for hans forslag til en norsk hærordning der brød radikalt med norsk tradition, og som kostede ham venskabet med den øverstkommanderende i Norge H. W. v. Schmettow, i virkeligheden burde være rettet mod v.G. der havde udarbejdet planerne. Man var i samtiden ikke i tvivl om at det var v.G. der styrede Saint-Germain og ikke omvendt. At han ikke blev overkrigssekretær efter at Ahlefeldt ved direktoriets oprettelse var manøvreret ud kan kun skyldes at regeringen ikke stolede på ham, men satte sin lid til den mere moderate Hauch. Samtidig søgte J. H. E. Bernstorff at styrke regeringens greb om de militære sager ved at få anbragt U. A. Holstein (1731-89) i kollegiet. Men da denne i virkeligheden var en tilhænger af en modernisering af det danske regeringssystem blev han ingen succes.

Annonce

v.G.s arbejde i direktoriet blev effektivt modarbejdet, også af flere af dets civile embedsmænd, og da han 1765 blev udnævnt til generalløjtnant var der praktisk talt intet tilbage af hans oprindelige ideer. Straks ved Frederik Vs død jan. 1766 benyttede man sig af lejligheden til at få generalkrigs-direktoriet ophævet. Saint-Germain blev afskediget og med ham v.G. der fik titel af vicekommandant i Glückstadt, men uden egentlig funktion i embedet, og ordre til straks at begive sig dertil. Efter det korte mellemspil hvor prins Carl af Hessen var præses for Vort høje krigsråd genoprettedes 10.3.1767 generalkrigs-direktoriet og v.G. vendte tilbage til sin plads heri, og da feltmarskallen i november s.å. fik sin endelige afsked forblev v.G. i sin stilling. Et udtryk for at man havde svært ved at undvære hans sagkundskab, men nok også for at man regnede med at kunne håndtere ham når Saint-Germain var borte. I de næste tre år førte v.G. en stille, men stadig kamp for sine reformer, men selv om Hauch mistede sin indflydelse og til sidst bad om sin afsked kom der ikke resultater ud af det. Først 1770 syntes det at lysne.

Under felttoget 1762 var der i Altona blevet etableret nogle forbindelser som skulle vise sig at få afgørende betydning, idet v.G. gennem general Schack Carl Rantzau blev gjort bekendt med den unge embedslæge J. F. Struensee. Her må også S. O. Falkenskiold en tid have sluttet sig til, ligesom der gennem v.G. var forbindelse til U. A. Holstein. Ved Struensees magtovertagelse sommeren 1770 kom tilsyneladende reformtilhængernes chance. Selv om denne magtovertagelse skyldtes en "upolitisk" tilfældighed var det program der skulle følges en naturlig konsekvens af den reformdiskussion der i årevis var ført i militære kredse. Og i det foregående havde det med al tydelighed vist sig at der intet kunne udrettes uden aktiv medvirken fra toppen. Den korte tid eksperimentet kom til at vare forhindrer en rimelig vurdering af hvad der kunne være udrettet. Imidlertid viste det sig hurtigt at enigheden næppe rakte ud over en uspecificeret kritik af "anarkiet". – Efter Bernstorffs fald i september s.å. udnævntes v.G. sammen med Rantzau og viceadmiral H. H. Rømeling som militære medlemmer af geheimekonseilet, men dette organ fik ingen betydning og ophævedes 8.12. Han blev derpå præses i en nyoprettet geheimekonferens, men heller ikke den fik nogen plads i systemet. Det af Struensee realiserede kabinetsstyre var klart efter de gamle meningsfællers opskrift, men ingen af dem kom til at spille nogen afgørende politisk rolle. Dertil var Struensee øjensynlig for usikker på sin egen magt. Men i modsætning til Rantzau forblev v.G. loyal mod regimet og fortsatte sin virksomhed i det militære kollegium hvor han nu blev præses. Efterhånden foretrak Struensee i militære anliggender at støtte sig til den yngre Falkenskiold. På en række områder synes v.G. at have søgt at forhindre Struensee i at udfordre officererne, fx ved opløsningen af fodgarden dec. 1771, og i øvrigt at have manet til forsigtighed. Dette fritog dog ikke senere i kommissionsdomstolens øjne v.G. for medansvar, men der er måske grund til at tro at forbitrelsen mod ham lige så meget var rettet mod. hustruen der havde været nært tilknyttet det forargelige hof.

Den 27 år yngre "Fiesge", som hun kalder sig i brevene til ham, blev opvartende dame hos dronning Caroline Mathilde og hurtigt den foretrukne, en til tider besværlig gunst hun bevarede til det sidste. Sommeren 1770 hørte hun til den v. Gähler, S. W. lille intime kreds der omgav kongeparret og Struensee på Traventhal og Ascheberg, mens v.G. blev i Kbh. og passede sit arbejde. Der er næppe grund til at fæste lid til de samtidige rygter der gjorde hende til elskerinde for flere herrer i og uden for hofkredsen, idet påstanden om hoffets usædelighed mere var et resultat af dets usædvanlighed end af viden om hvad der faktisk foregik. I hvert fald havde hun næppe bevaret dronningens velvilje om hun, som det også blev påstået, var kommet Struensee for nær. Men det er dog samtidig uomtvisteligt at brevene til hendes podagraplagede ægtemand i sommeren 1770 ofte afslører dårlig samvittighed.

Ved kuppet mod Struensee 17.1.1772 blev såvel v.G. som hustruen arresteret og ført til kastellet hvor de udsattes for en ublid behandling. Foruden en efter kommissionens mening begrundet mistanke om at fru Gåhler "måtte være lieret med Struensees Parti" undersøgtes hendes forhold ud fra et rygte om at hun skjulte visse graverende dokumenter. Da dette viste sig grundløst blev hun ved kabinetsordre af 18.5. sat på fri fod, og det udtaltes at man ikke kunne finde noget for hende belastende. v.G. forblev i sit fængsel til han 12.6. blev afskediget fra alle sine stillinger, med ordre til omgående at forlade hovedstaden og bosætte sig et sted i kongens provinser, dog Sjælland, Fyn og Slesvig undtagen. Ved arrestationen beslaglagdes v.G.s arkiv, især brevveksling med mange af de personer der kom til at stå Struenseestyret nær, og heri fandt kommissionen tilstrækkeligt bevis for at v.G. havde befattet sig med "at forandre og omdanne den hele Stats Indretning, uden for hans Kald og Indsigt". Af den pension på 3.000 rdl. der 1767 blev tilstået ham fik han kun lov at beholde 500, mens hustruen fik et tilsvarende beløb. I denne situation trådte husvennen generalmajor C. F. Gassen til med en forskrivning der sikrede dem et årligt rentebeløb på 1.200 rdl. – og som efter begges død fortsat udbetaltes af det classenske fideicommis til arvingerne indtil den sidstlevende slægtnings død omkring 1920. v.G. var utvivlsomt den sagligt bedst kvalificerede af Struensees oprindelige medarbejdere, og den mest helstøbte, men som kabinetsministerens havde også v.G.s reformarbejde et skær af doktrinarisme. v.G.s arkiv udgør hovedmængden af indholdet i de fem bind: Inkvisitionskommissionen af 20. Jan. 1772, en af de væsentligste kilder til ideer og personer bag Struensees regering.

Familie

Forældre: senere overkrigskommissær i Slesvig og Holsten, konferensråd Caspar v. G. (ca. 1683-1759) og Maria Gertrud Weber (1684-1770). Gift 23.4.1762 i Kbh. (Fred. ty.) med Christine Sophie Ahlefeldt, døbt 7.2.1745 i Eckernforde, død 19.7.1792 i Itzehoe (gift 2. gang 18.7.1792 med generalløjtnant, greve Carl Alexander v. der Goltz, 1739-1818), d. af kar. major, senere oberstløjtnant Henrik A. (1711-65) og Frederikke Marsilia Krag (1724-56). -Bror til Sigismund Wilhelm von G.

Udnævnelser

Hv. R. 1763.

Ikonografi

Mal. af C. G. Pilo, 1751 (Fr.borg). Miniature.

Bibliografi

Kilder. Danske saml. V, 1869-70 111-14. Pers. hist. t. 3.r.I, 1892 198. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I–III, 1904-13. Danske mag. 5.r.VI, 1909 193-211; 6.r.IV, 1928 l-75.Kabinetsstyrelsen i Danm. 1768-72, udg. H. Hansen I–III, 1916-23. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, sm. udg., I-V, 1927-41. Lit. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814, III-IV, 1897-1902. A. Fjelstrup: Damerne ved Karoline Mathildes hof, 1909 33-39. C. A. Trier: Ulrik Adolf Holstein, 1916. A. Paludan-Müller: Generalmajor Classen, 1923. K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale hær i Danm. III, 1926. John Danstrup i Hist. t. ll.r.II, 1947-49 l_60. Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Peter Elias von Gähler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290394