Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Smith

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Otto Smith, Otto Sophus Smith, 1.8.1890-27.3.1939, officer, våbenhistoriker. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). S. blev 1912 sekondløjtnant og premierløjtnant i fodfolket, fik 1923 afsked efter ansøgning på ventepenge og trådte ind i reserven hvor han 1925 udnævntes til kaptajn. 1921 havde han taget studentereksamen, blev n.å. cand.phil., studerede nogle år historie, ansattes 1924 som underbestyrer ved Tøjhusmuseet og blev 1937 dettes bestyrer. Han blev en særdeles interesseret og virksom museumsmand med "blanke Vaaben", rustninger og våbenhistorie som speciale og har i pjecer og tidsskrifter leveret en række afhandlinger herom – bl.a. Christian IVs Tøjhus, 1926 som særtryk af Før og nu, Det kgl. partikulære Rustkammer I, 1938, Vaabenhistoriske Aarbøger I, 1934–36; II, 1937–39. Han tog meget virksomt del i stiftelsen af Våbenhistorisk selskab og blev dettes første præsident. Som fuldt moderne museumsmand gjorde han stærk brug af reklame. Samtidig hermed drev han flittigt historisk-topografiske studier og har skrevet Aalborg. Vandringer i den gamle Limfjordsby, 1931, Næstved 1135–1935, 1935 og (sammen med V. Hermansen) Ribe Bys Historie 1730–1820 I-II, 1936–46, endvidere artikler i forskellige tidsskrifter. Ved tidsskriftet Fortid og Nutid var han en årrække anmelder af historisk-topografisk litteratur. -Fra 1926 var han lærer ved officerskolens offici-antklasse i historie m.m., og ved de senere års efterårsøvelser benyttedes han som presseofficer.

Familie

Forældre: fuldmægtig ved 5. udskrivningskreds Ejnar Halfdan S. (1859–1908) og Jacobine Holm Herskind (1865–1930). Gift 17.10.1915 i Hagested med Elisabeth Ingeborg Møller, født 1.6.1892 i Hørby ved Holbæk, død 5.12.1968 i Kbh. (Vor Frelser), d. af godsforvalter, landvæsenskommissær Carl M. (1860–1936) og Elisabeth Treschow (1865–1937).

Udnævnelser

R. 1937.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

[Arne Hoff] i Våbenhist. årbøger II, 1939 201–06 (heri bibliografi). Torsten Lenk i Zeitschr. für hist. Waffen- und Kostümkunde N. F. VI, Dresden s.å. 252. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Otto Smith i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297609