Nicolai Tidemand, Nicolaj Tidemand, 1.5.1766-12.4.1828, officer. Født på Strømsø, død i Drammen, begravet sst. T. blev 1782 musketer ved et norsk infanteriregiment, s.å. korporal og fourer, 1784 kar. sekondløjtnant, kom 1787 i virkelig fænriks nummer og gage, blev s.å. virkelig sekondløjtnant, var i felttoget 1788 adjudant hos general H. J. H. Hesselberg, forsattes s.å. til regiment i Kbh. som à la suite, blev n.å. lønnet sekondløjtnant og kar., 1790 virkelig premierløjtnant. 1791 forsattes han til regiment i Århus. Han havde flittigt benyttet opholdet i Kbh. til matematiske og militære studier, og 1795–1800 arbejdede han som landmåler under vejvæsenet i Jylland og på grevskabet Knuthenborg. 1799 havde han fået kaptajns karakter. 1801 beordredes han som aide-ingeniør ved befæstningsanlæg på Samsø og Kyholm, erhvervede kronprinsens og kollegiets anerkendelse for nidkært og dygtigt arbejde, blev 1802 stabs-, 1806 virkelig kaptajn og s.å. major. Et par gange var han divisionsadjudant ved hæren i Holsten, var 1807–10 kommandant på Samsø, men forsattes 1811 til regiment i Kbh., blev oberstløjtnant og havde 1813 en kort tid en selvstændigt kommando i Slesvig. 1815 afskedigedes han, efter ansøgning, af dansk tjeneste med obersts karakter og ansattes s.å. i Norge som à la suite i hæren og adjudant hos kongen. 1818 indstillede den norske regering ham forgæves til hrigadekommandør, og n.å. afgik han fra adjudantstillingen uden senere at komme til aktiv tjeneste. I sine sidste leveår forfattede han en række afhandlinger om militære, politiske eller statsøkonomiske forhold, hvoraf en del er trykt. 1792 oxersatte han et taktisk værk af general G. J. D. Scharnhorst. – T. var en velbegavet personlighed med mange kundskaber og mange interesser, en meget dygtig og energisk soldat, men en vanskelig karakter.

Familie

Forældre: magasinforvalter Christen T. (1713–74, gift 1. gang med Elisabeth Maria Bockman, gift 2. gang 1748 med Susanne Arboe, død 1757) og Anthoinette Früsenberg (ca. 1734–73). Gift 10.12.1800 i Århus med Christiana Charlotta Dorothea Jensen, født 21.7.1777 i Rendsborg, død 11.5.1861 i Frederiksværn, d. af kar. kaptajn, senere oberst Ferdinand August J. (1746–1828) og Margaretha Eleonora Sophie Buchwald (1756–88).

Ikonografi

Træsnit 1881. Mal. af Benedicte Scheel, 1881 (Oslo militære samfund).

Bibliografi

Oberst N. T.s optegn, om sit liv og sin samtid i Norge og Danm. 1766–1828, ved C. J. Anker, Kria. 1881. Medd. fa krigsark., udg. Generalstaben I-II, 1883–85; IV-V, 1890–92; VIII-IX, 1900–02. – J. A. Hielm i T.s Om de sammensatte staters foreningsmåde, Kria. 1829. Samme i Morgenbladet, Kna. 1829 nr. 103.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig