Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.E. Lomholt

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

N.E. Lomholt, Niels Ebbesen Lomholt, 26.6.1864-25.8.1919, officer, militærtekniker. Født i Vejstrup, Nørre Broby sg, død på Frbg., begravet sst. L. gennemgik hærens officersskoles næstældste klasse 1883-85 og udnævntes 1885 til sekondløjtnant i artilleriet, gennemgik 1887-90 med udmærkelse den særlige artilleriklasse, blev kaptajn 1896, oberstløjtnant 1911, direktør i hærens tekniske korps 1916. En årrække indtil 1901 var han til rådighed for artilleristaben og artillerigeneralen, 1904-07 chef for artillerimaterielværk-stederne og fungerende underdirektør, 1907-09 direktør for artilleriets tekniske tjeneste, 1910-19 kommandør, derefter chef for generaltøjmester-kvarteret. Også til flyvemaskinevæsenet og hærens motorkøretøjer udstraktes hans virksomhed, og han var en tid formand for Dansk frivilligt motorordonnanskorps. Han var en alvorlig, meget begavet, flittig, grundig, yderst samvittighedsfuld og, særlig på de militærtekniske områder, overordentlig kundskabsrig mand. 1896 udgav han det fortrinlige og instruktive arbejde Kampen om Kystbefæstninger (2.opl. 1912) og 1897 en praktisk og meget benyttet firecifret logaritmetabel. Som lærer i artilleri 1896-1908 i hærens officersskoles ældste klasser udarbejdede han en række lærebøger hvoraf skal nævnes Haandskydevaaben, 1897 (2.udg. 1913) samt arbejder om artilleriets ordning, dets udrustning og anvendelse, dets skydning og virkning (1901-02). En lang årrække var L. årlig en eller flere gange på tjenesterejser til Sverige, Tyskland, Frankrig, Østrig m.fl.st., dels i studieøjemed, dels for at føre kontrol og foretage prøver med bestilt artillerimateriel af alle slags.

Familie

Forældre: lærer Mads Jensen L. (1838-1928) og Karen Christiansen (1831-1907). Gift 1.6.1900 i Herrested med Clara Emilie Fogh Hansen, født 18.2.1879 i Mårslet, død 7.5.1973 på Frbg., d. af lærer i Mårslet, senere sognepræst i Herrested Carl Christian Vilhelm H. (1 852-1923) og Petrea Mikkelsen (1856-1911). Navneforandring 23.5.1894. - Farbror til Svend L.

Udnævnelser

R. 1904. DM. 1910. K.2 1916.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Adolf Lomholt: Foreløbig oversigt over slægten Lomholt, 1897. Samme i Pers.hist.t. 9.r.III, 1931 189-95. M. J. Lomholt: Stamtvl. over Tolstrupgrenen af familien Lomholt, 1925. Berl.tid. 26.8.1919. Politiken s.d. Ad. G. V. Petersen i Ingeniøren XXVIII, 1919 441. C. Rye i Dansk artilleri t. VI, s.å. 137-45; sst. XXI, 1934 155. [M. J. Lomholt:] Mindeblade om oberstløjtnant N. E. L., 1920. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: N.E. Lomholt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293676