Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mathias Numsen

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Mathias Numsen, 18.3.1646-17.4.1731, officer, forvaltningsembedsmand. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). N. var ganske ung indtrådt i krigstjeneste herhjemme, blev 1670 kornet i rytteriet og deltog i skånske krig som løjtnant 1675, blev kaptajnløjtnant 1676, ritmester 1677, 1678 major og oberstløjtnant, 1685 oberst og regimentschef. I krigen 1700 fik han overdraget forsvaret af Vendsyssel hvor han viste betydeligt organisationstalent og evne til samarbejde med befolkningen, og hans anordninger blev et forbillede for den almindelige landstormsforordning. Derefter deltog han i besættelsen af Sydslesvig. Fra 1701 var han brigadér ved korpset i Nederlandene, indtil han 1703 på grund af kompetencestridigheder og legemlig svækkelse søgte og fik afsked. Ved hærens reorganisation 1710 blev han medlem af land- og søetatens generalkommissariat og udskrivningschef på Sjælland, n.å. generalmajor (ane. 1703), var 1712 chef for felthærens kommissariat og deltager i vigtige rådslagninger om felttogsplaner. Da generalkommissariatet s.å. omorganiseredes blev han ansat ved landetaten hvor han, fra 1720 som præses, forblev til tronskiftet 1730. 1716 var han blevet formand i rytterkommissionen for Sjælland og udførte heri et stort arbejde, indtil kongen 1719 kort og køligt ophævede kommissionen og udnævnte to nye i stedet, formentlig fordi N. og hans kolleger ikke veg tilbage for energisk hævdelse af deres standpunkter i principspørgsmål, bl.a. forsvar af de nye rytterbønder mod ubillige krav til ydelser for befrielse fra hovarbejder. Med sin hustru havde N. fået Brusgård (Galten hrd.) som han solgte, hvorefter han købte Fuglebjerggård og Saltø (Øster Flakkebjerg hrd.). 1688 havde han fået våbenbrev. – Gehejmeråd 1726.

Familie

Forældre: materialforvalter ved Holmen Hans N. (1613-52, 2. gang gift med Maren Dichmand) og Inger Margrethe Vibe (1622-48). Gift 1680 (ægteskabsbrev 22.5.) med Marie Worm, født 22.8.1649 i Kbh., begr. 15.5.1715 sst. (Holmens) (gift 1. gang 1671 med krigs- og landkommissær Peder Lassen til Brusgård, 1624-76), d. af læge Ole W. (1588-1654) og Magdalene Motzfeldt (1617-91). – Far til Michael N.

Udnævnelser

Hv. R. 1717.

Annonce

Ikonografi

Afbildet som barn på forældrenes epitafiemal. af Karel van Mander (Holmens k.). Malet i ordensdragt 1723 (Løvenborg).

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IX, 1922 442-46 (om slægten). Danske mag. 5.r.IV, 1898-1901 301 (Chr. Vs dagbog). Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I–II, 1899-1903. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. II-III. 1916-26. Samme i Hist. t. 9.r.III, 1923-25 30 90f. O. v. Munthe af Morgenstierne: Feltmarskal Michael Numsen og hans tid, 1938.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Mathias Numsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295143