Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ludvig v. Köller-Banner

Oprindelig forfatter cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ludvig v. Köller-Banner, Georg Ludvig v. Köller-Banner, 1.3.1728-30.4.1811, officer. Født i Freysa ved Ziegenhayn i Hessen, død i Altona, begravet sst. (Heiligengeist Kirchhof). v.K. begyndte som 13-årig i det hessiske militær, blev 1744 fænrik i fodfolket, 1746 sekondløjtnant og 1758 major. På dette tidspunkt var han også 2. guvernør for de hessiske prinser i Kassel, Carl Frederik og Vilhelm. 1760 trådte han i dansk tjeneste som sekondoberstløjtnant ved falsterske fodregiment som den nu 16-årige prins Carl var chef for. N.å. blev han virkelig oberstløjtnant og kommandant, 1766 kar., n.å. virkelig oberst og chef for regimentet. v.K. var en dygtig soldat, respekteret af sine officerer, med evner for disciplin og administration. Når han af en samtidig skildres som "et hidsigt hoved ... en uudtømmelig storpraler med en anselig skikkelse og store legemskræfter" modsiges dette ikke ganske af hans levnedsløb. Som bl.a. P. E. v. Gähler var han tilhænger af at der tilførtes de hvervede regimenter indenlandsk mandskab for at modvirke de overhåndtagende deserteringer, både 1762 og 1769 indsendte han uden held forslag herom til det militære kollegium. Men han tilhørte ikke gruppen omkring den franske generalfeltmarskal C.-L. de Saint-Germain; som traditionel officer var han royalist. 1771 overtog han med sit regiment en del af slotsvagten i Kbh. efter at J. F. Struensee havde ladet Frederik Numsens korps forlægge til Jylland. Under teaterfejden 25.11. hvor studenterne med en pibekoncert demonstrerede mod Niels Krog Bredals nachspiel til sit kritiserede stykke Tronfølgen i Sidon gjorde v.K. sig bemærket som anfører for de officerer der tog stykket – og måske actricerne – i forsvar og pryglede studenterne ud af teatret. Som sådan portrætteredes han under navnet Bürgerschreck i Johs. Ewalds satire De brutale Klappere. Kort efter blev han imidlertid en af lederne i det komplot der satte Struensee fra styret. Den velunderrettede Dorothea Biehl, hos hvem han kom som gæst, hævder at hans had til kabinetsministeren skyldtes at en officer ved v.K.s regiment blev indstillet til kassation på grund af opsætsighed mod Kbh.s kommandant under mytteriet i dec.s.å. (juleaftensfejden). Hans nære forhold til kongehuset gennem prins Carl har dog været tilstrækkelig grund for ham til at han, som i øvrigt de fleste officerer, var modstander af Struensee. Af den hengivenhed enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik viste ham bagefter synes det at fremgå at han har været den drivende kraft i konspirationen. I nogen tid havde han plejet omgang med de utilfredse medlemmer af Struensees parti, Schack Carl Rantzau og Ulrich Adolph Holstein, og der er grund til at tro at det er ham arveprinsen sigter til i skrivekalenderens notits: "12. Jan. blev det Tilbud Os gjort som blev Aarsag til Landets Frelse".

15.1.1772 modtog han en billet fra enkedronningen der muligvis skal forstås som accept af tilbuddet, og da hans regiment 16.1. havde slotsvagten, sammen med H. H. v. Eickstedts dragoner, slog man til. Efter koldblodigt at have siddet og spillet tarok med et af de intetanende ofre under hofballet, og i besiddelse af en ordre underskrevet af enkedronningen om at kongen (Christian VII) ønskede at "bringe sig og Staten i Sikkerhed og straffe visse Folk" ledede v.K. selv arrestationen af hovedpersonerne Struensee og Enevold Brandt. Straks efter kuppet udnævntes han til generalløjtnant, medlem af generalitetet som chef for infanteridepartementet, fik det hvide bånd og blev overgeneraladjudant hos kongen. Om hans fortsat nære tilknytning til hoffet vidner det at han samme dag dommen over Struensee og Brandt var fældet var orienteret om kongens approbation af dommen. Dorothea Biehl citerer ham for fra sin teaterloge om aftenen at have udtalt: "... Paa Tirsdag holder de to store Grever aabent Taffel for Ravne og Krager".

Som belønning for sin ureflekterede royalisme blev v.K. naturaliseret som dansk adelsmand og fik tilladelse til at føre navn, skjold og hjelm efter den uddøde danske adelsslægt Banner. Desuden udnævntes han til præses i en kommission vedrørende Det kgl. teater, en post han kun var kvalificeret til i kraft af et forhold til en af actricerne, Catharine Marie Morell (Gielstrup), med hvem han havde en søn. Imidlertid havde han ingen støtte uden for hoffet, og modsætningen til v.Eickstedt i militære spørgsmål bevirkede at han allerede samme efterår beordredes til Rendsborg som interimsguvernør. Ansættelsen ændredes 1774 til fast guvernør, og han blev generalinspektør over infanteriet i hertugdømmerne, men han formåede ikke, trods gentagne forsøg og fortsat velvilje fra arveprinsens side, atter at vinde indflydelse i Kbh. I regeringen var A. P. Bernstorff og J. O. Schack-Rathlou hans svorne modstandere. 1775 søgte han afsked, men forblev til rådighed indtil han 1777 bevilgedes fuldstændig afsked med en livsvarig pension på 4.400 rdl. v.K. besøgte nogle gange Kbh. og havde bl.a. 1777, som det fremgår af en korrespondance mellem magistraten og kancelliet, en kontrovers med førstnævnte, fordi han havde ladet sin tjener bortføre barnet der af jomfru Morell var sat i pleje hos en jordemoder. Sagens udfald kendes ikke, men han besvarede en tilsigelse fra rådhuset med at han som tysker ikke forstod dansk. Han boede skiftevis i Stettin i hvis nærhed han ejede godserne Görke, Cantreck, Lüttmannshagen, Schwanteshagen og Siggelkow og Altona hvor han til 1794 ejede et landsted. Sine sidste år tilbragte han i huset hos grevinde Sophie Amalie Holstein, enke efter U. A. Holstein, hvor han døde af knivstik han havde tilføjet sig selv "i et slags anfald af vanvid".

Annonce

Familie

Forældre: kaptajn i hessisk tjeneste Joachim Christoph v.K. (1691–1732) og Cordula Christine v. Zollin (1689–1753). Ugift.

Udnævnelser

Hv.R. 1772.

Ikonografi

Mal. fra 1760erne. Fremstillet på stik af J. og M. Haas af Struensees arrestation, 1772. Tegn. af Thomas Brandt, udst. 1775.

Bibliografi

Kilder. Carl af Hessen: Mémoires de mon temps, 1861 (da. overs.: Prins Carl af Hessens optegn., Kria. 1893). Danske mag. S.r.III, 1893–97 48f 320; IV, 1898–1901 99f. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé II, 1896; VI, 1903; VIII, 1917. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904–13. H. Weitemeyer i Pers.hist.t. 5.r.VI, 1909 47f. Inkvisitionskommissionen af 20.1.1777, udg. H. Hansen I-V, 1927–41. Udv. breve af J. O. Schack-Rathlous arkiv, udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936.

Lit. Hist.t. 3.r.IV, 1865–66 427–31 455f 488–92 (Dorothea Biehls breve). Fr. Schiern sst. 4.r.II, 1870–72 679–840 fl.st. L. Koch i Museum, 1891 II 1–21. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 IV-V, 1902–06. K. C. Rockstroh: Udvikl. af den nationale hær i Danm. III, 1926.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Ludvig v. Köller-Banner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298839