Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Levin Ludvig v. Hobe

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Levin Ludvig v. Hobe, Levin Ludewig v. Hoben, 25.11.1700-26.4.1781, officer. Født på Warbelow i Mecklenburg, død i kastellet Frederikshavn, begravet i Kbh. (Garn.). v. H. kom 1716 i dansk tjeneste, blev 1722 sekondløjtnant i fodfolket, 1727 premierløjtnant og kaptajn, 1746 kar., 1749 sekond- og n.å. premiermajor i Garden til fods (1752 med obersts kar.). 1756 blev han virkelig oberst og regimentschef mod at betale pension til sin formand, 1760 generalmajor. 1743 var han generaladjudant hos general Jobst v. Scholten ved det til angreb på Sverige bestemte korps og under mobiliseringen 1758–62 deputeret, derefter præses i feltkommissariatet, fra 1760 tillige deputeret i generalkommissariatskollegiet; men da C. L. de Saint-Germain 1763 oprettede generalkrigsdirektoriet blev v.H. ikke medoptaget deri, formentlig fordi han i forvejen havde udtalt mistvivl om reformernes økonomiske gennemførlighed. Han var herefter uden tjenestestilling indtil han 1766 ved Saint-Germains afgang blev deputeret i det høje krigsråd, men han blev skubbet ud, da Saint-Germain marts n.å. atter kom til magten. 1768 blev han kommandant i Kastellet, n.å. generalløjtnant og 1772, ved det militære kollegiums rekonstruktion, en kort tid deputeret i dette. 1775 blev han general af infanteriet. Til sin død var han kommandant i Kastellet. 1776 var han blevet naturaliseret som dansk adelsmand. Med sin anden hustru havde han erhvervet meget betydelige midler. – Hv. R. 1766.

Familie

Forældre: Carl (Cord) Ludewig v. H. til Warbelow (død 1705) og 2. hustru Dorothea v. Levetzow (1660–1727, gift 1. gang med Paschen v. Negendank til Prieschendorf og Schmachthern, død 1682, gift 3. gang 1707 med svensk løjtnant Joachim Otto v. Hunemorder til Fienstorff m.m., 1663–1730). Gift 1. gang 1732 med Cathrine Sophie Langhaar, født 1703, begr. 17.4.1748 i Kbh. (Garn.), d. af premierløjtnant, senere oberstløjtnant Claus L. (død 1712) og Charlotte Sophie Brockdorff (1681-tidligst 1766, gift 2. gang med brigader Christoph Moritz v. Donop til Maspe, 1688–1733, gift 1. gang ca. 1703 med Johanne Elisabeth v. Dterwich, død 1716). Gift 2. gang 1753 med Adelgunde Sophie Scholten, født 24.5.1732 på Estrup, Malt sg., død 27.10.1775 i Kbh. (Garn.), d. af generalløjtnant, senere general Henrik S. (1677–1750) og Louise Brockdorff (1700–44).

Ikonografi

Tegn. af W. Haffner, 1781 (Gelting).

Annonce

Bibliografi

K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær III, 1926.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Levin Ludvig v. Hobe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298812