Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joseph Abrahamson

Oprindelig forfatter IMar
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Joseph Abrahamson, Joseph Nicolai Benjamin Abrahamson, 6.12.1789-6.1.1847, officer. Født i Kbh. (Garn.), død i Odense, begravet sst. A. blev artillerikadet 1801 og officer som 16-årig 1805. Ved generalkvartermesterstabens oprettelse 1808 trådte han ind i denne som adjoint og virkede som lærer ved artillerikadetinstituttet fra 1808–11 hvor han overgik til generaladjudantstaben og blev premierløjtnant. Her vandt han kong Frederik VIs tillid og blev straks betroet føringen af "Den hemmelige Protokol", kongens gehejmekorrespondance. 1812 blev A. kaptajn og divisionsadjudant i staben. 1816–18 befandt han sig ved Wellingtons hovedkvarter i Aachen under de forenede magters okkupation af Frankrig. Han trivedes øjensynlig godt i de fornemme omgivelser og blev trods sin unge alder betroet mange diplomatiske hverv der krævede særlig takt og diplomatisk snilde. 1817 blev han kammerjunker. Som sin far var han meget interesseret i undervisningsspørgsmål og efter hjemkomsten 1819 engagerede han sig dybt i gennemførelsen af den såkaldte indbyrdes undervisning. Initiativet til at indføre denne, af englænderne A. Bell resp. J. Lancaster lancerede, indbyrdes undervisning blev taget af kongen der heri så et middel til at gennemføre en effektiv og billig skoleundervisning, idet en enkelt lærer kunne undervise mange børn samtidig ved hjælp af den, en tanke som må have været fristende i de økonomisk dårlige år efter statsbankerotten 1813 og efter vedtagelsen af de krævende skolelove 1814. Kongen mødte modstand i Kbh.s skoledirektion da han 1816 ønskede at prøve metoden i de offentlige skoler og fandt i den hjemvendte A. den mand som kunne føre sagen igennem. A. havde studeret metoden i Frankrig og var blevet begejstret for dens muligheder for at højne folkeoplysningen. Metoden gik ud på at elever i skolens første klasse – fra 7 til 10 år -blev inddelt i grupper efter kundskaber; under ledelse af de dygtigste elever, såkaldte monitorer, marcherede grupperne rundt i skolelokalet efter signal fra lærerens fløjte og læste eller regnede individuelt og i kor ud fra tabeller af forskellig sværhedsgrad der var hængt op langs væggene. Lærerens opgave var at uddele tavler, pegepinde, skilte der markerede monitorerne, at fløjte når kolonnerne skulle bevæge sig fra tavle til tavle og at gå rundt og notere elevernes fremskridt i sin notesbog. Metoden krævede store undervisningslokaler og mange børn hvilket bedre passede til store byskoler end til landsbyskolens forhold.

Elevudtalelser vidner om at små børn i begyndelsen kunne finde fornøjelse i den afvekslende rytme i skoletimen, men efterhånden som undervisningen skred frem blottedes dens åndløse terperi. De fleste skoleautoriteter stod allerede i 1819 som modstandere af metoden selv om den havde stærke pædagogiske fortalere i f.eks. tidligere pestalozzianere som P. H. Mønster og C. L. Strøm samt prof. Jens Møller. Uden A.s utrættelige energi havde dog den indbyrdes undervisning aldrig fået den indflydelse på skolens elementarundervisning som den fik. Måneden efter sin hjemkomst indførte A. den efter kgl. befaling som forsøg i Sølvgades kaserneskole, og s.å. blev skolen udset til "normalskole" for metoden med A. som forstander. Senere på året blev samtlige hærens og flådens børneskoler unddragne skoledirektionens tilsyn og understillede en særlig militær direktion, i hvilken A. var sjælen, med det specielle formål at fremme indbyrdes undervisning. Samtidig indtrådte A. i en kommission for indbyrdes undervisning ved de offentlige skoler og han udarbejdede i den følgende tid tabeller og vejledninger til brug ved undervisningen. Han udgav sammen med P. H. Mønster den indtil nu mest indgående beskrivelse af metoden: Den indbyrdes Underviisnings Væsen og Værd I–II, 1821–28. Ved kancelliets mellemkomst søgte A. at få metoden gennemført ved påbud. En lov blev dog aldrig udfærdiget, men indbyrdes undervisning blev optaget som et hovedfag på seminarierne, og seminariernes forstandere og lærere blev indkaldt til normalskolen for at lære metoden. Lærere, præster og provster fik skarpe tilsigelser om at kontrollere gennemførelsen af den i. almueskolen. Selv rejste A. rundt og inspicerede skolevæsenet, og i hans rapporter til kongen karaktergav han i stærke vendinger de præster og lærere som ikke føjede sig efter hans direktiver. På denne måde indførtes i 1820'erne indbyrdes undervisning i ca. 80 pct. af landets almue- og borgerskoler. Modstanden mod den mekaniske indlæring ved metoden og mod den næsten diktatoriske magt A. besad voksede støt. Det afgørende slag mod den "røde bisp", som A. efter farven på sin uniform blev kaldt, blev rettet af professor H. N. Clausen i Maanedskrift for Litteratur 1831. Den opsigtsvækkende og kritiske artikel tvang A. til at bede sig fritaget for alle opgaver i forbindelse med indbyrdes undervisning. Metoden mistede med årene sin betydning. 1865 blev normalskolen nedlagt.

Allerede før A. opgav sit arbejde for den indbyrdes undervisning havde han kastet sig over et nyt undervisningsprojekt – en forbedring af den militære uddannelse. Her blev hans indsats af gennemgribende betydning for den danske hær i over 40 år. Den militære uddannelse var efter 1814 inde i en nedgangsperiode. 1830 fremlagde A. et forslag om en nyordning af den militære uddannelse og om oprettelse af en militær højskole som vendte udviklingen. Efter en lynhurtig kommissionsbehandling blev forslaget vedtaget samme år. Ideen havde A. fra den i Paris 1794 oprettede "École polytechnique" som han havde lært at kende i Frankrig. Forskellen var at den franske højskole også tog sig af civile, medens den civile uddannelse i Danmark siden 1829 blev varetaget af den nyoprettede Polytekniske læreanstalt. A.s forslag gik ud på, at landkadetakademiet for fremtiden skulle varetage al grundlæggende officersuddannelse samt officersuddannelse til infanteri og rytteri, medens Den kongelige militaire højskole skulle uddanne officerer til generalstaben, de forskellige korps samt militære lærere. A. blev 1830 skolens første undervisningsdirektør og sikrede gennem en dynamisk indsats skolen igennem de første vanskelige år. Skolens undervisning blev lagt på et højt niveau med fremragende personer i lærerkorpset, bl.a. mænd som J. L. Heiberg, C. C. G. Andræ, A. F. Tscherning, C. E. Reich og A.s nevø, W. H. F. A. Læssøe. Samarbejdsvanskeligheder i højskolens ledelse tvang kongen til at udskifte A. 1835. Samme år overtog han general-krigskommissærposten, dvs. han blev chef for udskrivningsvæsenet både for hær og flåde. 1840 opnåede han obersts karakter. De sidste år af sit liv viede A. det politiske liv på Roskilde stænderforsamling – valgt i Odense – hvor han bl.a. uden held plæderede for indførelse af almindelig værnepligt. A. var udstyret med usædvanlige evner der tidlig gjorde kongen opmærksom på hans person, og kongens tillid beholdt han livet igennem. Hans dynamiske fremtoning og usædvanlige arbejdskapacitet førte ham frem til det forreste led i planlægningen af de undervisningsområder som havde hans interesse, men hans ofte hensynsløse optræden og emsighed for at føre sine ideer igennem skabte modstand både mod hans ideer og mod hans person. A.s pædagogiske tanker var præget af hans militære uddannelse; som militærperson var han i besiddelse af en bred samfundsinteresse. Han var således medstifter af Det kgl. nordiske oldskriftselskab og blev i 1825 dets præsident. Han var en tid direktør for døvstummeinstituttet, direktør for Det kgl. stentrykkeri og forfatter til både artikler og lærebøger. Frederik VI benyttede ham i talrige militære og diplomatiske sendelser til udlandet. Adlet 1827. Dr. phil. h.c. ved universitetet i Kønigsberg 1830. Kammerherre 1842.

Annonce

Familie

Forældre: officer, forfatter Werner A. (1744–1812) og Benedikte R. M. Rothe (1761–1830). Gift 7.9.1821 i Kbh. (Garn.) med Sophie Frederikke Frisch, født 12.7.1796 i Kbh. (Petri), død 23.1.1872 sst. (Helligg.), d. af justitsråd, senere etatsråd, direktør for Den grønlandske handel, Hartvig Marcus F. (1754–1816) og Dorothea Tutein (1764–1814).

Udnævnelser

R. 1817. DM. 1824. K. 1828.

Ikonografi

Mal. af F. C. Groger, 1813 (Fr.borg). Stik af Bouchardy i Paris, ca. 1818, litografi herefter med uniform tilføjet. Mal 1820. Silhouet på Fr.borg.

Bibliografi

J. H. F. Jahn i Mil. repertorium, 1847 (Tillæg Offic. medd. I 12f.). Medd. fra krigsark., VIII-IX, 1900–02. -Danm.s adels årbog, XXXVI, 1919 455f. J. A. Hansen: Politiske skildringer I, 1854. Joakim Larsen: Bidrag til den danske folkeskoles hist. 1818–98, 1899. K. C. Rock-stroh i Vor ungdom, 1927 153–64. Mogens Rosenløv: Uddannelse af hærens linieofficerer 1713–1963, 1963. K. E. Bugge: Skolen for livet. Studier over N. F. S. Grundtvigs pædagogiske tanker, 1965. Thor Nordin: Växelundervisningens allmänna utveckling, Sth. 1973. -Papirer i Rigsark. Breve fra A. i Kgl. bibl., optegnelser om "65 i Ingemanns "Erik Menveds barndom" forekommende personer" sst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ingrid Markussen: Joseph Abrahamson i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285694