Johannes Harbou, Johannes Wilhelm Anthonius Harbou, 17.1.1810-14.4.1891, officer. Født i Kbh. (Slotsk.), død sst., begravet på Frbg. H. blev 1821 volontær i landkadetkorpset, fik 1825 efter eksamen anciennitet som sekondløjtnant, var derefter et år pagekadet og afgik 1826 til infanteriet. 1833 blev han premierløjtnant, 1840 stabskaptajn – hele tiden i Holsten hvor han havde megen slægt. 1841 vakte han kongens mishag ved en række artikler i Fædrelandet om formentlige mangler i holstenske forbundskontingent, blev idømt seks måneders fæstningsarrest og ved hæromordningen 1842 afskediget med vartpenge, men var formelt ikke udelukket fra genansættelse. 1843 rejste han til Paris for efter kongens befaling at gøre sig bekendt med det militære undervisningsvæsen hvorefter han tog tjeneste i den franske hær i Algier, udmærkede sig ved flere lejligheder og blev ansat i marskal Bugeauds stab. Om sine oplevelser og erfaringer her skrev han en del artikler til et tysk tidsskrift, til dels indarbejdet i senere publikationer. Efter et års ophold i Altona for at afvente kongens bestemmelse om mulig genansættelse rejste han 20.3.1848, samtidig med den slesvigholstenske deputation, til Kbh., meldte sig i krigsministeriet hos A. F. Tscherning hvem han kendte fra tidligere tid, blev genindsat med sin gamle anciennitet (1841) og blev adjudant hos Tscherning. I felttoget 1848 kom han til at spille en betydningsfuld rolle som mellemmand mellem Tscherning og de høje kommandomyndigheder hvortil hans friske elskværdige natur og personlige uegennytte gjorde ham vel egnet. Man kan vel ikke godkende formen for hans forbindelse med Frederik Læssøe bag den kommanderende generals, Hans Hedemanns, ryg og de skarpe domme over ældre officerer i de to mænds korrespondance, men det må erkendes at H. i det hele øvede en gunstig indflydelse og også jævnlig retledte sin geniale, men irritable og vanskelige ven Læssøe. 28.5. gav han på Tschernings vegne men mod sin instruks samtykke til de forholdsregler der resulterede i de vellykkede aktioner denne dag og 5.6.

Ved Tschernings afgang sidst i 1848 trådte H. fra som adjudant; i juli havde han fået majors karakter, n.å. blev han virkelig major efter at have ført bataljon ved Kolding hvor han blev hårdt såret. 1850 førte han bataljon ved Helligbæk 24.7. og blev atter hårdt såret. 1852 blev han kar. og virkelig oberstløjtnant, 1858 kar., 1860 virkelig oberst. – Umiddelbart før udbruddet af krigen 1864 tilskrev han konseilspræsident D. G. Monrad og rådede indtrængende til forhandlinger med de tyske stormagter for at undgå krigen og frarådede stærk modstand i Dannevirkestillingen. – Under manøvrerne i Slesvig 1861–63 og under krigen 1864 førte H. brigade. Under en natlig inspicering i Dybbølsstillingen 20.3. kom han til skade ved at styrte i et hul, og under fægtningen 28.3. blev han truffet i brystet af en kugle, måtte melde sig syg efter kampens ophør og deltog ikke mere i felttoget. I sept.s.å. reserveredes ham generalmajors anciennitet, men ved reduktionen i dec.s.å. udgik han af nummer som oberst, sattes a la suite som generalmajor og pensioneredes. 1876–83 var han udskrivningschef. -H. var stærkt politisk interesseret, som mange af de ældre officerer helstatsmand; han tog hyppigt til orde i dagspressen, og har skrevet flere pjecer om militærpolitiske spørgsmål, bl.a. Til Vaaben, i Gevær!, udsendt i Altona febr.1848 og Nogle Erindringer og Betragtninger, 1870, omfattende perioden 1848–52. Et par gange søgte han valg til rigsdagen, støttet af Augustforeningen, hvis formand han en overgang var, men med såre ringe held. Hans standpunkt i Dannevirkespørgsmålet benyttedes med virkning imod ham i valgagitationen, og skønt hans samarbejde med Tscherning 1848, hans deltagelse i krigene 1849–50 og 1864 var vidnesbyrd om hans danskhed betragtedes han dog af mange som "tysker". Han tog levende del i forhandlingerne om hærloven af 1867 som han var imod. – Hans hustru udfoldede en betydelig filantropisk virksomhed (Selskabet smaabørns vel). – Kammerjunker 1829. – Broderen Andreas Paul Adolph Harbou, født 3.2.1809, død 24.6.1877, blev jurist fra Kiel 1832 og derpå embedsmand ved den slesvigske regering. 1848 gik han med slesvigholstenerne og blev 1852 udelukket fra amnesti. Han blev senere statsminister i Sachsen-Meiningen, og fra 1866 hos fyrsten af Reuss.

Familie

Forældre: postdirektør, senere toldforvalter, kammerherre Frederik Hans Walter H. (1765–1832) og Ane Marie Prætorius (1777–1844, gift 1. gang i Vestindien med N. N. Callumore). -8.7.1852 i Kbh. (Frue) med Louise Ulrikke Mariane Hellesen, født 8.4.1833 i Kalundborg, død 17.1.1897 på Frbg., d. af købmand i Kalundborg, senere grosserer i Kbh., konsul Hans Christian H. (1801–79) og Charlotte Amalia Frederikke Schnell (1813–95). – Far til H. W. H. og Alvilda Harbou Hoff.

Udnævnelser

(J. H.) R. 1848. DM. 1850. K.1 1864.

Ikonografi

Mal. af D. Monies, 1852. Litografi af U. H.H. Baudissin, 1856. Foto.

Bibliografi

Extract af acterne i justitssagen mod kapitain J. H. i anledn. af de i Fædrelandet af ham indrykkede artikler, Slesv. 1841. – Den dansktyske krig 1848–50, udg. Generalstaben I-III, 1867–87. Militærtid. I, 1891 177–80. N. P. Jensen: Oberst Frederik Læssøe, 1912. A. F. Krieger: Dagbøger II-V, 1921–23. A. Tuxen i Hist.t. 9.r.IV, 1925–26 1–52 fl.st. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig