Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johann v. Ewald

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johann v. Ewald, 31.3.1744-25.6.1813, officer. Født i Kassel, død ved Kiel, begravet i Kiel (St. Jürgens Frdh.). v. E. blev 1760 kadet i et hessisk infanteriregiment med hvilket han deltog i syvårskrigen. S.å. blev han såret ved belejringen af Kassel og udnævnt til fænrik, 1766, til sekondløjtnant. Under garnisonsopholdet i Kassel 1770 mistede han i en duel med en ven venstre øje. Sit sygeleje benyttede han til at fordybe sig i det krigsvidenskabelige studium og udgav 1774 en afhandling om føring af et detachement i felten, et skrift der skaffede ham landgrevens gunst samt udnævnelse til kaptajn og chef for et jægerkompagni. 1776 var han med sit kompagni i et korps som landgreven udlejede til England for krigen i Amerika. Her fik han lejlighed til at føre sine taktiske ideer ud i livet. 1784 vendte han tilbage til Hessen hvor han nedlagde sine erfaringer i en afhandling om den lille krig der rostes varmt bl.a. af Frederik den Store. De militære forhold i Hessen var dog ikke fristende for en fremadstræbende officer, og han søgte og fik på prins Carl af Hessens råd 1788 ansættelse i den danske hær som oberstløjtnant og chef for Slesvigske jægerkorps, som han selv skulle oprette efter de principper han havde angivet i sine skrifter. Hans virksomhed her blev af gennemgribende betydning idet han ikke blot gjorde sin afdeling til en mønsterafdeling, men blev banebryderen for den spredte orden som kampform, grundlaget for moderne infanteritaktik. Ved sit personlige eksempel, sine pædagogiske evner, sine vækkende foredrag og fortrinlige lærebøger i jægertjenesten ligesom ved sin utrættelige nidkærhed i alle tjenestens grene forstod han at indpode sine undergivne de principper han lagde vægt på, og hans hele virksomhed påskønnedes i høj grad af kronprinsen.

Under besættelsen af Hamburg 1801 var v. E. som 1795 var blevet kar., n.å. virkelig oberst, kommandant i byen. Herunder fik han tilbudt guvernørposten men afslog. 1802 blev han generalmajor og fik n.å. kommandoen over de tropper der som avantgarde for det ved Ejderen sammendragne korps sendtes til sydgrænsen for at hævde Danmarks neutralitet. 6.11.1806 blev v. E. indviklet i kamp med franskmændene ved Lübeck da de i mørket antog grønne slesvigske jægere for preussere, men efter et personligt sammenstød mellem v. E. og marskal Murat blev de franske tropper trukket tilbage. 1807, efter kampen ved Køge og Kbh.s kapitulation, fik v. E. ordre til at føre sit korps over til Lolland-Falster og overtage kommandoen over de sydlige øer og senere til Sjælland, hvor det skulle være avantgarde ved den påtænkte landgang i Skåne vinteren 1808-09. Da denne foråret 1809 blev opgivet sendtes han til hertugdømmerne for at træffe foranstaltninger mod et befrygtet engelsk angreb på Holstens vestkyst. Angrebet udeblev men i stedet deltog han sammen med den fransk-hollandske general Gratien på eget ansvar i operationerne mod den preussiske frikorpsfører Schill og i stormen på Stralsund 31.5.1809. For hans føring ved denne lejlighed blev han udnævnt til generalløjtnant og kommanderende general i Holsten. 1812 fik han kommandoen over den "bevægelige armedivision" på 10000 mand der stilledes under fransk overkommando i Nordtyskland. Men en ondartet astma tiltog i den grad at han 13.4.1813 måtte nedlægge kommandoen og tage ophold på sit landsted ved Kiel.

Familie

Forældre: regnskabsfører ved overpostamtet i Kassel Georg Heinrich E. (1708-52) og Catharina Elisabeth Breithaupt (født 1721). Gift 3.2.1788 med Susanne Christine Ungewitter, født 10.5.1764 i Kassel, død 13.6.1810 ved Kiel, d. af landretsassessor Carl U. (1725-tidligst 91) og Catharina Elisabeth Vietor (1732-71). – Far til Carl v. E.

Annonce

Udnævnelser

Hv. R. 1808. DM. 1812.

Ikonografi

Stik af L. Motz. Samme portr. type i følgende: Stik af Clemens efter tegn. af J. L. Hansen, kopieret i litografi 1824 og træsnit 1873. Tegn. af H. J. Aldenrath (Garnisonsbibl., Kbh.), efter denne stik af C. T. Riedel, 1811, kopieret i en række litografier, bl.a. af Hartvig, 1822. Tegn. af J. W. Greve. Mal. af C. A. Jensen, 1835 (Fr.borg) som denne angiver er udført efter en blyantstegn. af Aldenrath.

Bibliografi

Medd. fra krigsark. I-VII, 1883-96. – En slægts hist., ved Th. og H. F. Ewald I–II. 1905. Carl Ewald i Mag. for militær videnskabelighed IV, 1821 1-10 (også som særtryk 1838). O. Vaupell: Den danske hærs hist. II, 1876. P. H. W. Lange: Den danske generalstabs hist. I-II, 1886-89. Poul U. Michelsen: 21. bataillons hist. 1788-1918, 1918.

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Johann v. Ewald i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298802